EL: Gode sociale indsatser kan sikres uden målebæger

Det særlige ved de nye socialtilsyn er, at der ikke er tale om et tilsyn baseret på afkrydsninger i et skema, men et tilsyn, der rent faktisk også kommer ud og fornemmer lugten i bageriet.

Pernille Skipper
Socialordfører for Enhedslisten

Af Pernille Skipper
Socialordfører for Enhedslisten.  

Evidens er blandt andet et forsøg på at måle effekten af socialt arbejde. En måleenhed, der kan bruges som politisk styringsredskab.

Men det er langt fra muligt at måle effekten af alle indsatser – selvom vi med det blotte øje kan se, at de virker.

Tager evidensen over som det sociale arbejdes målebæger, risikerer vi at prioritere gode indsatser fra.

Til gengæld har vi en reel mulighed for et brugbart styringsredskab i de nye socialtilsyn, hvis vi bruger den tid og indsigt, der skal til.

To problemer
Der er overordnet to problemer, hvis man bliver for ivrig med evidensbaserede metoder. For det første risikerer man at forenkle det komplekse i socialt arbejde.

Mennesker med komplekse sociale problemstillinger er vidt forskellige og passer sjældent ned i de samme kasser. Insisterer man på det, risikerer vi, at borgerne ikke får den indsats, der er behov for.

For det andet risikerer politikere at prioritere det forkerte, fordi mange indsatser ikke kan måles og vejes – selvom de virker efter hensigten – og så kan de blive valgt fra, hvis evidensen bruges som politisk styringsredskab.

Ingen spildte skattekroner i den biks
Pigegruppen på Vesterbro i København er et tilbud under Socialforvaltningen til såkaldte ”vilde piger”.

Piger og unge kvinder i teenageårene, som lever udsatte liv og har problemer med kriminalitet, har svært ved at fastholde skolen, har et svagt netværk, prostituerer sig eller har andre sociale problemer.

Pigegruppens arbejde er baseret på individuelt tillidsskabende relationsarbejde og gruppebehandling. Pigegruppen er et frivilligt tilbud, og det er tanken, at man ikke kan tvinge pigerne til noget, men at man kan motivere dem til selv at tage ansvar for deres eget liv.

De bruger sport, rejser og alle mulige og umulige dagligdagsaktiviteter til at støtte pigerne i at opnå selverkendelse og refleksion over deres eget liv og egen adfærd.

Fællesskabet imellem pigerne og de socialpædagogiske medarbejdere hjælper rigtig mange piger med rigtig mange forskellige problemstillinger.

Årligt kommer mere end 100 piger på den ene eller den anden måde i kontakt med pigegruppen, og der er omkring 20-30 piger, som kommer fast.

Mange har sikkert hørt om Pigegruppen. Det er min opfattelse, at Pigegruppen generelt høster anerkendelse for deres arbejde med udsatte piger. Og når jeg hører historier om pigerne, kan jeg se, at arbejdet virker. Der er ingen spildte skattekroner i den biks.

Egne pædagogiske programmer
Men Pigegruppen arbejder ikke evidensbaseret, og Pigegruppens medarbejdere bruger ikke store mængder tid på at registrere alle aspekter af deres arbejder.

De benytter ikke et bestemt pædagogisk program, som er målrettet en helt specifik målgruppe, men har igennem mange års erfaring og supervision udviklet en række metoder, som benyttes varierende afhængig af, hvilken pige en medarbejder i Pigegruppen møder, og hvilket miljø, der er i Pigegruppen på det givne tidspunkt.

Pigegruppens arbejde er komplekst og varierer fra pige til pige, og det kan ikke måles. Så næste gang pengene skal prioriteres i Københavns Kommune, kan politikerne derfor ikke holde målingen op foran sig og dermed bevise, at pengene fortsat skal sendes i retningen af de vilde piger på Vesterbro.

Tilsyn kan sikre sociale indsatser
Men at afvise evidens som styringsredskab betyder ikke, at vi ikke kan have mekanismer, der sikrer, at skattekronerne ikke går til de forkerte indsatser, eller som sikrer, at borgerne ikke lades i stikken.

Det kan ikke sættes ind i et skema, men ordentligt, gennemført og prioriteret tilsyn, der har ressourcer og ikke mindst kompetente medarbejdere, kan sikre de rigtige sociale indsatser.

Folketingets partier har forsøgt sig med en tilsynsreform. Tanken er, at uafhængige tilsyn både skal kunne sikre, at institutionerne overholder reglerne og udvikler metoder, deler erfaringer og generelt har høj kvalitet i indsatsen.

Det særlige ved de nye socialtilsyn er, at der ikke er tale om et tilsyn baseret på afkrydsninger i et skema, men et tilsyn, der rent faktisk også kommer ud og fornemmer lugten i bageriet. Og et tilsyn, der har fokus på udvikling af de enkelte tilbud.

Det sociale tilsyn bliver på denne måde også en metode til at se, hvilke tilbud der virker, og hvilke der skal kigges på. Det er derfor vigtigt, at tilsyn bliver prioriteret. Så der både er mulighed for hyppigere besøg i tilbuddene, samt at der er tid, når tilsynet er ude.

Hvis vi fra politisk side er villige til det, kan vi bruge de nye socialtilsyn. Det indebærer, at man ikke kan nøjes med at tjekke, om et tilbud har fået et flot ”V” ud fra rubrikken, hvor der står evidensbaseret, men skal sætte sig lidt mere ind i de enkelte steder.

Men skal det virke, skal vi have interesseorganisationer, brugere, medarbejdere i kommunerne og ikke mindst dem, der står med fingrene i virkeligheden, til at hjælpe os med at udvikle, justere og forstå socialtilsynene.