Debat

Dansk Energi: Overskud kræver effektiviseringer

DEBAT: Dansk Affaldsforening tager fejl, når de påstår, at priserne i eldistributionen øges, fordi elnetselskaberne i 2004 blev befriet for non-profit-princippet, skriver vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Stouge
Vicedirektør, Dansk Energi

De danske elnetselskaber er blandt de ypperste i Europa med en leveringskvalitet i den absolutte top. Der er således strøm i danskernes kontakter 99,99 procent af tiden.

Tilmed betaler kunderne mindre end vores svenske, tyske og hollandske naboer – ja, samlet set ligger danskernes betaling til et elnet i verdensklasse under EU-gennemsnittet.

Det er også en af de tungtvejende årsager til, at Danmark netop er kåret som landet med verdens bedste energisystem.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Dansk Affaldsforening har unødigt sortsyn
Derfor er der ikke grund til det sortsyn, som formanden for Dansk Affaldsforening, Mads Jakobsen, her i Altinget 6. december, udtrykker over elnetselskabernes mulighed for overskud. 

For overskuddet opstår kun ved, at man effektiviserer sig ned under et loft, som er fastsat af myndighederne, for, hvor meget der må opkræves til dækning af elnetselskabernes omkostninger. 

De betydelige effektiviseringer, der følger af muligheden for at effektivisere sig frem til et overskud, har netop medvirket til at holde tariffen i ave.

Anders Stouge
Vicedirektør, Dansk Energi

Det vil sige, at man som netselskab ikke kan øge tarifferne ved at øge sit overskud i netselskabet.

Effektivisering kommer med innovation
De danske elnetselskaber har præsteret en årlig effektivisering på over 800 mio. kr. siden 2007 og over én mia. kr. siden 2004. Der er tale om et fald i driftsomkostningerne på 40 procent set i forhold til nettets størrelse. Det resultat er ikke opnået uden, at elnetselskaberne hver eneste dag innoverer og tænker i nye løsninger og teknologier. Og ja, guleroden er også en mulighed for at effektivisere sig frem til et overskud.

Det er således ikke korrekt, når Affaldsforeningen i sine indlæg 29. november og 6. december skriver, at priserne i eldistributionen øges, fordi elnetselskaberne i 2004 blev befriet for non-profit-princippet. Det er faktisk lige modsat. 

De betydelige effektiviseringer, der følger af muligheden for at effektivisere sig frem til et overskud, har netop medvirket til at holde tariffen i ave.

Politiske beslutninger øger tariffen
Når tariffen siden 2007 netto er øget, svarende til 6 kr. pr. hustand pr. måned for en gennemsnitlig husstand eller med 1,7 øre pr. kWh, så skyldes det helt andre forhold. Nemlig politiske beslutninger om at elnetselskaberne, for at stormsikre elnettet, har skullet kabellægge 14.000 km luftledning. 

Politikerne har ligeledes truffet beslutning om udrulning af fjernaflæste elmålere til alle danske hjem, og elnetselskaberne har siden 2007 rullet 1,8 mio. fjernaflæste elmålere ud. 

Sidst, men ikke mindst er der også truffet politisk beslutning om en energispareordning, der har skåret tre procent af det danske energiforbrug, eksklusiv transport, årligt de forgangne år. Elnetselskabernes andel af betalingen for den ordning er ligeledes lagt ind i tariffen. 

Hertil kommer, at elnetselskaberne har tilsluttet flere end 135.000 nye kunder og håndteret 90.000 solcelleanlæg. Det kræver samlet set ekstra investeringer og omkostninger, som ikke var en del af elnettariffen og elnetselskabernes omkostninger i 2004, der jo er udgangspunkt for den regulering, vi har i dag. 

Fordel at forlade hvile i sig selv
Det er ligesom med affaldsbortskaffelse. Hvis omkostningerne øges, ja så øges tarifferne også for at dække omkostningerne. Men hovedpointen er, at i elnetsektoren er tarifferne langt fra øget lige så meget som omkostningerne til kabellægning etc., netop fordi elnetselskaberne samtidigt har effektiviseret sig frem til betydelige besparelser.

Det er selvfølgelig op til den enkelte læser at vurdere, om det er godt eller skidt for elkunderne, at de har fået andel i disse effektiviseringer. En almindelig husholdnings regning er som nævnt steget med 6 kr. om måneden siden 2007. Hvis netselskaberne ikke havde effektiviseret, ville husholdningens regning være steget med 8 kr. yderligere, det vil sige samlet 14 kr.

Der er selvfølgelig en grænse for, hvor mange effektiviseringer der kan hentes, hvis kvaliteten skal opretholdes. Den balance skal findes og respekteres. 

Elnetselskaberne vil gerne give elnetbrugerne en så høj kvalitet som muligt til en så lav pris som muligt. 

Det, mener vi, er lykkedes i endnu højere grad, netop fordi elnetselskaberne i 2004 blev befriet for non-profit-princippet og fik en gulerod til at effektivisere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Stouge

Direktør, DI Byggeri, formand for Rådet for Energieffektiv Omstilling
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00