Institutchefer: Tværprofessionaliteten skal rykkes ud i klinikken

Det er netop i klinik-perioden, at de studerende møder deres fagfæller for første gang i en professionel sammenhæng, og det er her, en stor del af professionsidentiteten og fagkulturens syn på faglighed, samarbejde og faggrænser skabes.

Institutcheferne på hhv. Institut for Fysioterapi og Ergoterapi, Institut for Ernæring og Jordemoderkundskab, Institut for Sygepleje og Institut for Teknologi, Professionshøjskolen Metropol

Af institutcheferne på hhv. Institut for Fysioterapi og Ergoterapi, Institut for Ernæring og Jordemoderkundskab, Institut for Sygepleje og Institut for Teknologi, Professionshøjskolen Metropol.

Det nylige sundhedsfremsyn på sundhedsuddannelserne fremhæver de tre vigtigste generiske kompetencer for fremtidens sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre sundhedsprofessionelle. Ifølge rapporten er en af de mest betydningsfulde kompetencer i fremtidens sundhedssystem, at medarbejderne er i stand til at arbejde tværfagligt og tværsektorielt.
Patienter og borgere har meget ofte problemer af tværfaglig karakter, og derfor er det vigtigt, at sundhedsprofessionelle ikke kun tilbyder monofaglige løsninger. Tværprofessionelle kompetencer og tværsektoriel viden er allerede i dag efterspurgt på alle niveauer, og det er kompetencer, vi har udstyret vores dimittender med i flere år. Men hvordan understøtter vi sammen med regioner og kommuner arbejdet med at mindske silotænkningen og sikre bedre overgange i sundhedssystemet?

Professionshøjskolerne har gennem en årrække arbejdet med at udvikle et tværfagligt modul, hvor alle studerende på sundhedsuddannelserne bliver undervist sammen over 10 uger og samarbejder om at løse tværfaglige problemstillinger. Erfaringerne viser, at det godt kan lade sig gøre at få uddannelse i tværprofessionalitet løftet op i stor skala, og at det fælles uddannelsesforløb helt konkret øger de studerendes kendskab til de øvrige faggruppers styrker og til at se mere helhedsorienteret på borgerne og patienterne.

Nytænkning af praktikperiode
Den øgede tværsektorielle og tværfaglige tilgang til sundhedsprofessionerne er imidlertid totalt fraværende i de studerendes praktikperiode. Her kommer de studerende typisk i klinik på en specifik hospitalsafdeling, i hjemmeplejen eller sundhedshus, hvor de næsten udelukkende arbejder med egne fagfæller og groft sagt oplæres i monofaglighed. På den måde forpasser man muligheden for i praktikperioden, at lære de studerende at arbejde tværfagligt og tværsektorielt på uddannelsen.

Sundhedsuddannelser på professionsbachelorniveau har det enestående særpræg, at de studerende i helt op til halvdelen af deres uddannelse er ude i klinik. Og det er netop i klinik-perioden, at de studerende møder deres fagfæller for første gang i en professionel sammenhæng, og det er her, en stor del af professionsidentiteten og fagkulturens syn på faglighed, samarbejde og faggrænser skabes. Derfor er det vigtigt, at også de studerendes klinik-forløb ændres, hvis vi skal mindske silotænkningen og øge kendskabet til andre sundhedsfagligheder.

Fokus på patientens sikkerhed
I forbindelse med den kommende revidering af sundhedsuddannelserne foreslår vi, at de studerendes praktikperiode bliver udviklet og ændret, så det ikke længere kun er den enkelte hospitalsafdeling eller hjemmepleje, der er omdrejningspunkt for den studerendes arbejde. I stedet bør de studerendes kliniske praktik i langt højere grad følge den enkelte patients vej gennem sundhedssystemet. Ved at følge patienter fremfor afdelinger, øver de studerende sig i at tænke på patienten fremfor i organisatoriske siloer, og dermed øges de tværprofessionelle kompetencer. Der er masser af evidens for, at det netop er i overgangen mellem afdelinger og eller sektorer, at der er størst risiko for fejl. En større fokusering på det samlede patientforløb vil dermed også kunne bidrage til en øget patientsikkerhed.

En typisk diabetespatient vil ofte modtage behandling af både læger, sygeplejersker, diætister og ergoterapeuter og vil have løbende kontakt med både hospitaler, genoptræningscentre, egen læge og hjemmepleje. En sådan patient får ikke en god, sammenhængende og effektiv behandling, uden at de 5-10 fagpersoner, han møder, forstår at samarbejde og få ham gnidningsfrit rundt i systemet uden tab af information.

Vi forestiller os et praktikforløb, hvor forløbskoordinatorer er omdrejningspunkt for de studerende. Det kræver, at kommunerne og hospitalerne skal gå sammen om at sikre praktikforløb, der går på tværs. Det er nødvendigt for at få den rette volumen, og det skal foregå i tæt samarbejde med hospitaler og kommuner.

Indlægget er skrevet af:
Katrine Hornum-Stenz, institutchef på Institut for Fysioterapi og Ergoterapi, Professionshøjskolen Metropol
Mette Simonsen, institutchef på Institut for Ernæring og Jordemoderkundskab, Professionshøjskolen Metropol
Anne Mette Jørgensen, institutchef på Institut for Sygepleje, Professionshøjskolen Metropol
Anette Kjeldal Lausten, institutchef på Institut for Teknologi, Professionshøjskolen Metropol