Metropol: Kval, kval, kval-itet!

På professionshøjskolerne er vi uhyre opmærksomme på at give svar på problemstillingen. På Metropol har vore strategiske mål et fælles fokus: at fremme kvaliteten af uddannelserne.

Stefan Hermann
Rektor på Professionshøjskolen Metropol

Af Stefan Hermann
Rektor på Professionshøjskolen Metropol

Hab-Hab-Habermas stod der vist nok engang på en af universitetsmurene i Fiolstræde. Rimet var en henvisning til demonstranterne, der i maj 1968 gjaldede Ho-Ho-Ho Chi minh, Che-Che Che Gevarra med henvisning til revolutionsheltene i Vietnam og Sydamerika. I 1980erne blev den tyske filosofi Habermas (f. 1929) humanistisk og samfundsvidenskabelig husgud på universiteterne.

I dag er refrænet Kval-kval-kvalitet. Betydelig mere usexet. Nærmest nøgternt; helt uden bannere og slagsange. Og det kommer ikke som en revolte nedefra. Det kommer som et krav oppefra. Og en kommission befolket med eksperter kommer i næste uge og i oktober 2014 med forslag til - udover relevans og sammenhæng - at fremme kvaliteten i de videregående uddannelser.

Nødvendigt med initiativer fra uddannelserne selv
Den slags forleder ofte sporenstregs til to reaktioner. Dels en slags passiv skepsis over hvilke gedulgte økonomiske rationaler, der kan ligge bag og hvilke teknokratiske instrumenter, der mon skal tages i brug for at fremme kvaliteten af og i de videregående uddannelser. Dels et krav om mere frihed og flere ressourcer.

Begge dele kan være velbegrundede, men er ikke tilstrækkelige instinkter i det aktuelle tilfælde. Her er der derimod også brug for offensive initiativer fra de videregående uddannelsers egen side, der tager udgangspunkt i at spørgsmålet om kvalitet er så afgørende og livsvigtigt, at vi hele tiden skal give svar på det og undersøge den praksis, vi har ansvaret for. Ellers giver andre svarene i stigende grad.

På professionshøjskolerne er vi uhyre opmærksomme på at give svar på problemstillingen. På Metropol har vore strategiske mål et fælles fokus: at fremme kvaliteten af uddannelserne.

Derfor må vi styrke uddannelsernes videngrundlag. Og derfor opbygges der kapacitet inden for anvendt forskning og udvikling på professionshøjskolerne tæt knyttet til undervisning og problemstillinger, der er relevante på de professionsfelter vore studerende efterfølgende skal arbejde på. Og udvirket sammen med universiteter og for eksempel kommuner og hospitaler. Her er forskning og udvikling ikke et mål, men et middel til bedre uddannelse. Her er der ikke forskere der underviser, men undervisere der forsker.

For det andet styrker vi integrationen af praksis i vore uddannelser. Praksis må ikke isoleres til praktik. For det tredje skal de studerende træne og øve sig, og ikke alene læse til professionen. Lige fra simulation i sundhedsuddannelserne til øvelse i den svære samtale hos socialrådgiverne.

For det fjerde skal de studerende møde højere krav og forventning om en indsats på fuld tid. Det er langt fra tilfældet for mange i dag. Heri ligger en kolossal stor potentiel kvalitetsgevinst, som imidlertid ikke indløses med kulturkritiske ridepiske rettet mod de studerendes angivelige dovenskab, men derimod ved at sikre en bedre balance mellem lærerstyrede aktiviteter (undervisning, vejledning, feedback) og de studerendes eget arbejde. Her oprustes der på begge sider. Med flere krav, flere timer, mere vejledning, talentforløb m.v. Sådan kunne man blive ved.

Et blik på uddannelsernes indre værdikæde
Den forhåbentligt slidstærke pointe er, at disse processer og udviklinger bedst nyder fremme ved, at det politiske system understøtter dem frem for primært at måle på dem og indrette regler og incitamenter efter simple metrikker. Når de alligevel er der alle de reduktive proxyer er der brug for en fælles forståelse internt og eksternt om et betydeligt fortolkningsrum, så man undgår teaching-to-the-test syndromer og målforskydning. Det et det ene.

Det andet er, at disse forsøg på at fremme en langt mere systematisk og strategisk kvalitetsudvikling (fremfor at deponere ærindet i et kvalitetssikringssystem) indebærer et nyt blik på organisationens indre, faglige værdikæder frem for dens økonomiske, dens formelle bånd etc. Herunder en idé om, at administrative ydelser ikke primært er noget der pr. definition er for meget af, men netop centrale understøttende elementer i uddannelsernes samlede kvalitet.

Uddannelsesinstitutionerne bør således bestræbe sig på i endnu højere grad at være sammenhængende, professionelle fællesskaber, der er i stand til at rykke strategisk på udfordringer og muligheder, der dels er samfundsmæssigt efterspurgte, dels giver god mening i forhold til de idealer, vi hylder i de videregående uddannelser. 

Så måske skulle vi gjalde et kval-kval-kvalitet.