DI: Skru op for dimensionering af uddannelser

Det var sød musik for Dansk Industri, da den ledighedsbaserede dimensionering blev indført tilbage i 2015. Inden da var der ingen direkte kobling mellem dimittendudbuddet og arbejdsmarkedets efterspørgsel. Det var hverken de studerende eller samfundet tjent med.

Dimensioneringen har generelt været en succes. Optaget på ledighedsudfordrede uddannelser er faldet, mens optaget på uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder er steget.

Men vi er desværre stadig ikke i mål. Der er fortsat for stor ubalance mellem udbud og efterspørgsel blandt dimittender. Det ses blandt andet ved, at den høje dimittendledighed har været konstant siden 2011, mens den generelle ledighed et faldet.

Ændr ledighedsmålet
Selvom den fulde effekt af dimensioneringen først er slået igennem næste år, så er det allerede tydeligt, at der skal skrues på nogle knapper. DI foreslår derfor, at dimensioneringsmodellen strammes op. 

Først og fremmest bør det ledighedsmål, som ligger til grund for dimensioneringen, ændres fra at være 4.-7. kvartal efter endt uddannelse til at være de første 12 måneder efter endt uddannelse. Det er simpelthen for lang tid at være ledig i over et år, inden det får effekt i modellen.

Ved at ændre ledighedsmålet til det første år efter endt uddannelse vil modellen også kunne virke hurtigere end i dag, da der er mindre forsinkelse i ledighedstallene. Det vil også give bedre information for uddannelsesinstitutionerne, som hurtigere vil mærke arbejdet bag indsatser for at få deres dimittender afsat på arbejdsmarkedet.

Fordelt på de 478 uddannelser skal der reduceres i alt 7.230 pladser.

Mette Fjord Sørensen

Dimensioneringsmodellen bygger i dag på uddannelsesgrupper, hvor beslægtede uddannelser er placeret sammen. Nogle af disse uddannelsesgrupper er uhensigtsmæssigt dannet, og det betyder, at nogle uddannelser uden ledighedsudfordringer unødvendigt bliver ramt af dimensionering.

Et eksempel er kandidatuddannelsen i humanbiologi, som har en lav dimittendledighed, men alligevel skal regulere optaget. Det er at skyde sig selv i foden. I stedet bør der dimensioneres på baggrund af enkeltuddannelser frem for uddannelsesgrupper.

Reducer med 7.230 pladser
Der dimensioneres i dag på nationalt niveau, hvilket betyder, at alle udbud af uddannelsen udtages til dimensionering, hvis der er ledighedsudfordringer i den ene ende af landet. Igen betyder det, at uddannelser uden ledighedsudfordringer unødvendigt bliver udtaget til dimensionering.

Dimensioneringen bør kun ramme de udbud, hvor dimittenderne har udfordringer med at lande første job. Derfor bør der dimensioneres på institutionsniveau frem for, at det kun er på nationalt niveau. På den måde får hver enkelt uddannelsesinstitution også øget fokus på at sikre, at deres dimittender kommer hurtigt i job.

Ved at indføre de tre ændringer af dimensioneringsmodellen vil 478 videregående uddannelser udtages til dimensionering. Det er 105 flere end i dag. Fordelt på de 478 uddannelser skal der reduceres i alt 7.230 pladser. Det lyder voldsomt, men i sidste ende betyder det også, at man ikke sender 7.230 dimittender ud på et arbejdsmarked, hvor der ikke er efterspørgsel efter deres kompetencer.

Den ledighedsbaserede dimensionering har – i nogen grad – fået hånd i hanke med mismatchet mellem optaget på de videregående uddannelser og arbejdsmarkedets behov. Men dimensioneringsmodellen trænger til en opstramning, for vi ser stadig, at nogle uddannelser uddanner for mange dimittender og andre for få.