Behov for fleksibelt uddannelsessystem

Af Hanne Leth Andersen
Prorektor, Roskilde Universitet

I Danmark har vi ikke ét uddannelsessystem. Vi har mange, og de fungerer uafhængigt af hinanden. Derfor er det al ære værd, at uddannelsesministeren lægger op til et fleksibelt system, hvor studerende skal kunne gå på tværs, vælge om uden at blive sendt tilbage til start, få merit, lære livslangt og vidensbaseret hele vejen igennem.

Det er bare ikke så let at skabe sådan en forandring, for de mange små systemer er ikke vant til at tale sammen. De har forskellige uddannelsesregler, forskellige kulturer, forskellige arbejdsformer, relationer til praksis, relationer til forskning, til teori og professioner, og de har især mange antagelser (indimellem også fordomme) om hinanden.

”De andre”
Vi har en kultur for at finde sammen med ligesindede. Danskerne organiserer sig gerne i små enheder, så vi slipper for at være sammen med nogen, der ikke er ligesom os. Det gælder også på uddannelsesområdet. Vi har én institutionsform til at uddanne lærere, en fundamentalt anden til at uddanne gymnasielærere, en til sygeplejersker og farmakologer og en helt anden til læger og farmaceuter.

Vi har faglige foreninger for forskellige niveauer, fagforeninger for forskellige typer af videreuddannede, vi har fag, som ikke kan tale sammen med andre fag, og synet på ”de andre” er, at deres uddannelse ikke duer som optagelsesgrundlag på ”vores” uddannelse. Sagen er, at systemet ikke kun handler om lederne og deres gode eller dårlige vilje, men om højt kvalificerede fagfolks selvforståelse og faglige stolthed i en myriade af lukkede cirkler. I England og USA går faglige foreninger i langt højere grad på tværs af niveauerne.

Mere dialog og mindre konkurrence
Vejen frem er klarere uddannelsesdeklaration, dialog og udveksling, og dialogen er godt i gang, fordi ministeren lægger op til det. Det er den modsatte vej af konkurrence, som tidligere ministre har anset for at være vejen til succes. Udveksling kræver nemlig gensidig anerkendelse og information til egne studerende om de andre. Målet er, at studerende hele tiden kanaliseres derhen, hvor de lærer mest. Kun sådan får vi hævet uddannelsesniveauet mere end blot på papiret.

Men dialogen og den tværgående forståelse af et samlet uddannelsessystem skal befordres af klare begreber, og dem har vi endnu ikke. Vi har tværtimod nogle uklare kategorier og en uendelig mængde af uddannelsestyper, der ligner hinanden, men deklareres vidt forskelligt, eller som hedder det samme, men er vidt forskellige. En ”erhvervsuddannelse” er toårig, en ”professionsuddannelse” er en tre- eller fireårig bacheloruddannelse på et University College, selvom en kandidatuddannelse kan være lige så professionsorienteret.

Klar fælles terminologi og information om uddannelser bremses fortsat af den indbyrdes konkurrence mellem institutionerne, som får offentlige midler ud fra antallet af beståede eksamener. De er nødt til at tiltrække og holde på deres studerende gennem markedsføring og almindelig lækkerhed. Det er nok den væsentligste sten i skoen i forhold til ministerens ærværdige dagsorden om fleksibilitet. Men fagforeningernes medlemsdagsorden understøtter heller ikke et uddannelsessystem, der hænger sammen.

Opgaven skal løftes i fællesskab
Institutionerne er nødt til at vise ansvarlighed og sikre kvaliteten i det samlede system ved at stoppe selvforherligelsen og arbejde hårdt på at skabe fælles fagmoduler, fælles videreuddannelse og fælles fag- og forskergrupper på tværs af universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier.  

Danmark har brug for et sammenhængende uddannelsessystem. Hvis universiteter og professionshøjskoler ikke løfter opgaven gennem et konstruktivt samarbejde, så bliver der brug for mere drastiske politiske beslutninger. Stolte fagfolk skal overbevises om at bryde mure ned og opbygge faglig respekt for dem på den anden side. Det er en bunden opgave, og det er den eneste vej fremad.