Danske Erhvervsakademier: Dimensionering skal decentraliseres

De otte erhvervsakademier uddanner primært til det private arbejdsmarked. Ni ud af ti af de unge mennesker, der tager en uddannelse hos et af de otte erhvervsakademier, får job hos en privat arbejdsgiver, og vi er rigtigt stolte af at kunne bidrage til vækst, velfærd og velstand.

Som en del af det videregående uddannelsessystem gør vi de unge mennesker klar til arbejdsmarkedet. Vi skal uddanne til beskæftigelse og ikke til ledighed. Et af redskaberne til at undgå for høj ledighed blandt dimittender er dimensionering. Her bliver der sat krav til, hvor mange vi må uddanne indenfor for vores uddannelser som markedsføringsøkonom, bygningskonstruktør eller datamatiker, vi må uddanne.

Det giver i nogen grad god mening, men systemet kan sagtens blive endnu bedre. Især to ændringer vil set fra erhvervsakademierne være helt oplagte.

Ud af dimensioneringsrobotten

Det skal være muligt at komme ud af dimensioneringen igen. Den mulighed er der ikke i dag. For når først en uddannelse som eksempelvis datamatiker er røget ind i dimensioneringsrobotten, så kommer den ikke ud igen.

Som uddannelsessektor kan vi blive endnu bedre til at uddanne morgendagens medarbejdere i rette tid. Men det kræver, at politikerne viser mod til at få kigget kritisk på modellen for dimensionering.

Charlotte Lundblad
Bestyrelsesformand, Danske Erhvervsakademier

Mekanismen kunne med fordel indrettes, så der i langt højere grad bliver taget højde for, om de nyuddannede fra i sommer er hurtigere til at komme i arbejde end for fem, otte eller ni år siden. Vi uddanner – som nævnt – til det private arbejdsmarked, der er hurtigt til at tilpasse sig skiftende konjunkturer.

Det vil sige, at der i nogle brancher- for eksempel it - kan være behov for medarbejdere, men at vi ikke må uddanne flere, fordi der for år tilbage var højere ledighed end i dag. Det er alt for ufleksibelt.

Den anden udfordring, jeg vil nævne her, er, at dimensioneringsmodellen behandler hele landet som et stort homogent arbejdsmarked. Der kan samtidig være mangel på eksempelvis finansøkonomer til bankerne i Holstebro, mens der er en gruppe ledige på Fyn.

Og det bliver ikke bare udlignet af efterspørgsel, for dimittender opfatter ikke hele Danmark som et samlet arbejdsmarked, hvor der er frit valg. Der kan være hensyn til familien, ægtefællens arbejde eller børnenes skole- og institutionspladser, der får folk til ikke at flytte på tværs af landsdele.

Konsekvensen er, at nogle erhvervsakademier må begrænse, hvor mange studerende de kan tage ind, selv om virksomhederne har brug for medarbejdere på det område. Et eksempel er KEA Københavns Erhvervsakademi, der har søgt om at få datamatiker pillet ud af dimensioneringen. Der er nemlig god beskæftigelse, og KEA må hvert år afvise mange kvalificerede ansøgere.

Dimensioneringen skal ske på institutionsniveau

Det skal i langt højere grad være muligt at tilpasse optaget i forhold til, hvad er er brug for i de forskellige landsdele/kommuner/regioner. På den måde bliver hvert enkelt erhvervsakademi ansvarlig for ikke at uddanne flere dimittender, end arbejdsmarkedet kan bruge.

Som uddannelsessektor kan vi blive endnu bedre til at uddanne morgendagens medarbejdere i rette tid. Men det kræver, at politikerne viser mod til at få kigget kritisk på modellen for dimensionering.

Vi deltager gerne i arbejdet med at få lavet en bedre model end den, vi har.