Overlæge: Vi skal tage samtalen om den sidste tid

DEBAT: Det skal blive mere naturligt for os alle at snakke om, at livet også har en afslutning. Og særligt vigtigt at det også sker i sundhedssektoren. Det skriver Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Af Ove Gaardboe
Overlæge, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

I min tid som chef for Akutafdelingen i Horsens oplevede jeg, hvordan personalet ofte under stort pres leverede den ene superindsats efter den anden. Ikke blot teknisk-fagligt, men i høj grad også på det menneskelige plan. Det som kan være svært at få med, når der skal ageres hurtigt.

Vi fejrede og roste ofte, når vi reddede menneskeliv – men en gang imellem også, når vi ’bare’ forhindrede overbehandling. Eksempelvis som her (anonymiseret):

Koordinator får kl. 02 besked fra en ambulance med udrykning om, at de kommer med en ældre dame fra et plejehjem. Hun er bevidstløs og rigtig dårlig. Det betyder, at teamet til livreddende behandling tilkaldes.
Hun har været dårlig længe, og nattevagten på plejehjemmet turde ikke længere tage ansvaret. Lægevagten blev kontaktet, og de beslutter straks at sende ambulance i stedet for et lægebesøg. En datter når frem samtidig med ambulancen og kan fortælle, at moderen er sygnet hen på det sidste og i øvrigt længe har været træt af livet.
Modtagende læge vurderer tilstand og situation grundigt og konkluderer, at intensiv behandling er udsigtsløs og kun vil føre til en unødvendig forlængelse af dødsprocessen.
Med en god og hurtig indsats fra plejepersonalet, ambulanceredderne og plejehjemmet lykkes det at få damen hjem på plejehjemmet, hvor hun udåndede næste dag med sine døtre hos sig.

I værste fald kunne det være endt med masser af undersøgelser og behandlingsforsøg – noget af det ubehageligt – og måske en død på intensivafdelingen med rør og slanger og ukendte lyde.

Den ældre dame skulle aldrig have været ude at køre i ambulance. Det burde være angivet klart og tydeligt i omsorgssystemet, at hun ikke ønskede genoplivning eller intensiv terapi. Og den oplysning burde lægevagten, det præhospitale system og hospitalet selvfølgelig også have haft.

Men der var ikke registreret noget – og endnu er der i øvrigt ikke sammenhæng mellem de elektroniske omsorgs- og journalsystemer.

Det skal blive mere naturligt for os alle at snakke om, at livet også har en afslutning. Og særligt vigtigt at det også sker i sundhedssektoren. Derfor skal der laves netværk og projekter – og tweetes #tagsamtalen.

Har selv taget samtalen
Selv om jeg ikke er syg, har jeg for et stykke tid siden haft en god snak med mine voksne døtre om mine ønsker til den sidste del af livet. Og hvis jeg kommer på plejehjem en gang, vil jeg sørge for at få taget snakken med personalet og med en læge, så mine ønsker bliver nedskrevet – og så vil jeg selvfølgelig gå ud fra, at de respekteres.

På den professionelle side skal vi i alle dele af sundhedssektoren blive langt bedre til at åbne for samtalen. Og så skal det registreres og opbevares synligt for dem, der indblandes undervejs. Det skal ikke være nødvendigt at have ønskerne tatoveret hen over brystet.

Jeg ved godt, hvordan jeg gerne vil bisættes en gang – og hvordan farvelsammenkomsten skal være. Men reelt set kommer det jo ikke til at genere mig, hvis de klokker i det, synger for mange salmer eller serverer varmt øl og kolde frikadeller.

Til gengæld kunne det blive rigtig træls for mig, hvis ikke mine ønsker til min sidste levende tid bliver respekteret.

Det handler meget mere om livet, end det handler om døden.

Heldigvis er der mange gode initiativer i gang for at sikre folk en respektfuld afslutning på livet.

Mange plejehjem og sygehuse har gjort op med berøringsangsten – eller er i gang med det. De vil tage en ’Hvad er vigtigt for dig?’-samtale, når det er relevant. Det er ikke nødvendigvis nemt, men selvfølgelig kan det læres, hvis det prioriteres.

Overbehandling er en fejl – i lige så høj grad som underbehandling.

#tagsamtalen

Forrige artikel Sundhedsøkonom: Der skal mere fokus på organer til transplantation Sundhedsøkonom: Der skal mere fokus på organer til transplantation Næste artikel Debat: Hvorfor er handicap aldrig et emne i nytårstalen? Debat: Hvorfor er handicap aldrig et emne i nytårstalen?
  • Anmeld

    Vita Rosendal · pensionist

    Kloge ord fra en, der kender til livets afslutning

    Jeg har selv en alder, hvor hver dag og oplevelse er en bonus.
    Har lige haft en vidunderlig tur rundt i Europa, hvor jeg følge mig som en opdagelsesrejsende, trods det at det var kendte steder jeg genså. 6 uger med indtryk der gør sindet godt - og ind imellem tanken på, at det måske er sidste gang. Hele tiden under den 7000 km lange tur ved man, at livet kan mistes - og det er jeg så hele tiden parat til.
    Og for mange år siden udfyldte jeg papirer om at man ikke skal genoplive mig. Jeg har levet så godt et liv, at alt nu er dessert!

  • Anmeld

    Ove Gaardboe

    Sikke da en dejlig kommentar...

    Kære Vita
    Det var da en rigtig dejlig - og livsbekræftende kommentar. Det hele handler jo mest om livet - mere end om døden.
    Mange tak for dit bidrag.
    mvh
    Ove Gaardboe