Bjarne Corydon
Det er i Ø-udvalget hos finansminister Bjarne Corydon (S), at mange politiske sager afgøres. (Foto: Stig Stasig)

Sådan fungerer regeringens Ø-udvalg

3. marts 2014 kl. 1:00
ANALYSE: En dygtig fagminister kæmper for at komme i regeringens Økonomiudvalg, skønt hans embedsværk kan foretrække at lande sagen uden. Møderitualerne i Ø illustrerer de reelle, skiftende beslutningsgange i regeringshierarkiet, skriver Hegelund og Mose.
| Flere
Mandagstræneren
Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere 

”Trafikministeren! Socialministeren! Uddannelsesministeren!” Departementschef David Hellemann kalder én efter én – eller i sammenhængende hold – ministrene ind. Det er onsdag formiddag, og som vanligt sidder en flok menige og ellers travle ministre og småbrokker sig i Finansministeriets venteværelse. ”Jeg havde en tid kl. 9, nu er den over 10!”

Den dygtige minister ved, at det handler om at få sin sag i Økonomiudvalget, i daglig tale Ø. Det er her, de politiske sager ofte afgøres. Alligevel oplever mange ministre, at embedsværket forsøger at få sagerne landet uden om Ø. Den slags ender med for mange embedsmands-kompromiser, lyder ministerkritikken. Det går slet ikke nu, hvor ministrene kigger direkte frem mod næste skønhedskonkurrence, folketingsvalget i 2015.

Fordelen ved at få sin sag på Ø er også, at du hermed får adgang til møde-dagsordenen. Sådan et dokument kan have stor værdi bag linjerne, også hos rådgiverne.

Akut-tilfælde springer køen over
Nærmest den halve regering kan sidde og vente sådan en onsdag formiddag. Du gør klogt i at have ryddet kalenderen helt frem til kl. 11, for godt nok er du minister med, hvad dertil hører af services. Men i venteværelset foran Ø er der ingen privilegier. ”Hvad snakker de mon om derinde?” gisner de ventende ministre, mens endnu en kop kaffe nedsvælges.

Den første tids-stjæler bag den lukkede dør kan være et uformelt dagsordenspunkt ”0”, som man også kender det fra bestyrelsesarbejdet i erhvervslivet og organisationsverdenen. Her vender regeringstoppen vigtige sager – uden for de menige ministres hørevidde. Som i enhver anden topledelse kan der være hede drøftelser; fronterne mellem S og R er måske blevet tydeligere, efter at SF har forladt regeringen. En akut hastesag uden for dagsordenen presses måske også ind, et af regeringens topmedlemmer smutter ind uden for nummer. Endelig er det tid – og du træder mutters alene ind i det dystre Struensee-værelse for at forelægge din sag.

Den reelle magt i ”Lille Ø”
I perioder har der ved siden af det officielle Ø-udvalg eksisteret et mere uformelt ”Lille Ø”. I S-R-SF-tiden blev Lille Ø et vigtigt, fortroligt forum for fintuning af de store reformer, deriblandt vækstplan.dk med den udskældte sænkning af selskabsskatten. Der var også her, at det omstridte DONG-salg og finanslovstaktikken blev lagt fast, blandt andet over for smertensbarnet Enhedslisten. Det almindelige Ø-udvalg gav ikke den fornødne fortrolighed med risiko for dagsordener, der flød rundt, ligesom der var brug for en åben dialog mellem toppolitikere og ditto embedsmænd.

Lille Ø er i SF-epoken bestykket med regeringspartiernes tre økonomiske topministre samt – som vigtige sparringspartnere – deres respektive departementschefer foruden statsministerens ditto. I Lille Ø på finansministerens kontor foregår idégenereringen på tværs af politikere og ansatte. 

Ikke mindst Finansministeriets departementschef, David Hellemann, udviser kreativ sans og politisk snilde: Selv store, stærke ministre kan have det med at blive grebet af følelser. I sådanne tilfælde er det Hellemann, der minder om at holde hovedet koldt. Derfor huer det heller ikke departementscheferne, når politikerne i Lille Ø lejlighedsvist mødes uden embedsværk, og selv Hellemann – i en måling i 2013 kåret til Danmarks fjerde-mest magtfulde mand – må luske af, forvist til sit eget kontor længere nede ad stengangen.

De tungeste embedsmænd
I det formelle Ø-udvalg sidder dags dato fire naturlige medlemmer: de stærke, økonomiske ministre fra de magterfarne partier S og R. Udvalget blev formaliseret i den S-ledede regering i halvfemserne med det formål at holde toppolitikerne fast på den langsigtede økonomiske bane og stå imod krav om dette og hint, som var det store problem i de løbske halvfjerdsere. I den sammenhæng er det en lise for Corydon, Vestager, Sass og Østergaard at være fri for SF – om end socialdemokraterne lejlighedsvist kan savne SF’ernes røde argumenter, når Vestager bliver for vanskelig og glemmer, at også S snart har et valg forude.

Når den menige minister lukkes ind, skuer hans øje straks finansministeren flankeret af rigets tungeste embedsmænd. På den ene side dækker Statsministeriets Christian Kettel af, på den anden vogter Hellemann. Med ved bordet er også Sophus Garfiel, den radikale leders førstemand ovre fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Begavet mumlen
De tre embedsfolk siger ikke meget, de kender sagen fra den forberedende styregruppe. Nu er det politikernes tur. Corydon leder slagets gang og konkluderer. Det kan dog hænde, at en af departementscheferne har en bemærkning. Fagministeren kigger forvirret rundt. Hvad siger manden? Bjarne Corydon træder diskret til. ”Det får vi lige på skrift, ikke?” lyder det fra finansministeren, der hermed elegant sikrer sig en oversættelse; måske har heller ikke han helt fanget budskabet fra statsministerens begavede og ikke uefne departementschef, hvis mumlen mange dog døjer med.

Imens nærmer klokken sig 11. Tidsplanen er igen skredet. Så er det med at komme forbi igen næste onsdag mellem 9-11, hvor Corydons konsultation åbner igen.  

 

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også hegelundmose.dk. 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK