Af Manu Sareen (R)
Minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

Danske børn er så selvstændige, siger man. De kan måske ikke lige 12-tabellen udenad i 1. klasse som i Kina. Men allerede fra børnehaven træner vi dem i at danne sig en selvstændig mening og argumentere for den.

Det er rigtig godt. Men det ville være endnu bedre, hvis vi også tog os tid til at lytte til det, børnene har at sige - ikke mindst, når det drejer sig om udsatte børn.
For børn er kompetente. Og de kan og ved meget mere, end vi somme tider tror.

De voksnes ansvar
Som børneminister bekymrer det mig, at vi ikke altid får lyttet godt nok til vores børn i sager, der handler om dem. Min bekymring går især på de børn, der er udsatte og sårbare, og for hvem vi træffer beslutninger, der vitterligt kan vende op og ned på deres liv.

At lytte til det udsatte barn betyder ikke, at vi skal pålægge dem ansvaret for deres eget liv. For det er altid de voksnes ansvar, at et barn har det godt, og at der træffes de rigtige beslutninger.

Vi skal lytte til børnene på deres egne præmisser og med respekt for deres grænser – for eksempel ved altid at tage højde for barnets alder og modenhed. Og vi skal tage dem alvorligt ved at handle på det, de fortæller. For eksempel, når et barn beskriver, hvor ubehageligt det er, at de ansatte på døgninstitutionen taler vagtplaner under aftensmaden. Eller når et barn i plejefamilie gang på gang fortæller om, hvor meget det savner sin bedstemor.

Kort sagt - det er på tide, at vi sætter os på hug, runder hånden om øret og lytter til vores børn.

Manu Sareen (R)
Minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

Kun ved at lytte til børnene, kan vi voksne leve op til ansvaret om at drage ordentlig omsorg for dem. Og lytter vi, er jeg helt sikker på, vi vil få nye input og vinkler på problemstillingerne og ikke mindst løsningerne.

Brug for en lytte-kultur
Desværre ved vi, at langt fra alle udsatte børn og unge bliver inddraget og hørt i deres egne sager – også selvom det er et lovkrav. En undersøgelse fra Ankestyrelsen fra 2011 viser for eksempel, at barnet i over 1/3 af tilfældene ikke blev hørt. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

At høre barnet om dets mening kan være svært – det ved jeg af erfaring fra min egen fortid som socialarbejder. Hvordan oversætter man barnets sprog til de rigtige beslutninger? Forstår barnet konsekvenserne af, hvad det siger? Ligger barnet under for fars og mors ønsker? Trods udfordringerne mener jeg, at det at lytte til børnene er en af de grundlæggende forudsætninger for at skabe gode og holdbare sociale løsninger.

Derfor skal vi have gjort op med den kultur, hvor børneinddragelse opfattes som besværligt eller spild af tid. Og vi skal derhen, hvor det er utænkeligt ikke at tale med barnet direkte.

Efteruddannelse af medarbejdere
Bedre børneinddragelse er for mig at se helt centralt for at nå de sociale 2020-mål på børneområdet, som regeringen har sat sig. Ambitiøse mål som blandt andet handler om at få udsatte børn og unge til at klare sig bedre i skolen, komme igennem en ungdomsuddannelse og om at mindske antallet af anbringelser, der bryder sammen.

I første omgang handler det selvfølgelig om at få børneinddragelse ind på den faglige rygrad hos de mennesker, der omgiver det udsatte barn i hverdagen – socialpædagogen, skolelæreren, skolepsykologen, sagsbehandleren osv.

Det kræver mere viden gennem for eksempel efteruddannelse. Og vi er netop nu i gang med at se på, om de 30 millioner kroner om året, der er afsat til efteruddannelse af socialrådgivere, bliver brugt bedst muligt. Her er jeg glad for at se, at det netop er metoder til børneinddragelse, som er blandt de mest efterspurgte kurser hos socialrådgiverne.

Samtidig har vi med satspuljeaftalen for 2014 gjort Børns Vilkårs bisidderordning permanent. Med en bisidder får barnet en voksen, der støtter det og ser tingene ud fra dets eget perspektiv under en sag om overgreb.

Børnepaneler
Men vi, der skaber rammerne, har også et ansvar for at lytte. Derfor vil jeg fremover lægge mere vægt på at tage børnene med på råd i udviklingen af politik og planlægningen af initiativer på børne- og socialområdet.

Vi har i år indgået et samarbejde med Børnerådet om, hvordan vi kan styrke børns stemmer i udvikling af politik og af lovgivning. Det kan for eksempel ske ved at nedsætte børnepaneler, som mine medarbejdere gjorde forleden i forbindelse med det arbejde, der laves om magtanvendelse over for børn og unge.

Her inviterede man konkret fire børn i plejefamilier på besøg for at fortælle om deres erfaringer og holdninger til magtanvendelse over for børn og unge. Et møde, som bidrog med vigtige nuancer i forhold til både problemstillinger og løsningsmodeller på området. Lignende møder, hvor jeg selv deltager, er under opsejling.

Kort sagt – det er på tide, at vi sætter os på hug, runder hånden om øret og lytter til vores børn.