Med lastbiloprøret skete præcis det, statsministeren lagde klimapolitikken efter at undgå

Et grønt slør

Det er imidlertid nok ikke det letteste budskab at brænde igennem med på TV2 News, og måske derfor har regeringen hidtil særligt valgt at hæfte sig ved, at afgiften trods alt har positiv betydning for klimaet.

Men afgiften er i sin natur anderledes end meget andet af den klimapolitik, der er blevet gennemført de seneste år.

Regeringen og særligt Socialdemokratiet har tidligere gjort mange klimapolitiske krumspring for at undgå, at deres indgreb kunne mærkes direkte for danskerne.

Man kan eksempelvis nævne rabatten på CO2-afgift til Aalborg Portland, der var designet til at fastholde arbejdspladser på cementfabrikken i Mette Frederiksens fødeby.

Man kan også nævne opdraget til den ekspertgruppe, der aktuelt kigger på CO2-afgifter på landbruget, der slår fast, at gruppen ikke må anbefale politik, der samlet fører til tab af arbejdspladser i Danmark.

Rent transportpolitisk har regeringen senest varslet højere iblandingskrav i brændstoffer for at nå klimamålet i 2025, selvom Klimarådet har anbefalet en højere dieselafgift som et mere omkostningseffektivt og umiddelbart også simplere indgreb.

Her er det nok ikke helt tilfældigt, at regeringen prioriterer den ene løsning over den anden.

For mens både regeringens og Klimarådets løsning vil kunne aflæses direkte på tankstationernes pristavler, bliver det med regeringens model nok sværere for den gennemsnitlige forbruger at følge prisstigningerne tilbage til klimaministerens kontorlokaler.

Ny stil

Anderledes direkte konsekvenser får den kilometerbaserede vejafgift for danskerne, og det er regeringen helt åben omkring. 

Da SVM-regeringen med rød blok i foråret indgik aftalen om afgiften, udtalte skatteminister Jeppe Bruus i ministeriets eget pressemateriale, at afgiften skal gøre det dyrere at køre i de ældste og mest sorte lastbiler.

“De, der har de mest forurenende lastbiler, skal betale mere for deres udledning,” lød det dengang fra skatteminister Jeppe Bruus (S).

Da transportminister Thomas Danielsen (V) på Dansk Erhvervs topmøde for nylig forsvarede afgiften, var det med beroligende ord til vognmændende om, at de bare kan sende udgiften videre til deres kunder. 

"Det er ikke en regning, som vognmanden skal betale. Det er en regning, som skal sendes videre til forbrugerne," sagde han. 

Nye fjender

Hvis regeringen troede, at det stilskifte ville gå ubemærket hen, tog den fejl.

De venstreorienterede unge, der tidligere har blokeret vejstrækninger i håb om mere klimahandling, var mandag erstattet af granvoksne mænd, der fra deres førerhuse blokerede trafikken i præcis det modsatte ærinde.

Spørgsmålet er så, hvor dybt i vælgerhavet den utilfredshed, som demonstrationen er udtryk for, stikker.

Det er værd at bemærke, at vognmændene blev bakket op af både bønder og fiskere, der i traktorer og kuttere deltog i aktionen.

Omvendt kan en enkelt lastbil skabe meget ballade, når den blokerer for en motorvej, så omfanget af mandagens demonstrationer kan nok have set større ud, end danskernes modstand mod den nye afgift reelt er. 

Det er desuden tvivlsomt, om mandagens blokade har gjort fra eller til for vognmændene.

Blokaderne har åbenlyst givet enorm mediebevågenhed og fokus på erhvervslivets sag, men skatte- og transportministrene har indtil videre vist sig fast besluttet på at holde fast i vejafgiften.

Måske vil mandagens blokader ligefrem vise sig som en fordel for regeringen og dens politik. 

Som en politisk kommentator noterede på Twitter, gør man som vognmand nok sig selv en bjørnetjeneste, hvis man bygger sin modstandsplan op om “at pisse jyske bilister af”.