Læge: Der skal mere behandling til skizofrenien

Af Andreas Hoff
Læge og regionsrådskandidat (S)

En patient med skizofreni var gennemsnitligt indlagt 25 procent færre dage i 2015 i forhold til 2007. Tallene kommer fra en undersøgelse lavet af Kommunernes Landsforening (KL), og de peger på et alvorligt problem med underbehandling af mennesker med skizofreni – en af de patientgrupper i psykiatrien, der har allerstørst behandlingsbehov.

Mindre behandling er kritisabelt
Antallet af ambulante besøg for den samme patientgruppe er nemlig overhovedet ikke steget i perioden. Hver patient havde gennemsnitligt 17 ambulante kontakter i både 2007 og 2015.

Groft sagt fik patienter med skizofreni altså en fjerdedel mindre behandling i 2015 i forhold til 2007.

Det er bare ikke i orden. Skizofreni er en alvorlig og behandlingskrævende sygdom. Med god behandling bliver nogle patienter raske, og andre kan lære at leve et godt liv med løbende kontakt til behandlingssystemet. Derfor er det dybt problematisk, at patienterne tilsyneladende får mindre behandling end før.

Faldet i antal indlæggelsesdage er hidtil blevet forsvaret med, at den ambulante behandling i mellemtiden er blevet lagt om. Landet over findes der nu specialiserede ambulante enheder, ofte kaldet OPUS-teams. Her får mennesker med skizofreni en fast kontaktperson, der for eksempel giver samtaleterapi og træning i at fungere godt socialt. De får også en læge, der har tid til at se dem så ofte det er nødvendigt, ikke mindst med henblik på at ordinere den rigtige medicin i hverken for høje eller lave doser.

Der er ikke givet én eneste ekstra samtale til en patient med skizofreni, uden at en anden patient har fået én mindre.

Andreas Hoff
Læge og regionsrådskandidat (S)

Skizofreni er blevet forbigået
Man har haft en idé om, at denne nye organisering ville sikre flere mennesker med skizofreni bedre og mere ambulant behandling og dermed et mindre behov for indlæggelser. Men tallene fra KL viser nu klokkeklart, at ræsonnementet ikke har holdt stik. Der er ikke givet én eneste ekstra samtale til en patient med skizofreni, uden at en anden patient har fået én mindre. Det hele er gået i nul – der er ingen ændring. Paradoksalt, for i samme periode er antallet af ambulante samtaler i psykiatrien som helhed steget med 58 procent.

Den stigning har patienter med skizofreni bare slet ikke fået noget ud af. Og det er ellers en af de grupper af mennesker, der har allermest behov for hjælp fra psykiatrien. De præcise konsekvenser kan man kun gisne om. Men i samme periode så vi for samme patientgruppe en stigning i genindlæggelser og en stigning i besøg på psykiatrisk skadestue.

Sidst men ikke mindst så vi i samme periode en tragisk stigning i antallet af voldelige hændelser og drab på de kommunale bosteder, hvor mange mennesker, der er hårdt ramt af skizofreni, bor.

Sundhedsvæsenet bør som minimum sørge for, at mennesker med skizofreni får den ekstra ambulante behandling, der var lagt op til. En faglig ekspert på området har anslået, at de 25 procent kortere indlæggelse burde have medført tre-fire ekstra ambulante besøg, og det må være det mindste mål. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt, men vi kan heldigvis nå det endnu, for psykiatrien har allerede både den viden og erfaring, der skal til.