Debat

EL: SU-systemet er genialt

DEBAT: SU-systemet er genialt, fordi det blandt andet giver de studerende mulighed for at dedikere sig til studierne og frihed til at blive voksne. Det skriver uddannelses- og forskningsordfører Eva Flyvholm (EL).

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Flyvholm (EL)
Uddannelses- og forskningsordfører

Der er ingen tvivl om, at et af de store slag, der snart kommer til at stå, bliver kampen om SU’en. De seneste måneder har politikere fra Venstre, Liberal Alliance og sågar Dansk Folkeparti varme op til at ville skære i den SU, de studerende får som økonomisk støtte til studietiden. Med vanlig næse for liberale vindersager har CEPOS også opfordret Lars Løkke til at skære i SU’en - så der bliver råd til skattelettelser.

Det er trist, at der findes en asocial elite i vores samfund, som er så indstillet på at forringe SU´en. Jeg mener, det er en helt forkert vej at gå. I Enhedslisten vil vi gøre det lettere for unge at tage en uddannelse, og SU er et vigtigt redskab, når vi skal sikre en veluddannet og kompetent befolkning. Derfor er det heller ikke et fornuftigt forslag at gøre SU’en dårligere, lad os i stedet få lidt visioner på bordet og diskutere, hvordan vi kan gøre SU´en bedre.

SU giver frihed og muligheder
Jeg har selv haft fornøjelsen af at være studerende i Danmark, Argentina og Irland. Og SU-systemets styrker bliver meget åbenlyse, når man på nært hold kan sammenligne med situationen i andre lande.

Det er trist, at der findes en asocial elite i vores samfund, som er så indstillet på at forringe SU´en. Jeg mener, det er en helt forkert vej at gå.

Eva Flyvholm (EL)
Uddannelses- og forskningsordfører

For det første giver et fælles offentligt uddannelsessystem kombineret med SU mulighed for, at langt flere unge mennesker får en uddannelse. Endda uden at man selv eller ens forældre slavebindes til et stort studielån. Måske er det også derfor, vores SU-system skaber vild beundring og fascination næsten alle andre steder end hos regeringen og støtter.

For det andet giver SU en mulighed for at studere mere effektivt. Da jeg læste på Universitetet i Buenos Aires, lå næsten alle vores timer om aftenen fx fra kl 18 til 22 fordi mine studiekammerater havde fuldtidsarbejde for at kunne forsørge sig. Det bliver urimeligt hårdt i længden, at arbejde hele dagen, gå i skole om aftenen, og lave opgaver og forberedelse om natten og søndagen.

For det tredje, giver SU en økonomisk uafhængighed, jeg tror er sund, både for unge mennesker og for vores samfund. I Irland blev de fleste af mine medstuderende finansieret af deres forældre. Det betød fx, at nogle af mine venner var bekymrede for, at hvis deres forældre skulle finde ud af, at de havde haft en kæreste overnattende, så ville de trække støtten til kollegieboligen. Ofte hørte jeg også, at det var forældrene, der bestemte, hvad de unge skulle læse – og det er ikke just fremmende for engagementet.

Min konklusion er, at SU skaber en mere lige adgang til uddannelse, at SU giver mulighed for at dedikere sig til studierne og blive dygtig, og at SU giver frihed til at blive selvstændig og voksen.

Falske præmisser i SU-debatten
Jeg forstår sådan set godt, hvordan en regering, der allerede har skåret milliarder på uddannelse og forskning, kan finde på at foreslå nedskæringer i SU´en. Men det er mærkeligt, at vi ofte hører som argument mod SU’en, at den ikke gavner den sociale mobilitet.

Det geniale ved SU-systemet og vores offentligt finansierede uddannelsessystem er netop, at det har til hensigt at give unge, uanset social baggrund, mulighed for at tage en uddannelse og også at tage en videregående uddannelse, så langt som evner og motivation rækker.

At der er flere børn af akademikere, der tager en videregående uddannelse – og dermed får SU – er et ubestrideligt faktum. Men det er da ikke en løsning at forringe SU´en. I stedet skal vi se på initiativer, der kan sikre, at unge fra en ikke-boglig baggrund også kommer til at læse videre.

SU-Systemet, som vi kender det, blev introduceret i 1970. Dengang skulle man være 28 år for at få SU, og støtten var noget lavere. I 1988 kom den store SU-reform, hvor SU’en blev hævet markant og blev gjort næsten uafhængig af alder. Det betød en kæmpe forbedring for rigtig mange unge og studerende.

Mange er enige
For få år siden analyserede Instituttet for Kommuners og Regioners Analyse, KORA, reformen fra 1988. Analysen viste, at flere studerende gennemførte deres uddannelse som konsekvens af SU-forbedringen. Analysen viste endda, at effekten af SU-løftet var størst blandt unge fra lavere social baggrund.

KORA konkluderede altså, at den højere SU har mindsket den sociale arv og gavnet den sociale mobilitet. Samtidig viste analysen også, at frafaldet efter SU-ændringen faldt markant – igen særligt blandt unge fra lavere social baggrund.

Den pointe arbejdede tænketanken DEA siden videre med, og i et notat fra 2012 kunne de konkludere, at en 10 procent højere SU ville reducere studiefrafaldet med 9,7 procent – og hele 13,6 procent for studerende fra lavere sociale baggrund.

Det er jo interessant, og heller ikke så overraskende, for med SU kan de studerende hellige sig studierne i stedet for at skulle sidde mange timer bag kassen i Netto. Og SU betyder, at studerende, der ikke kan få penge hjemmefra – og dem, der kan, er stillet mere lige. Det er en god ting i min bog.

I Enhedslisten vil vi forbedre SU´en i stedet for at beskære de studerendes livsgrundlag. Jeg tror, vi er rigtig mange, der er enige om det. Og jeg ser frem til, at tage en vigtig kamp for vores fælles geniale SU-system.

Dokumentation

Fra 12. maj og en måned frem sætter Forskningsdebatten fokus på SU.

Følg debatten her.

Forskningsdebatten på Altinget: forskning har til formål at fokusere og styrke den forskningspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: forskning derfor forskere, politikere, erhvervslivet og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og problemstillinger inden for forskningsområdet.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

0:000:00