KL: Adskil rettigheder og ressourcer i debatten

Af Thomas Kastrup-Larsen
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Vi kan vist godt blive enige om de hårde facts: andelen af ældre stiger og vil fortsat stige i mange år frem. Og de nye ældre er heldigvis sundere og lever dermed længere. Men når det kommer til spørgsmålet om ældres rettigheder, bliver diskussionen noget mudret. Det vil jeg forsøge at kaste lys over i det følgende.

Som ældre har du ret til at få den hjælp, du har behov for – ligesom alle andre borgere. I den offentlige debat kan man dog nogle gange foranlediges til at tro, at ældres rettigheder mere handler om ønsker end om behov. For eksempel ønsker om at modtage støvsugning mv., alene fordi ens dåbsattest siger 65+.

Men i diskussionen om rettigheder er vi altså nødt til at se mere nuanceret på denne gruppe af borgere. I kommunerne anser vi ikke per automatik borgere, som er 65 år eller mere, som svage.

Jeg tror også, der er mange, som aldersmæssigt hører til gruppen, som gerne vil have frabedt sig en sådan generalisering. Der er borgere, der har behov for hjælp til at få hverdagen til at fungere, og der er andre, der ikke har.

Hjælp til at klare hverdagen selv
I kommunerne har vi det udgangspunkt, at en borger skal hjælpes og støttes til at klare så meget som muligt selv, i det omfang borgeren er i stand til det. Det gælder også ældre borgere. Formålet med dette er ikke at gøre tilværelsen sur for borgeren, men er derimod et menneskeligt hensyn til at hjælpe borgeren til at blive i eget liv så længe som muligt.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg mener, at det er den individuelle vurdering, der er den mest hensigtsmæssige. Derfor er det også vigtigt at adskille rettigheder og ressourcer i debatten.

Thomas Kastrup-Larsen
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Desværre har vi også borgere, som oplever en akut svækkelse. Her har vi en klar forpligtelse til at hjælpe disse borgere til at komme tilbage til deres bedst mulige funktionsevne. Og det gælder alle borgere uanset alder.

Lad os forsøge os med et lille tankeeksperiment. En mand på 35 år kommer til skade i en bilulykke og pådrager sig kvæstelser, som betyder, at han lige her og nu har brug for hjælp til at klare hverdagen. Det mest naturlige er at hjælpe denne mand til at blive selvhjulpen - eller så selvhjulpen som muligt - frem for at give ham en kørestol og rengøring en gang hver anden uge.

Men hvad nu, hvis manden er 75 år? Skal han så ikke også tilbydes den samme rettighed til at blive så selvhjulpen som muligt – har han ikke samme rettighed til at få hjælp til at få det bedre?

Adskil rettigheder og ressourcer
Debatten på ældreområdet har handlet meget om, hvordan ressourcerne skal prioriteres. Nogle har argumenteret for lovbestemte rettigheder, hvor alle ældre får retten til de samme ydelser. Andre har argumenteret for, at det er vigtigt med en individuel vurdering af behovet for ydelsen, som bedst træffes tæt på borgeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg mener, at det er den individuelle vurdering, der er den mest hensigtsmæssige. Derfor er det også vigtigt at adskille rettigheder og ressourcer i debatten. Flere rettigheder uden flere ressourcer binder nemlig midlerne til én del af socialområdet, og dermed udhules det øvrige socialområde. Det kan for eksempel gå ud over dem med de sværeste handicap eller den føromtalte 35-årige.

Jeg tror, at mange af dem, som argumenterer for flere rettigheder, i virkeligheden hellere ønsker flere ressourcer sat af til området. Det er derfor vigtigt, at vi i den fremadrettede diskussion holder debatten om rettigheder og debatten om fordelingen af ressourcer hver for sig.

I kommunerne er vi glade for den nyligt indgåede politiske aftale om fremtidens hjemmepleje. Aftalen indebærer, at rehabilitering skrives ind i serviceloven som et forløb, der går forud for tildelingen om kompenserende hjælp. Dette betyder, at rehabilitering er fundamentet for den kommunale hjemmepleje.

Naturligvis har kommunerne et ansvar i forhold til at vurdere den enkelte borger, og det er en opgave, vi gerne påtager os. Men det er vigtigt for os, at vi i den opgave tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer og behov, så det er på den baggrund, vi tildeler rehabilitering og støtte.