Bør Danmark droppe Danida?

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende hos DIIS

I forrige uge tog GGGI-skandalen sit hidtil højeste offer, da udviklingsminister Christian Friis Bach valgte at træde tilbage efter uvidende at have misinformeret Folketinget.

Med udviklingsministerens afgang siger Udenrigsministeriet farvel til en mand med en fantastisk udviklingspolitisk indsigt og faglig viden. Men den afgående minister er også en politiker, der ofte blev udfordret på sine beslutninger om det danske udviklingssamarbejdes fremtidige retning.

Friis Bach pegede Danmark i retningen af en stigende sikkerhedsliggørelse og kommercialisering af udviklingspolitikken. Hertil kommer eksploderende udgifter til flygtningemodtagelse og andre poster, som ikke nødvendigvis er rettet mod fattigdomsreducering.

Tilsammen tegnes et billede af en minister, hvis politiske formåen enten ikke rakte til at holde udviklingsbistanden fra udhuling, eller hvis vilje til at stoppe den ikke var til stede.

En ting, man dog ikke kan anfægte hos Friis Bach, var hans stærke tro på behovet for et markant dansk engagement i det europæiske udviklingssamarbejde. Som et led heri er en ny strategisk ramme for Danmarks deltagelse i EU’s udviklingssamarbejde blevet udviklet. Det er dog til diskussion, om man skyder med vådt krudt. Det styrkede EU-fokus bliver nemlig ikke fulgt op med en øget kanalisering af udviklingsmidler gennem EU.

Sandheden er, at Danmark ofte - specielt på udviklingsområdet - har store muligheder for at udøve indflydelse, og det vil i mange sammenhænge være en indflydelse, der er mere markant, end vores størrelse berettiger.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d-studerende hos DIIS

Danmark har store muligheder for indflydelse
Der er ingen tvivl om, at en skarpere prioritering af det danske udviklingsarbejde i EU vil kunne medføre øget indflydelse og medbestemmelse. Spørgsmålet er, hvad man vil kunne opnå med en kanalisering af flere midler gennem EU - måske endda en fuldstændig overgivelse af disse til Unionen. Disse - muligvis hypotetiske - overvejelser er både interessante og relevante. Her er fire grunde til at fokusere al udviklingsbistand gennem EU:

1) En fuldstændig kanalisering af danske udviklingsmidler gennem EU vil ikke betyde et farvel til danske prioriteter. Frygten for suverænitetsafgivelse er et tilbagevendende traume for størstedelen af den EU-skeptiske debat. Sandheden er, at Danmark ofte - specielt på udviklingsområdet - har store muligheder for at udøve indflydelse, og det vil i mange sammenhænge være en indflydelse, der er mere markant, end vores størrelse berettiger. En nedlæggelse af Danida vil frigøre menneskelige ressourcer, der vil give os muligheden - hvis de placeres fornuftigt i Bruxelles - for at fastholde EU’s udviklingssamarbejde på den kurs, vi foretrækker.

2) Europa har ikke brug for 29 individuelle "udviklingsministerier", der modarbejder hinanden på kryds og tværs. Fragmentering er en næsten uundgåelig konsekvens af, at alle europæiske lande stædigt holder fast i mulighederne for at kunne "plante deres flag" i verdens udviklingslande ved at udføre individuelle udviklingsprogrammer og projekter. En afnationalisering af de europæiske udviklingsbudgetter qua en øget kanalisering af udviklingsmidler gennem EU vil ikke kunne stoppe de nationale interesser, der naturligt præger alle strategiske og politiske forhandlinger. Det vil dog betyde, at selve udførslen, implementeringen af udviklingsbistanden, vil være langt mindre fragmentarisk og duplicerende til gavn for verdens fattigste.

3) Hvis Danmark vil sikre sine relationer til verdens udviklingslande i fremtiden, kræver det, at vi arbejder gennem EU. Udviklingssamarbejdets udfordringer peger i stigende grad i to retninger: 1) Udviklingsbistanden koncentreres i de fattigste og oftest også skrøbelige lande. 2) Relationerne til mellemindkomstlande skifter fra overførsel af midler til et dybere politisk og økonomisk samarbejde. Danmark fremstår ikke synderligt stærk i nogen af disse sammenhænge med begrænset diplomatisk, økonomisk og handelspolitisk vægt og et udenrigs- og udviklingspolitisk apparat, der også har sine naturlige begrænsninger. I begge kontekster står EU med en klar fordel. Som verdens største handelsblok, en væsentlig globalpolitisk aktør med en bred pallet af instrumenter, der muliggør en omfattende håndtering af fattigdomsreducering i de skrøbeligste og fattigste lande.

4) EU lider fortsat under medlemslandenes til tider halvhjertede engagement i udviklingssamarbejdet. En "europæisering" af den danske udviklingsindsats kan blive "det gode eksempel", der starter en bevægelse. Skepsis skygger til stadighed over diskussionen om et integreret europæisk udviklingssamarbejde i mange medlemslande. Ved at vise tydeligt, at Danmark ikke er bange for at betro Bruxelles betydelige udviklingsmidler, vil man potentielt kunne overbevise flere lande om, at dette er vejen at gå. Dertil kommer muligheden for på længere sigt at institutionalisere løftet om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand i medlemslandenes EU-engagement, således at dette bliver et krav for fortsat medlemskab og ikke blot en løs forpligtelse som nu.

Spørgsmålet om en fuldstændig europæisering af det danske udviklingsengagement er naturligvis hensat til teorien. Det er svært at forestille sig, at en dansk udviklingsminister skulle have modet til i sandhed at fuldføre sådan en omstilling. Men vi bevæger os lige så stille derhen, hvor fordelene ved en sådan beslutning opvejer ulemperne, og hvor man kan spørge sig selv, hvor længe vi har råd til at lade være.