Debat

Viceborgmester: Nøglen til et bedre liv ligger i bedre uddannelse

DEBAT: Vi har konstant brug for flere kompetencer, og alligevel indfører vi fremdriftsreform, uddannelsesloft og store besparelser på uddannelse. Men hvis vi ikke investerer i uddannelse, kan det være ligegyldigt med alt andet, skriver Simon Pihl Sørensen (S).

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Simon Pihl Sørensen (S)
Viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

Alle er enige om, at det, vi har brug for, er flere kompetencer – hele tiden og til enhver tid, fordi udviklingen går hurtigere end nogensinde før. Ja, man er næsten bange for at gå på toilettet, for tænk hvis det der disruption kommer, mens man sidder på tønden.

Hovedet permanent nede i kummen
Og hvad er Danmarks svar på disse stigende krav så: Fremdriftsreform og uddannelsesloft oveni Danmarkshistoriens største besparelser på uddannelse. Danmark ikke bare sidder på toilettet, vi har hovedet permanent nede i kummen.

Om et øjeblik vil resultaterne af fremdriftsreformen vise sig på de videregående uddannelser – meldingerne begynder allerede at komme. Øget fremfald, flere dispensationer, reeksamener og administrativt bøvl. Og ikke mindst flere unge mennesker, der støder på grund, inden de når ud og kan gøre gavn af deres uddannelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det vil især være studerende, som kommer fra hjem, hvor der ikke er boglige traditioner, og hvor opbakning og støtte ikke er en enkel sag, der vil blive tabt. Talentmassen vil svinde ind og gode hoveder vil gå tabt. Samme nedadgående spiral ser vi på gymnasieområdet, hvor man disse år skal realisere massive besparelser. Det vil gå ud over gymnasier i provinsen og på Vestegnen.

Brug for udsyn frem for fremdriftsreform
I den hvide ghetto i Nordsjælland skal vi nok klare os. Vi ligger i det hele taget lidt lunt i svinget med fald i registreringsafgiften og med udsigt til besparelser i boligskatten. Men det kan vi ikke bruge til noget.

Det er så evindeligt ligegyldigt med bandepakker, boligpakker og politikernes egne pensions-pakker, hvis vi ikke giver os selv den bedste pakke: Uddannelser i verdensklasse.

Simon Pihl Sørensen (S)
Viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

Vi har brug for kloge hænder og hoveder. Vi har brug for mere uddannelse – fra faglærte til doktorer. Vi har brug for at få slået et hul i loftet. Vi har brug for udsyn i stedet for en fremdriftsreform, som i virkeligheden er et kæmpe tilbageskridt, og et opgør med det, som må være de videregående uddannelses raison d´etre: At søge ny viden, ny erkendelse og ikke blot at kopiere det, man tror, der bliver efterspurgt.

Det er så evindeligt ligegyldigt med bandepakker, boligpakker og politikernes egne pensions-pakker, hvis vi ikke giver os selv den bedste pakke: Uddannelser i verdensklasse. Det er her, nøglen til et bedre liv ligger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00