Frygten for stålværkets russiske forbindelse spøger, mens Halsnæs gør klar til at modtage 1.000 flygtninge

Plug-and-play-lejren

Men hvis man får hidkaldt ISS til en grundig rengøring, får rullet tæpper udover gulvene, opsætter mobile varmegeneratorer og installerer nogle møbler, ja så er man ifølge Michael Vesthardt klar til at slå dørene op.

”Det er plug-and-play,” som han siger.

Kapaciteten i Auderødlejren er hovedforklaringen på, at borgmester Steffen Jensen (S) har meddelt KL, at man er parat til at indkvartere 1.000 ud af de 15.000 flygtningen, som landets kommuner samlet set har givet tilsagn om at kunne modtage.

Det skal ses i lyset af, at kommunens omkring 30.000 borgere kun udgør lidt over det halve af en gennemsnitskommune.

Men de 1.000 flygtninge er måske også lidt en tilsnigelse. For i første omgang er det ifølge Michael Vesthardt realistisk at skaffe plads til mellem 100 og 150 flygtningen i de dele af Auderødlejren, som er i bedst stand.

Skal der huses flere, kræver det en større indsats for at få gjort bygninger klar, forklarer Michael Vesthardt.

Så mere plug-and-play er det altså heller ikke.

På rådhuset i Frederiksværk små syv kilometer derfra operer man da heller ikke med en genåbning af Auderødlejren som det ”primære scenarie”.

”Men vi sætter stor pris på den gode dialog, vi har haft med ejeren. Og kommer der flere end de 20.000, som regeringen snakker om, så er det jo en opgave af et omfang, som gør, at vi må se bredt på vores muligheder,” siger Helle Seerup, der er chef for borgerservice og beskæftigelse i Halsnæs Kommune.

Task Force Ukraine
Helle Seerup sidder i spidsen for den arbejdsgruppe – eller task force – som koordinerer indsatsen med at gøre klar til at tage imod flygtninge fra Ukraine. Lige nu er der to store udfordringer for det arbejde.

Ingen ved, hvor mange flygtninge kommunen rent faktisk skal modtage, og så er lovgrundlaget heller ikke på plads endnu.

Man ved dog så meget, at der med den kommende særlov for ukrainsk fordrevne er udsigt til, at kommunerne kommer til at skulle tage imod flygtninge langt kortere tid efter deres ankomst til Danmark, end det er tilfældet under de almindelige asylregler.

Udover et sted at bo, så skal kommunen også sikre daginstitutionspladser og adgang til skole for flygtningebørn. For de voksne står den på arbejdsmarkedsrettede integrationsindsatser i det omfang, de er fysisk og psykisk parate til det.

Listen af forhold der skal koordineres på tværs af kommunens forskellige forvaltninger, er lang.

Der skal skaffes tag over hovedet og fornødenheder som mad og tøj. Der skal laves sundhedstjek for både covid-19, mæslinger, tuberkulose og sikres adgang til læge, psykolog og medicin.

Tolkning skal på plads, det lokale civilsamfund skal inddrages, økonomien skal håndteres og der skal kommunikeres både udadtil, indadtil opadtil og nedadtil på tværs af kommunen og det omkringliggende samfund.

Russerne på havnen

Når alt det er sagt, så er der dog tilbage at sige, at der trods de ulykkelige omstændigheder, der får flygtninge til at søge mod Danmark, så er timing ikke den værste. I hvert fald i forhold til mulighederne for at komme i arbejde og blive selvforsørgende.

”Lige nu har vi en ledighed, der er tæt på at være lige så lav, som i 2008, og kommunen selv står med en stor rekrutteringsudfordring. Så på den måde er tidspunktet gunstigt,” siger Helle Seerup.

Der er dog en stor joker for det lokale arbejdsmarked. Nemlig fremtiden for det store stålvalseværk i Frederiksværk, der igennem de forudgående 80 år har formet og præget byen, som den absolut største arbejdsplads.

Byens industrihavn strækker sig ud i Roskilde Fjord og er domineret af kæmpemæssige røde stålhaller, der danner de fysiske rammer af, hvad der er tilbage af den traditionsrige stålproduktion.

I 1980’erne var der flere tusinde ansatte på de forskellige produktionsanlæg. Men efter mere end et årti med krise og nedgang gik stålværket i betalingsstandsning i 2002 og de sidste godt 1.000 ansatte fik en fyreseddel.

Men så kom der russiske investorer på banen, som reddede en del af produktionen i det der i dag hedder NLMK Dansteel, og som i sidste instans nu er ejet af den russiske oligark Vladimir Lisin, der ifølge Bloomberg er Ruslands fjerde rigeste.

Sanktionerne spøger

Det navn og ejerskab er der kun få i Frederiksværk har spekuleret meget over tidligere. Men efter Ruslands invasion af Ukraine har det nu fået alarmklokkerne til at bimle og bamle.

For pludselig er Frederiksværks stålindustri blevet ind rullet i et geopolitisk slag på øverste internationale niveau. Og senest har EU-Kommissionen taget initiativ til noget af det, mange i Frederiksværk har frygtet.

Nemlig sanktioner rettet mod import af stål og jern fra Rusland.

Et af de steder, hvor man følger udviklingen særlig tæt er ’Arbejdsmændenes hus’, som er en rød murstensbygning midt i Frederiksværk. Her holder den lokale afdeling for 3F til.

Næstformand Max Pedersen ser for sig, hvordan Ruslands invasion af Ukraine kan blive et dødbringende slag for stålvalseværket og føre til afskedigelsen af de godt og vel 400 ansatte.

Bekymringen er, at værket vil blive ramt af sanktioner, og at de stigende priser på gas til at varme værkets store ovne op, vil få læsset til at vælte for virksomheden.

”Det er jo ikke sådan, at den almindelige ståltekniker går og tænker geopolitik. Men nervøsiteten er stor for, hvad der kommer til at ske. Ind til videre har meldingen fra ledelsen været, at produktionen kunne fortsætte,” siger Max Pedersen.

Arbejdsmændenes skræk

Bag hans skrivebord står en håndfuld gennemsigtige plasticposer og en stor sportstaske fyldt med tøj og andre ting, der er samlet ind til ukrainske flygtninge.

Max Pedersen fortæller, at hans egen kone arbejder på stålværket og langt de fleste i lokalområdet enten har familie eller i hvert fald kender nogen, som arbejder der. For ældre generationer vil det være endnu mere udtalt.

Lige nu arbejder 3F sammen med andre faglige organisationer og kommunens jobcenter ud fra tre mulige scenarier.

Det meste optimistiske og tilsyneladende stadig mere urealistiske er, at driften fortsætter ufortrødent. En anden mulighed kan være at produktionen bliver reduceret, og at der vil kunne indføres en arbejdsfordeling.

Et tredje scenarie er nedlukning eller måske endda konkurs.

Stålindustri er også grøn

At lukke Stålværket i Frederiksværk vil ifølge borgmester Steffen Jensen forholdsmæssigt svare til at lukke en virksomhed i København med 15.000 medarbejdere.

Og så er der den lokale identitet i en by, som er vokset i takt med stålværkets udvidelse, og hvor også borgmesterens egen far var en central figur som fællestillidsmand i 25 år.

Samtidig hæfter Steffen Jensen sig ved, at stålværket producerer elementer som indgår, når vindmøller skal opsættes og derfor er med til at understøtte den grønne omstilling væk fra gas og olie, som også skal gøre Danmark og Europa uafhængige af ”diktaturstater”.

”Verden er globaliseret, og det gør sådan en sag til en vanskelig balancegang som lokalpolitiker og borgmester. Det vigtigste er, at vi får stoppet den krig, og jeg bakker helt op om de sanktioner, der skal medvirke til det,” siger Steffen Jensen.

Men rammer sanktionerne stålværket, så er det hans håb, at der kan "findes en løsning, der sikrer dets overlevelse".

Rundtom i Frederiksværk by står de russisk forankrede erhvervsinteresser nu pludselig i kontrast til de mange sympatitilkendegivelser over for den ukrainske krig mod Putin-regimet.

”Ukraine skal leve. Putin skal dø,” står der på et klistermærke bag på en bil.

På affaldssorteringsvirksomheden De Nova, som er en af de nærmeste naboer til NLMK Dansteel, flages der med det ukrainske flag.

Et andet sted er en nedlagt butik indrettet som indsamlingscentral for tøj og andre ting til ukrainske flygtninge, koordineret gennem Facebook-gruppen Ukraine Halsnæs Venner.

Kap den russiske forbindelse

Flere ukrainske flygtninge har også allerede fundet vej til kommunen, hvor de har fundet privat indkvartering hos danskere.

To af dem i et rækkehuskvarter i Frederiksværks naboby Ølsted.

Her bor Lars Dybdahl nu udover sin datter sammen med 34-åriga Agata Geiko, 17-årige Oleh Nesterov og hunden Vanja, som alle er kommet til fra Ukraines hovedstad Kyiv.

Et rigtigt hjem med nescafe og kogekeddel på spisebordet, blød sofa foran fjernsynet og godt med jakker på bøjlerne i entréen. Med andre ord meget langt fra de kolde gange og rum i Auderødlejren.

Agata arbejder i it-virksomheden Cambio Healthcares afdeling i Ukraine og er kollega med Lars, der var med til at starte afdelingen op i 2006. Oleh kender Lars fra da han for seks år siden besøgte Kyiv som spejderleder.

Nu er de her. I Ølsted. Halsnæs Kommune. Danmark. Som nogle af de første af de fordrevne, man forbereder sig på at tage i mod.

Spørger man Agata om det lokale stålværks russiske forbindelse, så er hun ikke et øjeblik i tvivl om, at den bør kappes.

”Det er ikke afgørende, om de er ramt af sanktioner. Hvis en fabrik er ejet af en russer, så betaler han skat til den russiske stat og er på den måde med til at finansiere Putins invasion af Ukraine,” siger Agata Geiko.