SL: Den sociale schweizerkniv har sine begrænsninger

Af Benny Andersen
Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund

Højtudviklede og veldrevne samfund bygger helt fundamentalt på arbejdsdeling og specialisering. Altså en tænkning, hvor vi altid forsøger at finde den bedst tilgængelige specialiserede viden til at løse en given problematik, fordi vi ved, at det giver den bedste kvalitet. Det er et princip, som de bruger i både industrien og servicesektoren.

Og det er også det princip, vores sundhedsvæsen hviler på. Den praktiserende læge klarer småskavanker og henviser ellers til den relevante specialist, hvad enten det er hjertet, knæet eller psyken, den er gal med.

Desværre ser det ud til, at der er nogle, der har glemt den elementære lærdom om arbejdsdeling og specialisering, når det gælder omsorgen og indsatsen over for udsatte børn og unge. Knud Aarup vælger i hvert fald i sit indlæg i debatten at ophøje socialrådgiveren til noget, der bedst kan beskrives som den sociale schweizerkniv – et styk værktøj, der kan løse det hele.

Ifølge Aarup skal socialrådgiverne ikke længere betragtes som en del af den kommunale administration, men i højere grad lave relationsarbejde i den enkelte familie, i forhold til det enkelte barn og den enkelte hjemløse.

Rette faglighed på rette sted
Når nu socialrådgivere i dag primært er at finde i den kommunale administration som dem, der sagsbehandler, så er det – surprise – fordi det er det, de er uddannet til. Det fremgår tydeligt af såvel bekendtgørelsen for socialrådgiveruddannelsen som selve indholdsbeskrivelsen. Her er fokus på koordination, udvikling og evaluering af socialfaglige indsatser samt forvaltningsudøvelse og juridisk metode.

Skal indsatserne for udsatte børn og voksne kvalificeres og udvikles, så de sociale 2020-mål nås, så kræver det den rette faglighed på rette sted. 

Benny Andersen
Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund

Modsat forholder det sig med pædagoguddannelsen, hvor det arbejde, Aarup beskriver som vigtigt for at indfri de sociale 2020-mål, rent faktisk er en del af bekendtgørelse og indholdsbeskrivelse. Det handler fx om at udøve og formidle udviklings-, lærings-, og omsorgsopgaver og at arbejde med relationer, inkluderende fællesskaber, dannelse og hjælp til selvhjælp.

Skal indsatserne for udsatte børn og voksne kvalificeres og udvikles, så de sociale 2020-mål nås, så kræver det den rette faglighed på rette sted. Socialrådgiverne er specialister i myndighedsarbejde, derfor er det dem, der skal være sagsbehandlerne.

De udsatte vil betale prisen
Socialpædagogerne er specialister i relationsarbejde, derfor er det dem, der skal lave det konkrete støtte- og udviklingsarbejde ude i familierne med de udsatte børn og med den hjemløse. Hvis vi blander alle fagligheder sammen, så bliver det de udsatte børn og voksne, der betaler prisen i form af dårligere indsatser.

Derimod vil en organisering af arbejdet, hvor faglighederne arbejder sammen om opgaverne, være en afgørende og vigtig brik, hvis vi skal indfri de sociale 2020-mål. Men det er naturligvis ikke ligegyldigt hvem, der laver hvad.

Drømmen om den sociale schweizerkniv kan lyde tillokkende og nem, men som alle, der har forsøgt at fælde et træ med en schweizerkniv, ved, så har også den sine begrænsninger.