Af Per Kølster og Carsten Rasmussen (S)
Hhv. formand for Økologisk Landsforening og borgmester i Lejre Kommune

Det er opløftende at læse indlæggene om Fødevareforlig IV i Altingets debat.

Flere af dem kredser om udfordringer, som især småskala fødevareproducenter i dag oplever i deres møde med myndigheder, lovgivning og kontroller.

Der lader til at være en fælles forståelse af behovet for en småskala-pakke, og opgaven fremad må derfor bestå i en konstruktiv dialog om, hvad en sådan pakke skal indeholde, og hvordan den skal fungere helt ude i plovfuren.

Fællesnævnere for flere af vores bud på indholdet i en småskala-pakke er forenkling, proportionalitet og individuel risikovurdering, der tager højde for forskelle.

Kontrol og bureaukrati belaster småskalaproducenterne
Dansk fødevareproduktion har brug for en lovgivning, der giver plads til individuelt tilpassede krav, der tager udgangspunkt i de reelle risici et givet sted, hvor der er proportionalitet mellem de bureaukratiske krav og den volumen, som produktionen har.

Store virksomheder kan hyre eksterne fødevarerådgivere til at hjælpe sig, men den mulighed har små producenter i nye, innovative brancher som regel ikke – det kan deres produktion ikke bære.

Per Kølster og Carsten Rasmussen (S)
Hhv. formand for Økologisk Landsforening og borgmester i Lejre Kommune

Myndighederne skal kunne vejlede producenterne om reglerne og ikke spise producenter af med en henvisning til lovtekster og vejledninger på mere end 100 sider, som producenterne selv skal tygge sig igennem.

Store virksomheder kan hyre eksterne fødevarerådgivere til at hjælpe sig, men den mulighed har små producenter i nye, innovative brancher som regel ikke – det kan deres produktion ikke bære.

Der er brug for en kontrol, der kan forholde sig til en virksomhed som én samlet produktion, uanset at virksomheden selv varetager alle led helt ude fra marken over forarbejdning, pakning og salg inklusiv transport til engros, detail, storkøkken eller slutbruger.

Led, der i store, specialiserede virksomheder traditionelt er placeret i selvstændige virksomheder, og som i kontrolmæssigt henseende håndteres adskilt, men som hos mange småskalaproducenter er en integreret del af den samme virksomhed.  

Separat kontrol af disse led fører til unødigt bureaukrati og stor økonomisk belastning.

Hav øje for de mindre markeder
Der er brug for en bagatelgrænse for indberetning af tal til statistiske brug, så små producenter, som typisk også er alsidige og har mange forskellige produktioner, ikke skal bruge en masse tid på at indberette relativt små tal, der alligevel ikke gør en forskel for det store billede.

Eksempelvis krav om indberetning af æg-omsætning.

Der er brug for regler, der giver faglig mening, hvor der er plads til kulinariske oplevelser og udvikling af nye produktioner. I Danmark må producenter med høns af gamle husdyrracer ikke sælge æggene til restauranter, uagtet, at selvsamme restauranter må købe æg fra selvsamme hønserace, blot de er produceret i Sverige.

En situation, der følger af, at vi i Danmark har ladet det regulere af branchekoder, udarbejdet til de store industriproduktioner, uden at skelne på, hvilket marked mindre produktioner retter sig mod.

Der er brug for reduktion eller fjernelse af egenbetaling på kontrolbesøg og lovpligtige fødevarekontroller, så der er overensstemmelse mellem produktionsstørrelse og kontrolomkostning.

Fortsæt de gode takter
Den fælles kontrolstrategi fra oktober 2017 har gode toner, og der er en god opfølgning undervejs.

Vækstplan for dansk økologi indeholder hensigter om forenklinger, og Fødevarestyrelsens nye enhed for vækst og innovation - med fokus på bæredygtighed og gastronomi - ser lovende ud.

Men der skal tages mere grundlæggende fat end det, som Fødevareforlig III og Fødevarestyrelsens kontrolstrategi 2017 kan rumme. Fødevareforlig IV er det naturlige sted at fortsætte de gode takter. 

Vi skal udvikle et dansk landbrug med plads til både små og store producenter, hvor produktionen samlet set er rettet både mod de internationale markeder og de lokale, regionale samt de gastronomiske miljøer og turisme.

Vi skal både og.

Og det kræver, at vi tør give småskalalandbrugene en større grad af frihed, sund fornuft og proportionalitet mellem regler, kontrol og produktionens omfang.