Spastikerforeningen: Tilliden vender ikke tilbage af sig selv

Af Mogens Wiederholt
Direktør, Spastikerforeningen

Forleden delte jeg Karen Ellemann, Thorkild Olesen og Thomas Adelskovs fælles debatindlæg om revisionen at servicelovens voksenbestemmelser på Spastikerforeningens Facebook-side med en supplerende kommentar, hvor jeg glæder mig over, at de tre parter er enige om betydningen af at få genskabt tilliden mellem det offentlige hjælpesystem og de borgere, der skal nyde godt af hjælpen.

Her er to af de kommentarer, som lynhurtigt kom tilbage på min opdatering:

”Kommunerne er bedøvende ligeglade med lovgivningen, de gør, hvad det passer dem, og så længe de får lov at bestemme det hele, så kan det være lige meget.” Og ”Det bliver vist hårdt arbejde. Det hjælper jo ikke meget at ændre lovgrundlaget, hvis det ikke også lykkes at ændre menneskesynet.”

Tillid, det er ikke noget, man har, det er noget, man bliver givet. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til.

Mogens Wiederholt
Direktør, Spastikerforeningen

Det er ret voldsomt, men det viser desværre meget tydeligt, hvordan stemningen og holdningerne er – og dermed hvad det er, vi er oppe imod, når vi stiller os selv den opgave at genskabe tilliden.

Tillid er ikke noget, man har
Men uanset hvor svært det er, så er det bydende nødvendigt at få tilliden tilbage. Det er simpelthen umuligt at skabe rum for det, vi i øvrigt gerne vil med handicappolitikken, hvis grundstemningen er en så dyb mistillid og intuitiv mistro. Det giver ikke mening at arbejde med udvikling, empowerment, habilitering og rehabilitering, hvis de involverede parter mødes med alle parader oppe. Intet lykkes i en så giftig atmosfære af mistillid.

Tillid, det er ikke noget, man har, det er noget, man bliver givet. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til. Har man mistet den – og vil man have den tilbage, så må man – via en stribe af tillidsskabende handlinger – forsøge at genfortjene den tabte tillid. Og her er det kun handlinger, der tæller. Handlinger, som demonstrerer, at man mener det. Her tæller fluffy ord og pæne hensigtserklæringer ikke det mindste.

Derfor er det helt afgørende, at en revision af serviceloven kommer til at indeholde markante og synlige forbedringer, som kan gengive borgerne en oplevelse af, at ambitionen fortsat er at hjælpe dem, det har behov.

Der er nødvendigt med forbedringer, der gør, at vi som organisationer med styrke og troværdighed kan gå ud til vores medlemmer og sige, at både regeringen og kommunerne vil det rigtige og har ambitioner på handicapområdet.

Mange veje til en bedre retssikkerhed
Det betyder ikke nødvendigvis en meget dyrere servicelov med nye tilbud, højere satser eller nye rettigheder. Men det kræver synlig og mærkbar sikring af de rettigheder, borgeren har efter lovgivningen. Alt andet vil være en katastrofe.

Derfor er retssikkerhedstemaet det absolut vigtigste i de igangværende drøftelser om servicelovens voksenbestemmelser. Og jeg er helt med på, at der er mange veje til en bedre retssikkerhed. Der er mange skruer at skrue på, hvis man vil påvirke retssikkerheden. Klarere lovgivning, bedre sagsbehandling, tydeligere kommunikation, styrkelse af vidensgrundlaget i sagsbehandlingen.

Det er alt sammen skruer, der bør skrues på. Men vi er også nødsaget til at kunne tale om mere markante virkemidler som opsættende virkning, mens sager behandles i ankesystemet, kompensation for tab af naturalieydelser, sanktioner over for kommuner, som ikke reagerer og følger op på ankeafgørelser, og hvad vi gør for at styrke retssikkerheden for de borgere, som ikke magter og har ressourcer til overhovedet at anke.

Hvis vi vil benytte denne sidste chance for at gengive borgerne troen på, at systemet er til for dem – ikke for dets egen skyld eller for at tryne borgerne, så er vi nødsaget til at reagere på de signaler, vi alle er enige om, vi ser. Men det er ikke nok at se, vi er også nødsaget til at gøre.