Bettina Post: Nøglen til succes er forebyggelse

Af Bettina Post
Chefkonsulent, Institut for socialt arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Det er grundlæggende en god ide at opstille politiske mål for det sociale arbejde. Først og fremmest fordi det øger muligheden for, at vi rundt omkring i systemerne ved, hvor vi skal hen og trækker nogenlunde i samme retning. Måske også fordi det højner chancen for at få skovlen under nogle af de tungere sociale problemer. Men kun måske. For det kræver noget. Af politikerne såvel som af praktikerne.

Der er ingen tvivl om, at udsatte børn og unge, hjemløse, misbrugere og kriseramte kvinder, som var de målgrupper, man valgte at sætte fokus på i målene fra 2013, har brug for socialpolitisk opmærksomhed.

En kæmpe falliterklæring
Men hvis vi for alvor skal forbedre statistikkerne, er der ingen vej uden om at smide en spand kul under indsatserne for at forebygge, at sociale problemer – uanset deres beskaffenhed - vokser sig så store, at det ender i de tunge sociale problemer, som vi alle ønsker at se færre af.

Det afspejles bl.a. i den viden, vi har om de allermest udsatte - de hjemløse. Zoomer vi ind på dem, får vi tegnet portrættet af nogle mennesker, som det sociale system burde have hjulpet, men som ikke desto mindre er havnet helt der ude, hvor de færreste drømmer om at lande.

Fire ud af fem hjemløse døjer med en psykisk sygdom, et misbrug eller begge dele. En ulykkelig femtedel er unge i alderen 18-24 år, som har store psykosociale vanskeligheder. Den største enkeltstående årsag til hjemløsheden er psykisk sygdom skarpt forfulgt af økonomisk smalhals. 70 pct. er kontanthjælpsmodtagere, som alene af den grund jo har en sag i kommunen. Ikke desto mindre blev livet som hjemløs for en femtedels vedkommende skudt i gang af en fogedudsættelse.

De er med andre ord braget lige igennem det højt besungne sociale sikkerhedsnet og har ganske givet for en dels vedkommende efterfølgende vendt ryggen til systemet. Det er en kæmpe falliterklæring.

Bettina Post
Chefkonsulent, Institut for socialt arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Det er alt sammen problemer, som vi har masser af erfaringer med, og som vi burde være i stand til at lindre eller afhjælpe. Men det springer i øjnene, at de hjemløse kun i yderst begrænset omfang er skrevet op til en bolig, de har ikke en kommunal handleplan, de modtager ikke behandling for deres sindslidelser eller misbrug, og de får ikke andre former for social støtte. De er med andre ord braget lige igennem det højt besungne sociale sikkerhedsnet og har ganske givet for en dels vedkommende efterfølgende vendt ryggen til systemet. Det er en kæmpe falliterklæring.

Tingene hænger sammen
Når vi mislykkes så fatalt, skyldes det langt hen ad vejen, at hverken indsatserne eller de politiske bestræbelser hænger sammen. Man kan ikke med den ene hånd spare på den borgernære velfærd, gennemføre barske reduktioner i kontanthjælpen og fjerne fundamentet for udbuddet af billige boliger, og med den anden forvente afregning i form af færre hjemløse og socialt udsatte i det hele taget. For tingene hænger sammen.

De vilkår, man beslutter for arbejdet med at understøtte det, man med et efterhånden gammeldags udtryk kalder ”social opblomstring”, er simpelthen afgørende for, om den rent faktisk kan lade sig gøre. Nøglen til succes med de socialpolitiske målsætninger ligger dermed gemt i socialarbejdernes muligheder for i deres daglige arbejde at forebygge social deroute. Det er nemlig dér, det sker.

Vejen frem for dansk socialpolitik må derfor være, at der fra alle sider - politisk såvel som praktisk – samarbejdes om at forhindre, at så mange med en svær barndom, psykisk sygdom og misbrugsproblemer hamrer lige igennem det sociale sikkerhedsnet. Det sker ved at basere arbejdet på solid socialfaglig viden, smidigt tværprofessionelt samarbejde og respekt for, at livet på skyggesiden er fuldt af større udfordringer, end om det kan betale sig at arbejde.

Så enkelt kan det siges. Langt mere kompliceret er det tilsyneladende at få det til at ske.