Debat

Mette Bock: Kulturmødet Mors er en anledning til refleksion og samtale

DEBAT: I en tid med individualisering og digitale ekkokamre er det tankevækkende, at folkemøder og andre begivenheder, hvor vi mødes ansigt til ansigt, finder rodfæste, skriver kulturministeren.

Foto: Pressefoto
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Bock (LA)
Kulturminister og kirkeminister

Da filosoffen Augustin for 1.500 år siden skulle beskrive, hvad tid var, sagde han: Hvis ingen spørger mig, ved jeg det; hvis jeg søger at forklare det til den, der spørger, ved jeg det ikke.

På samme måde kan man fristes til at svare usikkert på spørgsmålet om, hvad kunst er og kan. Det er vanskeligt at sætte præcise ord på, men vi ved, at kunst og kultur har stor betydning. Det handler om vores liv som mennesker. Og menneskers relationer til hinanden. Og det er så alligevel ikke et dækkende svar.

I en tid, der er karakteriseret af individualisering og digitalisering, et det tankevækkende, at folkemøder og andre begivenheder, hvor vi møder hinanden ansigt til ansigt, finder rodfæste. Bornholm har sit Folkemøde, Mors har sit Kulturmøde og andre folkemøder med nye temaer spirer frem. Vi efterspørger at mødes i direkte samtale.

Værdien af kunst og kultur kan ikke forstås som instrumentel nytteværdi, for kunst og kultur er ikke et middel, men et mål i sig selv.

Mette Bock (LA)
Kultur- og kirkeminister

I disse dage mødes borgere, kunstnere, politikere, foreninger og samfundsdebattører til kulturmødet på Mors. Der er musik, litteratur, billedkunst, fællessang, underholdning og alvor. Her er samtale og diskussion. Anledning til refleksion.

Vi har brug for den åbne og brede kulturdebat, også i fora, hvor ikke alle kender hinanden på forhånd.

Professor Lasse Horne Kjældgaard, der netop har skrevet disputats og efterfølgende udgivet en bog om kunstnernes rolle i samfundsdebatten, påpeger, at det er, som om der er et refleksionsunderskud i velfærdsstaten. Det synes jeg, han har ret i.

Jeg kommer lige fra kulturministerens årlige Røddingmøde. I år havde jeg, inspireret af Horne Kjældgaards disputats, samlet en række kunstnere for at drøfte kunstens og kunstnernes rolle i samfundsdebatten og kunstens betydning for civilsamfundet. Og jeg håber at få lejlighed til at fortsætte refleksionen på Mors.

Vores demokrati er nemlig kun så godt, som vi gør det til. Det kræver en mangfoldighed af stemmer, refleksion – og en gensidig respekt. Vi skal ikke kun tolerere hinanden, men også turde udfordre og være uenige. Kulturen er fundamentet for vores folkestyre og binder bånd mellem fortid, nutid og den fremtid, vi selv er med til at skabe.

Læs også

En fælles kultur betyder ikke ensartethed, tværtimod. Vores kulturhistorie er netop bygget på frihedsrettigheder og plads til stor forskellighed. Samtidig er kulturen grundlaget for, at borgerne kan blive andet og mere end isolerede individer, nemlig myndige samfundsborgere og mennesker af både kød og ånd.

Netop den dannelse er udfordret i tider med både globalisering og digitalisering. Vi splittes op i individualiseringen, ekkokamre udvikler sig, og evnen til at forstå hinanden kommer under pres.

Det glæder mig, at kulturen efterspørges som aldrig før, både i det store og i det små. Besøgstallene på mange kulturinstitutioner vokser, danske kunstnere gør sig gældende i hele verden, og rundtomkring i landets kommuner gøres der en stor indsats for at give børn i alle aldre adgang til kultur på børnenes egne præmisser. Dermed støbes et værdifuldt fundament.

Værdien af kunst og kultur kan ikke forstås som instrumentel nytteværdi, for kunst og kultur er ikke et middel, men et mål i sig selv. Dét og meget mere ser jeg frem til at drøfte på Mors.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00