Enhedschef og direktør: Her er tre indsatser, der kan reducere social ulighed i sundhed

Dette gælder både for de klassiske risikofaktorer, som for eksempel rygning og fysisk inaktivitet og for den mentale sundhed. Det gælder også i forhold til borgernes sociale relationer.

Men hvad stiller vi op? Ulighed i sundhed er et komplekst problem, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal opgive at ændre på det.

Vi ved allerede meget om de dynamikker, der kan forklare uligheden, og om nogle af de veje, vi kan forfølge for at skabe forandring. En enkeltstående og endegyldig løsning findes naturligvis ikke, men der er rigeligt grundlag for at handle.

Nej tak til alkohol og tobak

Tobaks- og alkoholproducenters kommercielle interesser har den uheldige konsekvens, at det påvirker sundheden og uligheden i sundhed negativt - vi ved, at tobak og alkohol tilsammen kan forklare cirka 60 procent af den sociale ulighed i dødelighed. 

Vi ved, at tobak og alkohol tilsammen kan forklare cirka 60 procent af den sociale ulighed i dødelighed.

Niels Sandø og Morten Hulvej Rod
Hhv. enhedschef i Sundhedsstyrelsen og direktør i Statens Institut for Folkesundhed

Hvis vi gerne vil reducere uligheden i sundhed, er det afgørende, at vi reducerer befolkningens udsathed for alkohol og tobak. I den forbindelse er det vigtigt at forstå og adressere de kommercielle drivkræfter, der ligger bag, og at sætte ind med strukturelle tiltag.

Regulering af pris og tilgængelighed er blandt de mest virksomme metoder. Men også lokalt i kommuner, i foreningslivet og på arbejdspladser kan man gøre noget. Man kan indføre røg- og nikotinfri arbejdstid, sådan som næsten halvdelen af alle kommuner har gjort, og man kan lave regler, så tobak, nikotin og alkohol ikke findes i fritidslivet eller på skoler, hvor børn er i deres hverdag. Vi ved, at sådanne rammer har effekt – også på uligheden i sundhed.

Det handler om det hele menneske

Nogle grupper er mere udsatte for at udvikle sygdom. Det gælder blandt andet borgere, som har mange samtidige risikofaktorer, fordi risikofaktorer som for eksempel rygning og fysisk inaktivitet, forstærker hinanden gensidigt. Vi ved, at der er en social ulighed i ophobningen af risikofaktorer og i forekomsten af sygdom, og at det hænger sammen med sociale forhold for den enkelte.

I tilrettelæggelsen af indsatser skelner vi ofte mellem sundheds- og socialområderne. Lovgivningen er forskellig for de to områder, de fagprofessionelle arbejder med afsæt i forskellige former for viden og faglige traditioner, og arbejdet styres og udvikles typisk i separate forvaltninger og styrelser. I det enkelte menneskes liv kan de sociale og de sundhedsmæssige forhold imidlertid ikke adskilles og håndteres hver for sig.

Hvis man lever med en kronisk sygdom og samtidig befinder sig i en socialt udsat position, vil man have behov for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der tager afsæt i ens grundlæggende livsbetingelser og i de ressourcer, man har.

Det kræver en styrket kobling mellem social- og sundhedsområderne – både nationalt, regionalt og kommunalt. Dette fælles fokus har man blandt andet i sundhedsplejen, hvor mange arbejder med differentiering af indsatser, så familier kan få hjælp og støtte på tværs af kommunens forvaltningsområder.

Vi skal differentiere i indsatser

Der er også ulighed i konsekvenser af sygdom, når den opstår. Der er forskelle i borgernes almene sundhedstilstand, og nogle opsøger hjælp senere end andre. Men uligheden opstår også, fordi nogle borgere har vanskeligt ved at navigere i vores sundhedsvæsen.

Der er brug for en differentiering og prioritering i behandlingsindsatsen, så tilgængeligheden af tilbud er lettest, hvor behovet er størst.

Niels Sandø og Morten Hulvej Rod
Hhv. enhedschef i Sundhedsstyrelsen og direktør i Statens Institut for Folkesundhed

Adgang til sundhedsydelser handler ikke kun om, at de er gratis. Det handler også om at sikre, at borgere med det største behov faktisk får adgang til sundhedsydelserne, og at de får tilstrækkelig information. Det skal vi blandt andet opnå ved hjælp af bedre og mere målrettet kommunikation.

Vi skal også rent fysisk placere sundhedstilbuddene, der hvor behovet er størst, og sikre at åbningstiderne tilpasses efter de borgere, der skal benytte dem. Under covid-19-indsatsen blev der gjort en række positive erfaringer med at sikre, at tests og vaccinationer var fysisk tilgængelige i områder med et særligt behov, så der er erfaringer at stå på. 

Vi ved, at der er brug for en differentiering og prioritering i behandlingsindsatsen, så tilgængeligheden af tilbud er lettest, hvor behovet er størst, og hvor støtten gives til dem med behov. 

Ovenstående tre områder ser vi som muligheder for at reducere uligheden i sundhed, hvor vi allerede har viden om, hvad der virker. Vi ved dog godt, at vi ikke kommer hele uligheden til livs alene ved indsatser som disse.

Den generelle udvikling – af velfærdssamfundets rammer og tilbud, af samfundsøkonomien og af befolkningens levevilkår generelt – er styrende for folkesundheden og i særdeleshed for uligheden i sundhed. Det afhænger af politiske beslutninger og prioriteringer, hvor et mål om øget lighed skal vejes op mod andre værdier og hensyn.