Sareen: Min danske drøm

Af Manu Sareen (R)
Minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

Vi taler altid om den amerikanske drøm. Den fattige dreng, der pukler sig fra opvasker til hotelmagnat. Pigen fra ghettoen, der ender som superstjerne i L.A. Eller nørden, der opfinder dimsen, verden ikke kan leve uden, og ender som mangemillionær. Har vi en særlig dansk drøm? Jeg har.

Den er ikke nær så glamourøs og gør sig måske ikke lige så godt på film. For den handler i alt sin enkelthed om, at alle børn i Danmark skal have lige muligheder for at vokse op og få et godt og sundt liv.

Den danske drøm handler blandt andet om at få en god uddannelse. For nogle børns vedkommende kræver det en særlig og ekstra støtte fra omgivelserne.

Fra pædagogen, der reagerer, hvis et barn bliver afleveret i vuggestuen i natble. Fra fodboldtræneren, der tager sig ekstra god tid til at øve frispark med den dreng, han ved skal hjem til en far med psykiske problemer. Eller fra plejefamilien eller den specialiserede døgninstitution, som med faglig indsigt og menneskeligt nærvær kan få skabt de trygge rammer om et barn, som forældrene ikke er i stand til.

Farvel til "fornemmeren"
Jeg tror på, vi kan komme langt med mere evidens og systematik. Socialområdet har gennem mange år haft god plads til de store hjerter og de 1000 blomsters skønhed. Lige nu poster vi rigtig mange penge i indsatser, som vi ikke altid er sikre på, virker. Det kan ikke blive ved.

Lige nu poster vi rigtig mange penge i indsatser, som vi ikke altid er sikre på, virker. Det kan ikke blive ved.

Manu Sareen (R)
Minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

Det handler ikke om, at socialpædagogerne skal gå rundt i hvide kitler. Men vi skal i fællesskab aflive ”føleren” og ”fornemmeren” på det sociale område. En mere videns- og evidensbaseret tilgang vil skabe bedre resultater til glæde for de børn og familier, der mistrives, og på længere sigt også frigøre ressourcer til andre vigtige indsatser.

Med blandt andet Socialstyrelsen i spidsen er vi rigtig godt i gang med at skabe og udbrede viden om metoder, der virker. Men den skal også bruges. Derfor er mit budskab til alle jer, der arbejder i kommuner, regioner og alle andre steder på det sociale område: omfavn nu den viden, vi har, og tag den systematik til jer, som er så afgørende for at opnå de bedst mulige resultater for de udsatte børn og unge.



Uddannelse giver frihed
Uddannelse er vejen ud af sociale problemer – ikke bare på den korte bane, men i høj grad også senere i livet. Uddannelse giver frihed til selv at vælge i livet, mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab og forsørge sig selv og sin familie.

Derfor vil jeg som ny minister arbejde for at opnå regeringens mål om, at vi i 2020 når dertil, at hvert andet udsatte barn og ung får en ungdomsuddannelse. Det er vores første mål, og når det er nået, skal et nyt og højere mål selvfølgelig sættes.

For det er ganske enkelt helt utilfredsstillende, at kun hver tredje (36 procent) udsatte barn og ung som 25-årig i dag får en ungdomsuddannelse, når tallet for andre unge er 72 procent

Tidlig opsporing og forebyggelse
Men vi skal i gang tidligere, hvis vi for alvor skal have gjort op med den negative sociale arv, som også Helle Tilburg Johnsen fra Børns Vilkår skrev om i sidste uge her i debatten.

Al forskning viser, at de første seks år i et barns liv har afgørende betydning for, hvordan barnets liv former sig senere hen. Samtidig ved vi, at udsatte børn kan identificeres meget tidligt, og at den tidlige forebyggelse rent faktisk kan gøre en afgørende forskel.
 
Udsatte børn og familier skal blandt andet have støtte gennem forældrekurser, særlige mødregrupper og tæt kontakt til sundhedsplejen. Og med godt 91 procent af alle 1-2-årige og cirka 97 procent af alle 3-5-årige i dagtilbud har vi i Danmark en enestående platform for at hjælpe alle børn godt i gang.

Derfor skal vi sætte langt mere systematisk ind med opsporing og forebyggelse blandt de helt små. På alle niveauer må vi prioritere at få klædt personalet i dagtilbuddene på til systematisk at opdage og hjælpe de børn, der har brug for særlig støtte for at trives. En støtte, der altid, altid skal gives i samarbejde med de relevante myndigheder, som ikke af misforstået hensyn til familien skal holdes ude i den første, vigtige tid.

Hvad kan du gøre?
Her til sidst kunne jeg bruge pladsen på at opremse alle de initiativer, vi i regeringen og mit ministerium har i gang for at bekæmpe negativ social arv. I stedet vil jeg tillade mig at komme med en opfordring til dig, der læser dette oplæg:

Gør mig den tjeneste at bruge et minut på at skrive tre ting ned, du fra dit sted kan gøre for at give udsatte børn bedre livschancer i år. Jeg har allerede en gul lap hængende over skrivebordet med ordene: 1. Evidens, 2. Uddannelse, 3. Tidlig indsats. Hvad vil du skrive på din?