Der er altså ikke tale om talmagi for at reducere antallet af økonomisk fattige, men det er en nødvendig og relevant afgrænsning for at sikre, at vi får et bedre redskab til at stille skarpt på dem, som har mest brug for hjælp.

Annette Vilhelmsen (SF)
Social-, børne- og integrationsminister

Af Annette Vilhelmsen (SF)
Social-, børne- og integrationsminister

Når jeg læser debatten om fattigdomsgrænsen her på Altinget.dk, bliver jeg bekræftet i, at det er den rigtige vej, regeringen har valgt. De fleste af debattørerne er positive over for indførelsen af fattigdomsgrænsen. Det gælder særligt de skribenter, der er tættest på borgerne, som kan se nytten ved at indføre fattigdomsgrænsen og ved at bruge den viden, vi får herfra som et grundlag for at tilrettelægge den forebyggende indsats.

Der er selvfølgelig også mere kritiske røster, men ikke nogen som for alvor stiller spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at anvende fattigdomsgrænsen. Dog tror jeg, at der er tale om lidt af en efterrationalisering, når Benedikte Kiær i sit indlæg skriver, at hun som tidligere socialminister selv var gået i gang med at ”finde frem til en beskrivelse af fattigdom og en fattigdomsgrænse”.

Jeg tror, de fleste kan huske, at den borgerlige regering var meget imod at definere en egentlig fattigdomsgrænse. I stedet ville man udarbejde fattigdomsindikatorer, der handlede om alle andre ting end penge. Men jeg håber da, at de nye toner er et udtryk for, at der fremover kan opnås større politisk enighed om de udfordringer og løsninger, vi står overfor i indsatsen for samfundets svageste borgere.


Børnefattigdom
Flere er inde på, at fattigdomsgrænsens krav, om at en familie skal have en lav indkomst tre år i træk for at tilhøre gruppen af økonomisk fattige, er problematisk. Formålet med kravet om varighed er jo, at vi skal være relativt sikre på, at vi har at gøre med mennesker, som ufrivilligt befinder sig i en vanskelig økonomisk situation, og som ikke selv kan forbedre deres økonomiske situation inden for kort tid.

Der er stor indkomstmobilitet i Danmark – så mange blandt dem, som i et eller to år har en lav indkomst, kan selv klare at få en højere indkomst. Hvis vi reducerede fattigdomsgrænsens krav til et eller to år, ville vi altså ikke blot afgrænse mange flere mennesker som økonomisk fattige, vi ville også inkludere mennesker, der ikke er helt så ressourcesvage eller udsatte som dem, vi skal have mest fokus på.

Der er altså ikke tale om talmagi for at reducere antallet af økonomisk fattige, men det er en nødvendig og relevant afgrænsning for at sikre, at vi får et bedre redskab til at stille skarpt på dem, som har mest brug for hjælp.

Men jeg er enig i, at kravet ikke er uproblematisk set i forhold til børn, der vokser op i fattigdom. Her er en periode på tre år lang tid. Indsatsen for de udsatte børn skal selvfølgelig ikke vente på, at de optræder i en statistik for økonomisk fattige familier. Ved at se på de afsavn og sociale indikatorer, som karakteriserer børnefamilier i fattigdomsgruppen, har vi mulighed for at tilpasse den forebyggende indsats, så færre børn og deres familier fremover ender i den situation.
 
Ni konkrete mål for udsatte børn
Regeringen har netop offentliggjort sociale 2020-mål, der fastsætter ambitiøse mål for udviklingen på det sociale område for de mest udsatte borgere frem mod 2020. Dermed følger regeringen nu op med sociale mål for dét, der kan lede til økonomisk fattigdom, eller som kan være med til at fastholde mennesker i fattigdom.

Regeringen har opstillet ni konkrete mål for indsatsen for udsatte børn, unge og voksne, som blandt andet har fokus på de problemer, Ekspertudvalget om Fattigdom pegede på som sociale risikofaktorer. Dermed har vi nu taget endnu et vigtigt skridt i indsatsen for de mest udsatte mennesker i vores samfund.