Regeringen fremlægger strategi mod partnervold

DOKUMENTATION: Regeringen har fremlagt 30 konkrete initiativer til bekæmpelse af vold i nære relationer. Seks ministre står bag strategien mod partnervold. Her kan du læse om strategiens indhold.
Fakta
Foruden ligestillingsminister Lykke Friis står justitsminister Lars Barfoed (K), integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), socialminister Benedikte Kiær (K), undervisningsminister Tina Nedergaard (V) og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) bag strategien.

Strategien er finansieret af satspuljepartierne med 35 mio. kr. Den Nationale Strategi følger op på regeringens to tidligere handlingsplaner til bekæmpelse af vold i familien.

Kilde: www.lige.dk
Onsdag fremlagde regeringen en ny National Strategi med 30 konkrete initiativer til bekæmpelse af vold i nære ralationer. Seks ministre står bag strategien, der finansieres af 35 mio. kr. fra satspuljepartierne.

Det skønnes, at op mod 28.000 kvinder og 9.000 mænd, hvert år rammes af partnervold. Derudover skønnes det, at 21.000 børn lever i familier med vold, mens hver tiende unge pige i et parforhold har været udsat for vold.

"Vold i nære relationer, også kaldet partnervold, hører simpelthen ikke hjemme i et samfund, der bygger på ligeværd og personlig frihed. Vi har alle - kvinder, mænd, kolleger, venner, naboer - et fælles ansvar for at bryde tabuet og forebygge partnervold. Det er et centralt budskab i den nye strategi, at vold i familien ikke er et privat problem, og alle skal være med til at stille op, sige fra og sige nej til partnervold," siger ligestillingsminister Lykke Friis (V) i en pressemeddelelse.

Fakta: Eksempler på initiativer i den Nationale Strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer
  • Partnervold skal blandt andet forebygges gennem en målrettet indsats over-for unge kvinder og mænd. De unge skal lære at sætte grænser og sige fra overfor kærestevold, allerede i Folkeskolen skal der sættes fokus på bekæmpelse af partnervold og voldens følger for børnene. Endeligt skal det gøres klart, at ansvaret for at underrette de kommunale myndigheder går forud for tavshedspligten.

    Som en del af strategien skal voldsudøvere oplyses om, hvor og hvordan de kan komme i behandling. Der vil være særligt fokus på oplysning til voldsudøvere med indvandrerbaggrund.

    Strategien skal også fremme en holdningsændring, der omfatter kvinder, mænd, kolleger, venner, naboer. Vold i familien er ikke et privat problem, og alle skal være med til at stille op, sige fra og sige nej til partnervold.









0:000:00