Europæisering vil bremse bekæmpelse af fattigdom

En europæisering af udviklingspolitikken er en god ide, når vi alle er blevet enige om den bedste måde at bekæmpe fattigdom på, og implementeringen skal effektiviseres. Men indtil da, så tror jeg, vi må fortsætte med at prøve os frem.

Marc Woodall
Speciale i international udvikling og global studies

Af Marc Woodall
Cand.soc. med speciale i international udvikling og global studies

Jeg er enig med Adam Fejerskov i, at hans holdninger er interessante, måske endda også, at de er relevante, men jeg er uenig i hans (manglende) analyse af samspillet mellem europæisk og national udviklingspolitik.

Problemerne ved modstridende medlemsstatspolitikker er velkendt og har været det i mange år. Men en total europæisering af udviklingspolitikken, eller klimapolitikken eller sikkerhedspolitikken, vil godt nok medføre en effektivisering, men ved en høj pris. 


National udviklingspolitik fungerer ikke alene som en måde, hvorpå medlemsstater kan bevare en fornemmelse for deres egen vigtighed og videreudvikle historiske relationer, men også som et afprøvningsrum for vidt forskellige tilgange og metoder til fattigdomsbekæmpelse.

Tilgange bør først afprøves i Danmark
Danmarks tilgang til udviklingspolitik er ofte rost, blandt andet på grund af den lave korruption, den høje effektivitet samt den gensidige respekt, med hvilken den bliver udført.

Men dette er ikke kommet ud af det blå. Det kommer af mange årtiers ”trial” and ”error”, og det er en proces, som fortsætter, med dertilhørende fejl og forbedringer. Og ligeså i mange andre lande.

Ved at vise, at en tilgang virker for Danmark, styrker man muligheden for, at det kan føres op på europæisk niveau og gennemføres i større stil. Men uden beviset i baghånden bliver det sværere at overbevise Europa-Parlamentet, de andre medlemslande samt Kommissionen om, at det lige præcis er et dansk forslag, der skal implementeres. For hvordan ved man, det virker, før det er prøvet?

Medlemslande skal have hver deres indsatsområde
Alternativet til en total europæisering af al udviklingspolitik hedder komplementaritet. Det er et koncept, som man har kendt i europæiske udviklingskredse i mange år, men som aldrig rigtig har fungeret. Men ideen er god.

Den går ud på, at de lande, som har succes med at bekæmpe fattigdom på en bestemt måde, skal fortsætte i den succesfulde dur, men skal så overlade de områder, hvor de er mindre gode, til andre lande.

Hvis Tyskland har vist, at de er gode til at skaffe elektricitet til slumområder i Afrika, så skal de gøre det og i stor stil. Men så skal de overlade støtten til medier og demokratiprocesser til Danmark, fordi det er vi gode til. Og det ved vi, fordi vi har bevist det. Europa-Kommissionen kunne så stå for analyserne, evalueringerne, koordinationen og arbejdsfordelingen medlemsstaterne imellem i denne proces. 

En europæisering, når vi er klar
Ved at nedlægge de nationale udviklingsministerier lukker man ned for de europæiske maskinrum for udviklingspolitik. Man vil formentlig skrue ned for modsætningerne i den praktiske udførelse af udviklingspolitikken, men man vil også skrue ned for fremkomsten af nye og spændende ideer. Og det, føler jeg, vil være for høj en pris.

En europæisering af udviklingspolitikken er en god ide, når vi alle er blevet enige om den bedste måde at bekæmpe fattigdom på, og implementeringen skal effektiviseres. Men indtil da, så tror jeg, vi må fortsætte med at prøve os frem.