Debat

Danske Bioanalytikere: Styrk diagnostikken hos familielægen

DEBAT: Hurtig og præcis udredning af patienter kræver ikke bare, at der ansættes flere, men et knivskarpt blik for at sammensætte det rette hold i de lokale lægehuse. Fremtidens lægehus sikres med et alsidigt klinikpersonale. Det skriver Bert Asbild, formand for Danske Bioanalytikere.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bert Asbild
Formand for Danske Bioanalytikere

Almen praksis bør satse på en betragtelig oprustning inden for de næste år; ikke mindst i form af meget mere klinikpersonale.

Appellen kommer fra de praktiserende lægers formand, Christian Freitag og udfoldes senest i PLO's udspil til bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet – ”På patientens vegne”.

Som formand for en faggruppe, der har bevist sin berettigede plads i lægehusene, bioanalytikerne, er det svært at være uenig.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Jeg savner dog alligevel et skarpere strategisk fokus for opfordringen. Hvad er det helt præcist, man ønsker at opnå? Hvad er det, de skal kunne, de mange flere ansatte i almen praksis?

Manglende retningspile
Det seneste lille årti har der været voksende opmærksomhed på vigtigheden af hurtig og præcis udredning af patienter. Opmærksomheden er desværre ikke blevet fulgt op af konkrete initiativer og retningspile.

Christian Freitag har tidligere offentliggjort en vision om, at landets lægepraksisser har 3000 flere ansatte i 2025 – sygeplejersker, sekretærer, fysioterapeuter, sosu-assistenter, bioanalytikere… Det er så her, jeg som formand for den sidstnævnte faggruppe efterlyser, at man ikke af gammel vane bare hyrer flere af de samme, men netop har et knivskarpt blik for at få sat det rette hold i de lokale lægehuse.

Der mangler ganske enkelt gennemtænkte incitamenter, så de enkelte praksisser investerer målrettet i diagnostikken – til gavn for såvel patienten som samfundsøkonomien.

”Læs med her Danske Regioner!”

Styrk institutionen
I stedet for at fortsætte den afvikling af familielægen, som nogle mener er alt for godt i gang, kan vi styrke institutionen. Det gør vi ved at underbygge lægehusenes helt afgørende funktion som portvagt til sygehusvæsenet.

Altså sikre, at de virkeligt syge uden forsinkelse ekspederes videre, mens de mindre syge ikke bliver unødigt indlagt – som det desværre sker alt for ofte.

Skal de praktiserende læger blive bedre til at fortage sondringen, kræver det, at de får en langt større diagnostisk værktøjskasse til rådighed derude i forreste frontlinje.

Ambitiøst fagligt miljø
Baggrunden for lægeforeningens udspil er – som det nok er bekendt – at det allerede i nogle områder af riget er svært at rekruttere praktiserende læger, når de erfarne går på pension.

I dag er der et stigende antal danskere, der ikke har en ”egen” læge.

I yderområderne eksperimenteres der af samme grund med regionsklinikker med for eksempel kontraktansatte sygehuslæger eller almenmedicinere, der endnu ikke er parate til at forpligte sig økonomisk med køb af egen praksis i den fjerne provins – eller i sidste instans med udbud af opgaver til private aktører.  

Skal hele forestillingen om familielægen overleve, sådan som mange ønsker, skal der derfor tænkes kreativt og strategisk.

Vi skal forandre for at bevare, som de konservative sagde engang; lægehusene skal både tilbyde patienterne bedre service og kvalitet og de ansatte, herunder de eftertragtede læger, et mere ambitiøst fagligt miljø.

Væk fra vanetænkning
Samtidig skal patienterne for alvor vænne sig til, at de ikke altid skal ind til Doktoren – m/k.

I langt højere grad vil de blive mødt af ANDRE kompetente fagpersoner, der vil tage blodprøver og blodtryk, fortage en lungefunktionsmåling, tale med dem om kost og medicinjustering i forbindelse med for eksempel blodfortyndende medicin eller rådgive dem om rygestop eller vægttab og så videre.

Det betyder, at lægen kan bruge sin tid på dét, hun eller han er uddannet til. Og samtalen med patienten vil kunne forgå på et mere solidt grundlag, når der allerede foreligger for eksempel mikroskopi fra en urinprøve eller en relevant analyse fra en blodprøve.     

Begynd her!
Christian Freitag har tidligere offentliggjort en vision om, at landets lægepraksisser har 3000 flere ansatte i 2025 – sygeplejersker, sekretærer, fysioterapeuter, sosu-assistenter, bioanalytikere…

Det er så her, jeg som formand for den sidstnævnte faggruppe efterlyser, at man ikke af gammel vane bare hyrer flere af de samme, men netop har et knivskarpt blik for at få sat det rette hold i de lokale lægehuse.

Det vil sige; et godt miks af forskellige fagligheder, der supplerer og understøtter hinanden.

Et samlet team, der gør det muligt at diagnosticere, igangsætte eller justere behandling – eller visitere til indlæggelse – i én og samme konsultation og uden at skulle vente på prøveresultater fra sygehuslaboratoriet.

Det blinkende MISSING LINK, specielt i mange af de helt små eller mindre lægepraksisser, er netop denne manglende direkte adgang til en bredere palet af diagnostiske undersøgelser.   

Når Freitag på vegne af sine cirka 3600 medlemmer derude i de cirka 2100 praksisser efterlyser mere sammenhæng i sundhedsvæsenet, så foreslår jeg; begynd her!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00