I stedet for at diskutere opgørelsesmetoder, og om der overhovedet eksisterer fattigdom i Danmark, har vi altså nu fået et konkret grundlag for at diskutere problemer og løsninger – og det er det første skridt til at hjælpe mennesker ud af fattigdom.

Annette Vilhelmsen (SF)
Social-, børne- og integrationsminister

Af Annette Vilhelmsen (SF)
Social-, børne- og integrationsminister

I de senere år har vi haft en intens debat om begrebet fattigdom. Diskussionen har handlet om, hvorvidt vi overhovedet har fattige i Danmark, om man kan være fattig i et af verdens rigeste velfærdssamfund, og hvordan man kan måle fattigdom.

Det har både vi politikere og eksperterne været meget uenige om. Efter min opfattelse har den diskussion været meget ufrugtbar, og den har kun været med til at fjerne fokus fra at diskutere konkrete løsninger, og hvordan vi forebygger fattigdom. For selvfølgelig er der mennesker i Danmark, som er fattige – også i en økonomisk forstand. Det burde være åbenbart for enhver.

Det er baggrunden for, at regeringen i maj 2012 nedsatte et Ekspertudvalg om fattigdom, der fik til opgave at belyse forskellige metoder til at opgøre fattigdom og udarbejde forslag til en mulig dansk fattigdomsgrænse.

I juni 2013 offentliggjorde udvalget resultatet af sit arbejde og kom med konkrete anbefalinger til en dansk fattigdomsgrænse, og udvalget gav også anbefalinger til en årlig fattigdomsredegørelse.

Første skridt på vejen
Regeringen har tilsluttet sig udvalgets anbefalinger – så nu har Danmark en fattigdomsgrænse, og fremadrettet vil vi hvert år få udarbejdet en redegørelse for udviklingen i fattigdom. I stedet for at diskutere opgørelsesmetoder, og om der overhovedet eksisterer fattigdom i Danmark, har vi altså nu fået et konkret grundlag for at diskutere problemer og løsninger – og det er det første skridt til at hjælpe mennesker ud af fattigdom.

For mig er en af de fornemste opgaver i socialpolitikken i Danmark, at vi tager hånd om de svageste og sikrer, at alle har reelt lige muligheder. De familier, som vedvarende lever under nogle helt andre økonomiske vilkår end gennemsnitsdanskeren, og som ikke selv har de ressourcer, der skal til for at forbedre deres egen situation, de skal selvfølgelig have hjælp.

Og det gælder ikke mindst af hensyn til børnene, som i særlig grad oplever konsekvenserne af fattigdom. Her er risikoen, at problemerne går i arv til næste generation. Forudsætningen for at give disse familier den nødvendige hjælp og forebygge fattigdom er, at vi ved mest muligt om problemernes omfang og karakter.

Ekspertudvalget om fattigdom definerer fattigdom som en situation, ”hvor en person eller familie ufrivilligt har væsentligt dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning”, og hvor denne situation:

• ”skyldes mangel på ressourcer, herunder særligt økonomiske”

• ”er vedvarende, og hvor personen eller familien ikke har eller kun i begrænset omfang har mulighed for ved egen drift at ændre situationen”.

Med dette udgangspunkt foreslog Ekspertudvalget en fattigdomsgrænse baseret på medianindkomsten, som er det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst.

Gruppen af økonomisk fattige består af mennesker, som i en sammenhængende periode på tre år har en disponibel indkomst, som er under 50 procent af medianindkomsten for befolkningen. Der ses bort fra familier, der har en væsentlig formue, og familier, hvori der indgår voksne, som er studerende.
 
Konkret betyder det, at der i 2010 var 42.200, som var økonomisk fattige og heraf 10.700 børn under 18 år. Det, at vi har fået afgrænset gruppen, gør det muligt at kortlægge, hvordan gruppens sociale sammensætning er – for eksempel alder, køn, etnicitet, uddannelse, beskæftigelse osv.. Dermed kan vi se, om fattigdommen koncentreres blandt særlige grupper eller følger nye mønstre.

Det er vigtigt, at vi ikke sætter lighedstegn mellem fattigdom og sociale problemer. Mange mennesker kan have væsentlige sociale problemer såsom misbrug, psykisk sygdom, ensomhed, langvarig arbejdsløshed osv., uden at være økonomisk fattige. Tilsvarende er økonomisk fattigdom ikke nødvendigvis udtryk for sociale problemer.

Grænsen kan ikke stå alene
Jeg skal være den første til at indrømme, at fattigdomsgrænsen ikke er perfekt. Der kan være mennesker uden for gruppen af økonomisk fattige, som har lavere forbrugsmuligheder end deres indkomst signalerer, og der kan være mennesker i gruppen, som har større forbrugsmuligheder end deres formelle indkomst afspejler.

Men fattigdomsgrænsen er udformet på en sådan måde, at størstedelen af de mennesker, der betegnes som økonomisk fattige, må forventes at have længerevarende økonomiske problemer og være i situationen ufrivilligt. Det forhold, at fattigdomsgrænsen ikke giver en fuldstændig entydig identifikation af alle, der er fattige i Danmark, er ikke et argument imod at anvende fattigdomsgrænsen – sådan er det med mange opgørelsesmetoder, som vi vælger at bruge alligevel.

I stedet må konklusionen være, at den økonomiske fattigdomsgrænse ikke kan stå alene. Den skal suppleres med flere redskaber. Fattigdomsgrænsen siger noget om, hvor mange mennesker der er økonomisk fattige – men kan ikke forklare, hvilke konsekvenser fattigdommen har for det enkelte menneske. Det kan man undersøge ved hjælp af afsavnsundersøgelser.

Fattigdomsgrænsen giver heller ikke indsigt i, hvilke sociale forhold der kan medvirke til at øge risikoen for fattigdom eller fastholder mennesker i fattigdom. Det er helt afgørende at få belyst disse forhold, som jo er helt afgørende, når vi på Christiansborg sammen med kommunerne skal prioritere de indsatser, der bedst forebygger eller hjælper mennesker ud af fattigdom. Her skal vi fortsætte det arbejde, som blev påbegyndt af Ekspertudvalget.

Fra diskussion til handling
Min konklusion er, at fattigdomsgrænsen er et godt udgangspunkt; noget, som vi kan navigere efter – og det er langt bedre med en konkret definition, fordi det giver os mulighed for at diskutere problemets omfang, udvikling og løsning.

Men fattigdomsgrænsen løser ingen problemer i sig selv – men forhåbentlig kan den bane vejen for en større konsensus mellem eksperter og os politikere, så vi fællesskab kan arbejde for at skabe løsninger på de problemer, som fattigdom er udtryk for.