Historien om kroniske patienter er også historien om ulighed i sundhed. Det er et komplekst problemfelt, som har mange ejere. Faktisk så mange, at ingen rigtig tager ejerskabet på sig. Problemerne er komplekse, og det har hidtil været en effektiv bremseklods for handling.

De danske læger vil hellere end gerne bidrage til at mindske ulighed og sikre patienter med kroniske sygdomme en langt bedre rejse ind og ud og gennem sundhedsvæsenet. Også selvom problemerne begynder lang tid før mødet med lægen i almen praksis eller på hospitalet.

Det er der mange fine eksempler på, men der er desværre også mange eksempler på, at ondt gøres værre i sundhedsvæsenet. Noget handler om struktur, noget om den enkelte sundhedsprofessionelles eget blik for den enkelte patients helt særlige behov.

Læger skal erkende kulturkløft

Hvis vi griber i egen barm først, så er det helt afgørende, at netop lægen er bevidst om at imødekomme patienten med andre livsvilkår end lægen selv. Læger rekrutteres som bekendt i stort omfang fra samfundets bedre stillede lag og møder desuden til tjeneste med en lang, akademisk uddannelse, som alt i alt kan skabe en kulturkløft til nogle af vores patienter.

Det handler både om at erkende, at der kan være denne kulturkløft, men også om at inddrage patienten i beslutningerne om behandling på en relevant måde med respekt for patientens præferencer og livsværdier.

Det er dog naivt at forestille sig, at problemerne for mange patienter med kroniske sygdomme kan løses i læge-patientrelationen. Men der påhviler alligevel læger et særligt ansvar for at trække udviklingen i den rigtige retning.

Lægerne skal tilbage på banen i kvalitetsarbejdet og være med der, hvor indikatorerne for god kvalitet besluttes.

Susanne M. Axelsen
Formand, LVS

Patientnær forskning forsømmes

Det er samtidig afgørende, at læger aktivt sørger for at være med, når der skal træffes beslutninger om det nære sundhedsvæsen og dets indretning. Læger skal tilbyde deres viden, når der skal laves retningslinjer og så videre for den behandling, der skal foregå tættest på patienten i hjemmet, og læger skal være med, når der dannes samarbejdsrelationer på tværs af sektorer, som skal gøre turen gennem sundhedsvæsnets mange tilbud nemmere for den kronisk syge patient.

Lægerne skal tilbage på banen i kvalitetsarbejdet og være med der, hvor indikatorerne for god kvalitet besluttes. Det skal vi, fordi også de komplekse, kroniske patienter vil have gavn af, at vi indsamler data på de parametre, der rent faktisk batter noget for en behandling – uden disse får vi ikke den nødvendige viden om, hvordan vi kan gøre det bedre.

LÆS OGSÅ: Psykiatere: Forældede pakkeforløb fastholder sårbare patienter i psykisk sygdom

Vi skal som læger presse på for at øge bevidstheden om den patientnære forskning. Den forskning, der afprøver etablerede behandlinger op mod hinanden, eller som undersøger hvilken genoptræningsmetode, der virker bedst – eller hvordan behandlinger, der gives for hver sin lidelse, interagerer og påvirker patientens helbred og livskvalitet. 

Her er der også andre faggrupper end læger involveret. Men fælles for den type forskning er, at den ikke er ‘sexet’ eller kommercielt interessant, og at den forsømmes, når der skal uddeles forskningsmidler. Ikke desto mindre kan der sandsynligvis hentes store gevinster for også den kronisk syge patient, hvis vi bruger flere ressourcer her.

De ulighedsskabende faktorer, der ligger uden for sundhedsvæsnet, kan vi som læger ikke gøre så meget ved. Det er en kompleks opgave, og der er ikke noget quick fix.

Susanne M. Axelsen
Formand, LVS

‘Feel good’-historier må ikke overskygge

Læger – og sundhedsvæsnet generelt – er oppe imod hårde odds, hvis vi vil forbedre vilkårene for de kroniske patienter. Der kan ofte være tale om patienter, hvor samfundsøkonomien måske ikke direkte vinder på at give den fuld skrue for at forbedre behandlingen for disse patienter.

Hvis patienten står uden for arbejdsmarkedet, er det ikke givet, at vedkommende kan blive en ‘god skatteborger’ af forbedret behandling for kronikere. Måske derfor mangler der på samfundsniveau og på politisk niveau lidt motivation. 

Der er mere ‘feel good’ over den gode kræfthistorie, hvor det i øvrigt sunde og raske menneske vender tilbage til sit tidligere liv nogle hårde erfaringer rigere. Eller hjertepatienten, der vender en periode i livet med modgang til atter at dyrke motion og forbedre sin livskvalitet.

Men sådan må det ikke være. For lægen er en patient en patient uanset hvad. De ulighedsskabende faktorer, der ligger uden for sundhedsvæsnet, kan vi som læger ikke gøre så meget ved. Det er en kompleks opgave, og der er ikke noget quick fix. Men vi kan lægge os i selen for, at det sundhedsvæsen, vi arbejder i, er med til at trække de kroniske patienters behandling i en bedre retning.