Om  
Katrine Jo Andersen

Redaktionschef forlader Radio24syv

Redaktionschef for Radio24syvs gravergruppe Katrine Jo Andersen skifter til Berlingske. 

Frederik Lange

Radio24syv bliver en kvinde mindre.

Redaktionschef for radioens gravergruppe Katrine Jo Andersen har nemlig takket ja til en stilling som undersøgende journalist på Berlingske.

Det skriver hun på sin facebookside.

Jobskiftet kommer i slipstrømmen på medieforliget, der beordrer over halvdelen af Radio24syvs ansatte over på den anden side af Storebælt. Men jobskiftet og medieforliget er dog to uafhængige størrelser, forsikrer Andersen.

“Jeg indgik aftalen med Berlingske før medieforliget og kravet om udflytning til Vestdanmark. Så beslutningen skal ikke ses som en flugt fra Radio24syv, slet ikke. Stillingen på Berlingske var derimod bare helt genial. Og så trak det i mig at få lov til at lave avis og skrive igen," siger hun.

Katrine Jo Andersen, der havde sin praktiktid på Politiken, bliver hentet til Berlingske for at styrke avisens undersøgende journalistik på det daglige plan, siger indlandschef Kasper Krogh.

"Katrine er et stort talent indenfor den undersøgende journalistik. Hun har styr på de grundlæggende metoder, hvilket hun har vist i de historier, hun har lavet på Radio24syv," siger han.

Katrine Jo Andersen er bestyrelsesmedlem i Foreningen for Undersøgende Journalistik og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har efterfølgende taget en kandidat i journalistik på Columbia University i New York.

Hun tiltræder sin nye stilling 1. september.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katrine Jo Andersen

Souschef indland, Berlingske, formand, Foreningen for Undersøgende Journalistik
Kandidat i journalistik, politik og internationale forhold, (Columbia University, New York 2018), Journalist (DMJX 2014)

0:000:00