Drop kappestriden på uddannelsesområdet

Af Hanne Leth Andersen
Prorektor, Roskilde Universitet

Konkurrence om at blive dygtigst, stærkest eller hurtigst kan være særdeles befordrende for arbejdsindsats, effektivitet og innovation, men spørgsmålet er, om det offentlige bruger pengene rigtigt, når både gymnasier, professionshøjskoler og universiteter sætter store summer af til at konkurrere indbyrdes – og når forskerne bruger betragtelig tid på at konkurrere om offentlige midler til deres forskning.

Konkurrence som faglig kappestrid og konkurrence om markedsandele er to væsensforskellige ting. Den første stimulerer fagfolk til at arbejde på tværs af alle typer af grænser for det højeste niveau, den anden er målet for forretning. Inden for uddannelsessektoren kan man iagttage en tydelig bevægelse fra nøgtern uafhængighed til business. Med business følger markedsføringsberedskab, kommunikationsstrategier og branding. Og meget mere administration.

Fremmer konkurrence kvalitet?
Men hvis konkurrence styrker kvaliteten i ”udbuddet”, så er pengene og indsatsen vel godt anvendt? Spørgsmålet er, om institutionerne via markedsføring, branding og rankingstrategier reelt konkurrerer på kvalitet, eller om de lærer at skære virkeligheden til efter de mål, der opstilles udefra. Ud over hvor bekosteligt det er, så svækker det kerneydelsen, at den skal modificeres og tilpasses og ikke må byde trods og modstand.

Konkurrence kan medvirke til at motivere mennesker til at yde deres ypperste, men problemet er, at der i øjeblikket anvendes store offentlige summer på, at institutionerne konkurrerer mod hinanden om flere offentlige summer til at udføre et arbejde, de allerede er ansat til at udføre.

Hanne Leth Andersen
Prorektor, Roskilde Univeristet

Markedsøkonomien tror på incitamentsstruktur, og det lader da også til at virke. Mennesker forventes at handle ud fra belønningsmekanismer og ikke indre motivation, værdier eller overbevisninger. Nogle incitamentsstrukturer fremmer samarbejde, mens andre fremmer institutionel konkurrence. I yderste konsekvens kan økonomisk incitament i uddannelsesverdenen medføre, at elever og studerende vejledes uetisk: Det kan ende med at handle mere om at få studerende ind på ”mit fag” eller ”mit universitet” end om at finde den rette uddannelsesvej for den enkelte.

Forskningsfonde skaber dårlig ressourceudnyttelse
Visionen bag de offentlige forskningsfonde er, at man gennem konkurrence kan sikre, at midlerne når frem til de bedste forskere. Derfor bruger mange forskere store mængder af tid til at søge penge til den forskning, de er ansat til at udføre og udvikle i kraft af deres ansættelse på et universitetsinstitut, som forventes at have en klar profil og udviklingsstrategi.

Ville forskerne ikke samarbejde, hvis de ikke skulle søge? Ville de ikke arbejde på højt internationalt niveau, hvis det ikke blev efterspurgt i en ansøgningsrunde? Forskere og forskningsledere er til enhver tid nødt til at sammensætte stærke team både internt og på tværs af universiteterne for at opnå nye og eftertragtede resultater eller indsigter. Det mål kan opnås gennem universiteterne og behøver ikke yderligere instansers indgriben og prioritering. Dobbeltadministration og parallelprioritering skaber både uklarhed og dårlig ressourceudnyttelse.

Ansøgninger er tidsspilde
De mange ansøgninger kræver tilpasning til mange forskellige betingelser. Det kan være en indbringende investering for nogle, men det er tidsspilde for alle dem, som ikke får midler. For flere fondes vedkommende er det 90 % af ansøgerne.

Konkurrence fremmer ansøgningernes høje niveau! Ja, i dag er forskerne afhængige af hjælp fra ansøgningstekniske assistenter, fundraisere, pre-award- og post-award-specialister, økonomer og regnskabsfolk, der ved, hvordan man opstiller budgetter, og siden hen hvordan man dokumenterer, afregner og evaluerer. Men hvad med selve forskningen? Dens kvalitet bliver ikke bedre i den tid, der går med at skrive ansøgninger.

Efterlyser samarbejde
Konkurrence kan medvirke til at motivere mennesker til at yde deres ypperste, men problemet er, at der i øjeblikket anvendes store offentlige summer på, at institutionerne konkurrerer mod hinanden om flere offentlige summer til at udføre et arbejde, de allerede er ansat til at udføre. Hvad enten det handler om at undervise gymnasieelever og studerende på videregående uddannelser, eller det handler om at forske.

Der er brug for langsigtede forskningsstrategier. Især nødlidende fagområder har behov for samarbejde og fælles strategisk opbakning, og uddannelser styrkes gennem planlægning og koordinering.