Glem ikke udviklingspolitikken i valgkampen

Debatten om bistanden burde være præget af en stolthed over kvaliteten af det, vi bidrager med

Jon Clausen
Studiekoordinator og kommunikationsmedarbejder, Global Development, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Af Jon Clausen
Studiekoordinator og kommunikationsmedarbejder, Global Development, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Den faldende opbakning til udviklingsbistanden handler ikke kun om det danske udviklingsmiljøs evner udi kommunikation og oplysning. Politikernes manglende vilje til at sætte emnet ”Danmark i en global verden” på dagsordenen spiller også en betydelig rolle. At de udenrigspolitiske emner er fraværende i valgkampen er ikke underligt. Kun fire procent af vælgerne mente ved valgets udskrivelse, at udenrigspolitiske forhold er blandt de tre vigtigste valgemner. Det ændrer bare ikke på, at udenrigspolitik de facto er utrolig vigtigt for et land som Danmark. Her burde politikerne være deres ansvar voksent.

Ikke nogen let diskussion
Danmark er dybt integreret på kryds og tværs i verdenssamfundet. Alligevel foregiver debatten ofte, at vi er en fritflydende ø, der når som helst kan sætte en ny international kurs for os selv. Niveauet af den generelle EU-debat er et godt eksempel. EU påvirker hver tredje danske lov, men debatten om EU ender alligevel ofte i en mærkelig for/imod diskussion, der i praksis er helt passé. Den politiske proces i forholdet mellem EU og Danmark har man så godt som opgivet at forklare den brede befolkning.

Et andet eksempel fra de senere års debat er skiftende politikeres udfald mod FN-systemet i almindelighed og flygtninge-konventionerne i særdeleshed. Det er naturligvis helt legitimt at kritisere FN, men når man begynder at flirte med tanken om at ignorere de internationale love, vi har skrevet under på, så holder det op med at være en seriøs debat. Alle og enhver, politikerne inklusive, ved, at det i praksis ikke er en mulighed for Danmark at ignorere konventionerne, men selv på den politiske midte kan man slippe af sted med den slags synspunkter, fordi den generelle debat om Danmarks rolle i verden ikke er mere kvalificeret.

Selv når den globale verden tvinger sig ind på os i form af for eksempel bådflygtninge, er der en udtalt manglende vilje til at debattere problemernes kerne. Vi lever i en verden, hvor de 85 rigeste mennesker ejer det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning. En verden, hvor en række konflikter og krige har sendt millioner af mennesker på flugt.

At fattige og krigsramte mennesker i desperation søger mod fredelige og rige områder er et uomgængeligt og logisk faktum, som alle med indsigt i emnet er enige om skal løses gennem udvikling og en mere retfærdig fordeling af verdens ressourcer. Det er ikke nogen let diskussion at tage, og der er heller ingen hurtige løsninger på problemerne, men man gør ikke demokratiet nogen tjeneste ved at køre diskussionen med skyklapper på.

Danmark er foregangsland
Når man foregiver, at Danmark i international sammenhæng kan gøre som det passer os, stikker man folk blår i øjnene. Vi er et lille land, der er dybt og fundamentalt afhængige af gode relationer til omverdenen. Danskerne mener, at vi skal give udviklingsbistand, fordi vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre, men udviklingsbistanden er også med til at sikre os gode internationale relationer. Og i den optik gør det en forskel, om Danmark er foregangsland med en høj bistandsprocent, eller om vi lige præcis trækker os over FN´s bistandsspærregrænse på 0,7 procent. De ekstra 0,1 – 0,3 procent er med til at skaffe os en indflydelse og goodwill i det internationale samfund, der normalt ikke er forundt lande af vores størrelse.

Debatten om bistanden burde være præget af en stolthed over kvaliteten af det, vi bidrager med. Det danske demokrati er bygget på et meget stærkt og bredt civilsamfund. Det betyder, at langt de fleste grupperinger har en stemme i vores samfund. Denne demokratiform ligger på vores samfundsmæssige rygrad, og det er blandt andet den, vores mange NGO´er, store som små, giver videre i deres arbejde i udviklingslandene.

Danmark har også et utrolig stærkt vidensmiljø inden for udviklingsbistand, blandt andet på grund af den omfattende udviklingsforskning, som både NGO´er, ministerier og universiteterne står for. At Københavns Universitet for nylig blev kåret som verdens 13. bedste universitet i forhold til udviklingsforskning er et håndgribeligt udtryk for kvaliteten af det samlede danske udviklingsmiljøs viden og evner.

Danmarks ekspertise inden for udvikling gør, at vi nu i tre år i træk er blevet kåret som de dygtigste i verden til fattigdomsbekæmpelse. Det er med al respekt for vores land ikke mange ting, vi som nation er verdens bedste til. På den baggrund er det næsten besynderligt at opleve politikerne stå på nakken af hinanden for i et eller andet omfang at amputere bistanden eller tale den ned. I forhold til vores generelle internationale indflydelse er det vitterligt at save i den gren, vi sidder på.

Det er muligvis realpolitisk forståeligt, men ikke desto mindre sørgeligt uansvarligt, at politikerne ikke i højere grad på eget initiativ og uden skelen til meningsmålinger insisterer på at tale om Danmarks plads, rolle og ansvar i verden, herunder udviklingsbistanden.