Kan man spare sig til bedre sundhed?

Som bekendt er der blevet tilført færre "nye" ressourcer til sundhedsområdet i de senere år i sammenligning med niveauet for realvækst inden den flerårige økonomiske krise. Denne udvikling har skabt endnu mere fokus på at få "mere sundhed for pengene".

 

Jeg mener, at der også er behov for et nyt perspektiv: Prøv at tænke investeringer i sundhed og ikke kun udgifter til sundhed!

 

Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen sagde det meget præcist - "sundhed er en god investering" - på arrangementet "Nye veje til sundhed, vækst og velfærd" i forbindelse med Danske Regioners generalforsamling. Han underbyggede dette i sit oplæg med tre udsagn:

 

 

Jeg er helt enig. Et højt sundhedsniveau i samfundet er først og fremmest en vigtig forudsætning for, at den enkelte kan leve uden store helbredsproblemer.

 

Et velfungerende og innovativt sundhedsvæsen er afgørende for at forebygge og behandle sygdomme, så flest mulige borgere kan udnytte deres uddannelsesmæssige og faglige færdigheder i deres arbejdsliv, og for at de kan undgå helbredsproblemer, som mindsker deres handlemuligheder senere.

 

Støtte fra Produktivitetskommissionen
Mads Koch Hansen står ikke alene. Han får faktisk opbakning fra Produktivitetskommissionen. I Produktivitetskommissionens slutrapport står der blandt andet: "[…] den internationale forskning peger på, at velovervejede offentlige investeringer i uddannelse, sundhed og infrastruktur er vigtige for den økonomiske vækst. […] Produktivitetskommissionen anbefaler, at de offentlige udgifter bliver prioriteret med blik for, hvordan de påvirker produktiviteten. Det er særligt vigtigt at sikre en høj kvalitet af centrale ydelser indenfor uddannelse, sundhed og infrastruktur." 

 

Produktivitetskommissionen konkluderer i mine øjne, at sundhed og økonomisk vækst er to sider af samme sag, og at vi blandt andet derfor bør anskue sundhed som en investering.

 

Derfor mener jeg, at når vi næsten kun taler om de anvendte offentlige midler til sundhedsområdet som udgifter, begrænser vi os selv. Sådan taler vi for eksempel (næsten) aldrig om offentlige midler til uddannelse, forskning, infrastruktur eller klimaindsatsen. Her taler vi med rette om investeringer i fremtiden - vi investerer nu for at høste frugterne senere. 

 

Denne langsigtede tankegang er i nogle tilfælde oplevet på sundhedsområdet – for eksempel hjerteplanerne, kræftplanerne og de nye højtspecialiserede sygehuse.

 

Men generelt ønsker beslutningstagerne ofte at begrænse sundhedsudgifter her og nu, hvilket medfører en meget kort tidshorisont, når der træffes beslutninger om midler til forebyggelse og behandling og rehabilitering. Hvis man kun tænker "udgifter, udgifter, udgifter", er det for eksempel sværere at ændre på fordelingen af disponible midler mellem forebyggelse og behandling. 

 

Når det er sagt, så skal regeringen roses for de syv nationale mål for danskernes sundhed i de næste 10 år, som angiver pejlemærker for den samlede indsats. Men fordelingen af de tilhørende puljemidler må ikke utilsigtet ende med at forstærke uligheden i sundhed for borgerne i de kommuner, som ikke får del i puljerne.

 

Regeringen skal derfor være opmærksom på, hvordan nationale indsatser skal spille tæt sammen med det kommunale selvstyre.

 

Jeg håber, at dette investeringsperspektiv vil brede sig – også blandt de politikere og embedsmænd, som har taget fat på forhandlingerne om nye økonomiaftaler for regioner og kommuner.

 

Når både Produktivitetskommissionen og Lægeforeningen ser ud til at være på samme spor, er der i hvert fald mulighed for en konstruktiv debat om, hvordan vi kommer videre ad den vej.

 

Kort sagt: At investere i sundhed er at investere i den enkelte borger, i samfundet og i vækst og velfærd.