Debat: Der skal sammenhæng i forebyggelse af børn og unges mistrivsel

DEBAT: Flere børn og unge mistrives, men det kan i høj grad forebygges, hvis der skabes større sammenhæng i systemet, skriver Eva Secher Matthiasen, formand for Psykologforeningen, og Carsten Obel, professor i Mental Børnesundhed.

Af Eva Secher Matthiesen og Carsten Obel
Henholdsvis formand for Psykologforeningen og professor i Mental Børnesundhed

I de seneste 20 år er der sket en væsentlig stigning i antallet af børn og unge, som mistrives og ender med at få en psykiatrisk diagnose.

De udløsende faktorer er mange, men ofte er mistrivsel et resultat af, at barnet har nogle udfordringer psykisk i sine relationer til familien, med lærere, pædagoger eller jævnaldrende. Der kan også være fysiske eller læringsmæssige problemer på spil – og ofte er der tale om en kombination af de nævnte faktorer.

Der er al mulig grund til at tage udviklingen alvorligt, ligesom der er behov for en mere systematisk tilgang til disse børn og unge og indsatserne over for dem.

Et hul i systemet
Forebyggelsespotentialet kan, hvis det udnyttes klogt, både give store forbedringer på det menneskelige og samfundsøkonomiske plan.

Desværre ved vi i dag meget lidt om, hvad der reelt virker og på hvem. Men vi ved, at psykiske lidelser, der ofte rammer børnene i skolen, i flere og flere tilfælde ikke behandles i tide og udvikler sig, indtil de er så alvorlige, at børnenes ve og vel bliver en sag for psykiatrien.

Det skyldes især, at der i mange kommuner er et hul i systemet, hvor børn og unge overlades til forskellige og ufuldstændige tilbud i et fælles, men ukoordineret forsøg på at forebygge en negativ udvikling hos barnet.

Nogle kommuner har tilbud om for eksempel angsthjælp, nogle har tilbud om ”gratis psykologhjælp”, nogle laver indsatser via PPR udover det rent ”skolemæssige”, mens et besøg hos egen læge er den eneste udsigt hos andre kommuner til at få hjælp før psykiatrien.

Der mangler typisk sammenhæng mellem tilbuddene, og alt for mange børn og unge oplever fragmenterede indsatser med manglende kommunikation mellem region og kommune. Det går ud over kvaliteten i den samlede indsats, forlænger borgerens sygdomsforløb, spænder ben for barnets mulighed for at vende tilbage til skolen og hverdagen og øger risikoen for en forværrelse af problemet.

Udsigt til nye og bedre tilbud
Vi hilser det derfor velkomment, at der med Folketingets satspuljeforlig fra 2016 igen tages fat på arbejdet med at lave forløbsprogrammer for blandt andet børn med psykiske lidelser, som netop kan bidrage til at fylde hullet med relevante, effektive og virksomme tilbud.

Det giver måske sig selv, at alle involverede fagfolk er nødt til at tale sammen, når et skolebarn, der udviser tegn på for eksempel at have psykiske eller indlæringsmæssige problemer, skal tilbydes den bedste hjælp og eventuel første trin i en behandling. Men i praksis er det lettere sagt end gjort, og her kan et forløbsprogram spille en afgørende rolle.

Det er et organisatorisk redskab, der beskriver ansvars- og opgavefordelingen mellem de involverede parter samt procedurer for samarbejde, koordinering og kommunikation mellem de involverede parter og samtidig indeholder en beskrivelse af implementering og opfølgning på forløbsprogrammet.

For os at se er det andet og helt afgørende punkt, at vi løbende måler de forskellige indsatsers og tilbuds virkning og dermed bruger den kollektive viden og erfaring, som hvert enkelt forløb giver os.

Det er i den sammenhæng positivt, at landets kommuner igennem de seneste ti år har samarbejdet om at udvikle den slags fælles mål, og i dag arbejder over halvdelen af kommunerne sammen med danske forskningsinstitutioner og styrelser om at bruge de samme mål. For enhver indsats, der tilbydes barnet og dets familie, bør det være reglen, at barnets perspektiv og funktion i hverdagen står i centrum, og her har den teknologiske udvikling givet os mulighed for løbende at forbedre og individualisere tilbuddene til børn og familier, som mistrives.

Hvis vi skal det stigende antal psykiatriske diagnoser blandt børn og unge til livs, skal disse initiativer udvikles til at skabe en bedre sammenhæng mellem sundheds-, social- og uddannelsessektoren.

Og så skal vi samtidig sikre os, at der løbende måles på og læres af, hvilke indsatser, der virker, så de begrænsede offentlige midler, vi har til rådighed, ikke bruges forgæves, men at indsatsen over for barnet er effektfuld og veldokumenteret, så vi sikrer, at ethvert barn, som vokser op i Danmark, uanset dets udfordringer, får de bedste muligheder for at udvikle sit potentiale.

Forrige artikel Debat: Giv kommunerne ansvaret for den vederlagsfrie fysioterapi Debat: Giv kommunerne ansvaret for den vederlagsfrie fysioterapi Næste artikel DSR: Hold fast i arbejdet med at dokumentere de bedste behandlinger DSR: Hold fast i arbejdet med at dokumentere de bedste behandlinger