BUPL: Det er altid barnet før systemet

Udviklingen ser ud til at bekræfte, at der er brug for et langt mere effektivt system til at sikre børns retsstilling herhjemme.

Lasse Bjerg Jørgensen
Forbundssekretær hos BUPL

Af Lasse Bjerg Jørgensen
Forbundssekretær hos BUPL

Hos BUPL var vi glade og lettede, da der for to år siden blev oprettet et børnekontor hos Folketingets ombudsmand. Nu skulle børns rettigheder i højsædet, Børnekonventionen skulle efterleves, og det skulle være langt nemmere for børn, som havde fået en dårlig behandling af en offentlig myndighed, at kunne klage - eller for voksne at klage på deres vegne.

Og det blev da også nemmere, for klagerne er siden da væltet ind hos Ombudsmandens Børnekontor fra alle de børn, der følte sig ladt i stikken eller dårligt behandlet af myndighederne. Desværre ved vi nu, at langt størstedelen af klagerne bliver afvist, fordi de ikke først har været forbi kommunen, Ankestyrelsen eller Det Sociale Ankenævn, som reglerne foreskriver. Børnekontoret er på denne måde druknet i sin egen succes, for hvad ved børn om, hvordan sagsgangene gennem det offentlige klagesystem er?

Det er trist, at så mange børn på denne måde løber panden mod en mur, for når et barn kontakter en offentlig instans for at klage over noget, så må vi gå ud fra, at der ligger dybe overvejelser bag. Og vi kan kun håbe, at børnene ikke har mistet modet, men at de er gået videre med deres klage til rette instans.

For tungt og bureaukratisk
Udviklingen ser ud til at bekræfte, at der er brug for et langt mere effektivt system til at sikre børns retsstilling herhjemme. At så mange klager afvises illustrerer, at det nuværende system er for tungt og bureaukratisk.

Fra BUPL's side har vi efterlyst, at ordningen med den nye børneombudsmand gjorde brug af særligt børnesagkyndigt personale, som var i stand til at give klagerne den helt rette rådgivning - ikke blot om juridiske klagemuligheder og sagsgange, men også rådgivning om de mulige akutte problematiske situationer, som børnene kunne stå i.

Vi kan nu erfare, at behovet i den grad er der for et endnu bedre system, som er skræddersyet til børn og hjælper dem videre i systemet. Når først et barn har taget initiativ til at gøre noget ved en ulykkelig situation, må de ikke blive mødt med en barriere af bureaukrati. Det må altid være barnet før systemet.

Vi har behov for et åben debat om, hvordan vi kan indrette systemet endnu bedre, så børnene får den hjælp, de så tydeligt efterspørger. Det kan være, at alle børn, der klager, skal have en fælles indgang, som gelejder dem hen til rette klageinstans, en anden mulighed er, at kommunerne gør mere for at kommunikere direkte til børn - ligesom børnekontoret med succes har gjort - og under alle omstændigheder skal vi opruste gevaldigt på området, så vi får grebet ind i tide.