Debat

DI: Eksportmotoren skal tunes

DEBAT: Ofentligt-privat samarbejde er centralt for markedsføringen af danske energikompetencer i udlandet. Det understreger branchedirektør i DI Troels Ranis, der her fremhæver tre konkrete tiltag, som skal sikre branchen fortsat eksportsucces.

Foto: DI
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Ranis,
Branchedirektør hos DI Energi

Energibranchens eksport er en gedigen succeshistorie.

I 2015 solgte danske virksomheder energiteknologi i udlandet for over 71 milliarder kroner. Det er næsten en tredobling af eksporten siden 2000.

Energiindustrien er i dag en af de vigtigste industrier herhjemme. Det er en branche, der skaber værdi og arbejdspladser i hele landet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Nye tiltag på bordet
Desværre så vi et fald i eksporten fra 2014 til 2015. Det skyldes ikke mindst en nedgang i salget af vindmølleteknologi til Storbritannien og Sverige. Forhåbentlig er det bare et mindre bump på vejen, men der er alligevel grund til at overveje, hvordan vi kan tune eksportmotoren, så den kommer til at køre endnu stærkere.

Vi har fra DI Energis side taget initiativ til en dialog mellem energibranchens virksomheder, organisationer og myndigheder om at udforme en strategi for, hvordan eksporten kan styrkes.

Hvad nytter det, at udlandet gerne vil købe vores moderne og effektive energiløsninger, hvis det ikke er muligt at producere dem konkurrencedygtigt i Danmark?

Troels Ranis
Branchedirektør, DI Energi

Vi samarbejder med energi-, forsynings- og klimaministeren om indsatsen og holdt kort før sommerferien to store dialogmøder sammen, hvor vi kortlagde barriererne for eksport, og der kom en stribe forslag på bordet.

Lad mig nævne tre af de konkrete ideer. 

State of Green
Der bliver allerede i dag brugt mange kræfter på at markedsføre danske energikompetencer i udlandet.

Det fælles offentlig-private initiativ State of Green har formået at styrke fortællingen om de danske kompetencer inden for grøn teknologi og få den ud til hele verden gennem en særdeles offensiv indsats.

State of Green driver en velbesøgt hjemmeside, en international besøgstjeneste og laver markedsføringsmateriale, som bruges ved erhvervsfremstød og på danske repræsentationer i udlandet.

Vi bør forstærke den indsats – blandt andet ved at gå endnu mere målrettet til værks for at tiltrække kunder og investorer fra de mest interessante markeder. 

Myndighedssamarbejde
Danske energiteknologiske produkter og løsninger er efterspurgte i udlandet.

Produkternes troværdighed øges, når de danske myndigheder fortæller deres partnere i udlandet om, hvordan de danske løsninger virker i praksis.

Vi har et stærkt ønske om, at de danske myndigheder styrker dialogen med deres partnere i store og højt prioriterede eksportmarkeder som Tyskland, Storbritannien og USA.

Vi ved fra tidligere erfaringer, at det gavner virksomhedernes eksport. Myndighedernes mulighed for at understøtte eksporten i en bredere kreds af lande, blandt andet via ambassaderne, bør også styrkes.

Mission Innovation
Den teknologiske udvikling står ikke stille.

Danske firmaer er i dag i front med at udvikle og demonstrere moderne energiløsninger. Men vi skal blive ved med at udvikle løsningerne, hvis vi skal beholde vores førerposition.

Danmark er en del af det internationale initiativ Mission Innovation, som har til formål at styrke den teknologiske udvikling inden for grøn energi.

Der skal afsættes betydelige ressourcer i Danmark, både i offentligt og privat regi, for at udvikle og demonstrere nye energiløsninger, der kan blive til morgendagens eksportsucceser.

Danmark som produktionsland
Energiindustrien har de samme udfordringer som mange andre brancher i Danmark.

Hvad nytter det, at udlandet gerne vil købe vores moderne og effektive energiløsninger, hvis det ikke er muligt at producere dem konkurrencedygtigt i Danmark?

Vi skal have fokus på omkostninger, afbureaukratisering, finansiering og adgang til kvalificeret arbejdskraft på alle niveauer. Det er nødvendigt for at sikre, at den forventede vækst resulterer i dansk eksport og arbejdspladser.

Der er gode muligheder for at øge energibranchens eksport i de kommende år. Markedet vokser, men det gør konkurrencen også.

Lad os få strategien på plads og gang i initiativerne, så energibranchen fortsat kan være en vigtig eksportmotor for hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00