S-borgmester: Bekæmp radikalisering med sociale indsatser

Af Jesper Christensen (S)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Attentaterne i februar åbnede statskassen for landets efterretningstjenester. De mange millioner, der blev lovet væk, skal blandt andet gå til at indhente oplysninger fra udlandet og til mere overvågning.

Jeg er bestemt ikke ekspert i international terrorisme, og jeg kender ikke behovet for overvågningsudstyr og efterretninger fra udlandet. Men jeg ved noget om børn og unge, der vokser op i udkanten af fællesskabet. Og det ærgrer mig, at de tragiske hændelser ikke har rettet mere af den politiske opmærksomhed – og vilje til investeringer - i deres retning.

Hvor man end placerer sig i diskussionen om ytringsfrihed og ansvaret for de unges gerninger, er det i min optik uomgængeligt, at der ligger sociale problemer bag, når unge kaster sig i armene på ekstreme voldelige miljøer. Det gælder, uanset om vi taler om totalitære ideologier, religiøse fanatikere eller kriminelle bander. Omar el-Hussein bekræfter om nogen den antagelse med sin opvækst i Mjølnerparken og sin fortid i en af Nørrebros berygtede bander.

I kampen mod radikalisering og terror skulle man derfor tro, at det var indlysende for enhver, at investeringer i sociale indsatser bør være – om ikke andet – så i det mindste et supplement til indkøb af skæg og blå briller. Ikke desto mindre har investeringsviljen på den front været til at overse siden attentaterne.

Det går den rigtige vej
Der er ellers nok at tage fat på og mange indsatser, hvor små investeringer ville give store resultater. Her er tre oplagte steder at starte:

• Bedre hjælp til traumatiserede flygtninge: Med hurtigere og mere specialiseret hjælp til traumatiserede flygtningeforældre ville en stor gruppe børn få en tryggere opvækst og dermed markant bedre chancer for at få et godt liv med netværk, uddannelse og arbejde.
  
  
• Bedre hjælp til udsatte familier: Vi kan ikke hjælpe udsatte børn uden at forstå og arbejde med deres familie og nærmeste omgivelser. Det kræver, at kommunens familierådgivere og sagsbehandlere involverer sig intensivt i familien igennem lang tid. Vi er kommet langt i København, men både hos os og i en lang række andre kommuner ville flere ressourcer til den nære vedholdende familieindsats give betydelige resultater. Først og fremmest for de børn, der ville få et bedre liv, men også for os andre, der ville opleve mindre kriminalitet og større tryghed.
  
  
• Stærkere exitprogrammer: Vi kan desværre ikke opdage og hjælpe alle i tide. Både i København og på nationalt plan har vi effektfulde exit-programmer, der hjælper unge med at forlade miljøer med bander og hård kriminalitet. Exitprogrammerne har ikke traditionelt fokuseret på ekstreme religiøse miljøer. Men med en investering i specialister og metodeudvikling, ville en lang række af de samme metoder kunne bruges til den gruppe.

For vores eget vedkommende i København er jeg ikke i tvivl om, at det, der først og fremmest har påvirket udviklingen, er, at vi er blevet bedre til at tage udgangspunkt i viden om, hvad der virker, og til at sende ressourcerne i den retning.

Jesper Christensen (S)
Socialborgmester, Københavns Kommune

På trods af de tragiske hændelser i februar skal vi huske, at udviklingen går den rigtige vej. Det blev senest bekræftet af Justitsministeriets og Socialministeriets rapport om ungdomskriminalitet. For vores eget vedkommende i København er jeg ikke i tvivl om, at det, der først og fremmest har påvirket udviklingen, er, at vi er blevet bedre til at tage udgangspunkt i viden om, hvad der virker, og til at sende ressourcerne i den retning.

Med regeringens seneste udspil om ungdomskriminalitet er det meget positivt, at de - i hvert fald et stykke af vejen – bruger samme tankegang. Det er forslaget om udbredelse af fritidsjob-ordninger f.eks. udtryk for. Med den slags initiativer og målrettet fokus på, hvilke indsatser der faktisk har effekt, vil vi i fremtiden kunne vi hjælpe endnu flere udsatte børn og skabe endnu mere tryghed.