Hvad har Udenrigsministeriet nu gang i?

Af Uffe Torm
NGO-konsulent, fhv. leder, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

I nabokommunen plejer forvaltningen at sætte skilte op på steder, hvor der påbegyndes et nyt offentligt anlægsarbejde, hvorpå der står ”Hvad har de nu gang i?” Skiltene forklarer, hvad arbejdet går ud på (f.eks. anlæg af en ny cykelsti eller etablering af ny beplantning), og hvornår arbejdet forventes færdiggjort. Det er en god service for borgene, som andre kommuner og statslige myndigheder med fordel kunne lære af. Det er således nok de færreste, der ved, hvad har f.eks. Udenrigsministeriet lige ”nu gang i”. Det er det svært at finde ud af selv på ministeriets hjemmeside. Så en skiltning på gavlene ud mod Torvegade i stil med bannerne under kampagnerne ”Verdens bedste nyheder” kunne måske være en brugbar ide!?

Dem, som følger mest med i dansk udenrigspolitik, vil naturligvis vide, at statsministeren i september bad Danmarks Indiens-ambassadør Peter Taksøe-Jensen udarbejde en udredning om dansk udenrigspolitik med henblik på en øget fokusering og prioritering heraf. Og i november måned lancerede udenrigs- og udviklingsministeren så en proces, som skal føre til vedtagelsen af en ny dansk udviklingsstrategi i efteråret 2016. Men den brede befolkning har næppe kendskab til de to processer, selv om der i begge tilfælde er udtrykt officielle ønsker om en folkelig deltagelse i processerne. Men er det virkeligt seriøst ment?

To parallelle processer
I efteråret satte Altinget: udvikling fokus på udredningen om dansk udenrigspolitik. Det kom der desværre ikke så megen debat ud af – men det kommer der forhåbentlig senere, når udredningen foreligger. Og her i januar måned sætter Altinget: udvikling så fokus på den danske udviklingspolitik. Heldigvis har flere debattører allerede bidraget hertil, da der især i NGO-miljøet er mange og forskellige meninger herom.

Der er bestemt et stort behov for begge processer. Men problemet er, at det er uklart, om de spiller sammen eller vil blive koordinerede? Det er jo statsministeren, som har ”opfundet” Peter Taksøe-Jensen og igangsat udredningsarbejdet om dansk udenrigspolitik i de kommende 10-15 år, selv om det lille sekretariat herfor bestående af repræsentanter fra Udenrigs- og Forsvarsministerierne har hjemme på Asiatisk Plads. Derimod er det udenrigsministeren, som jo også er udviklingsminister, der har søsat processen hen imod en ny udviklingspolitik. Aner man en fortsat positionering mellem de to tidligere Venstre-kombattanter?

Det er i al fald påfaldende, at Taksøe-Jensens redegørelse skal afleveres 1. maj 2016, samtidig med at et udkast til en ny udviklingsstrategi skal foreligge. Dette udkast skal derefter sendes i offentlig høring og drøftes bl.a. på folkemødet på Bornholm og i Folketinget inden en endelig vedtagelse i oktober/november måned. Hvordan der politisk og offentligt skal følges op på Taksøe-Jensens rapport, er imidlertid uklart.

Det er således nok de færreste, der ved, hvad har f.eks. Udenrigsministeriet lige ”nu gang i”. Det er det også svært at finde ud af selv på ministeriets hjemmeside.

Uffe Torm
NGO-konsulent, fhv. leder, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Pejlemærker og principper – eller politiske prioriteringer?
Der er desuden ikke mange gensidige referencer til de to processer i baggrundsmaterialerne herfor. I kommissoriet for den udenrigspolitiske udredning står der blot, at Taksøe-Jensens rapport vil ”indgå i” baggrundsmaterialet for udarbejdelsen af en ny udviklingsstrategi. Blot indgå heri!? I tidsplanen for udarbejdelsen af en ny udviklingsstrategi er der ikke nogen henvisning til den udenrigspolitiske udredning!

Man må dog formode, at den udenrigspolitiske udredning vil fastlægge i al fald de overordnede rammer for dansk udviklingspolitik, som det udviklingspolitiske strategiarbejde og den kommende forsvarsaftale i 2017 vel har at holde sig indenfor? Så der er nok grænser for, hvor meget en offentlig høringsproces og et folkemøde på Bornholm grundlæggende kan ændre på et udspil fra en topambassadør, som har haft to – måske flere – ministerier og 20 ganske kompetente enkeltpersoner, som repræsenterer de vigtigste udenrigs- og udviklingspolitiske interessenter i Danmark, at spille bold med.

En anden mulig tolkning, som understøttes af de foreløbige udmeldinger fra Taksøe-Jensen og hans følgegruppe er, at den udenrigspolitiske udredning måske kun vil opstille mulige pejlemærker og principper og påpege forskellige interesser og værdier i dansk udenrigspolitik, som politikerne så frit kan vælge imellem, når de skal udforme konkrete udviklings- og forsvarspolitikker mv. Det medfører imidlertid en fare for populistiske beslutninger i en tid, hvor der mest af alt er behov for besindighed i udviklingspolitikken og ikke flere følelsesladede, kortsigtede debatter og selvmodsigende hovsa-løsninger om EU, terrorisme, flygtninge, udviklingsbistand mv. jf. folkeafstemningen om EU og Europol i december 2015.

Også ny EU-udenrigs- og udviklingspolitik
Situationen kompliceres yderligere af, at EU’s udenrigsminister Federica Mogherini har igangsat en lignende proces i EU med henblik på at udarbejde en ny udenrigspolitik strategi, som også omfatter EU’s udviklingspolitik. Det må undre, at UM mig bekendt ikke har informeret offentligheden herom, og at dette hverken nævnes i oplæggene til den udenrigspolitiske udredning eller til den nye udviklingsstrategi. Det er således også uklart, hvordan de nye danske strategier på det udenrigspolitiske område vil bliver koordineret med den kommende nye udenrigspolitiske strategi i EU.

Af en fyldig omtale i Politiken 23. januar af EU-initiativet fremgår det, at EU i erkendelse af unionens faldende indflydelse i verden arbejder frem mod en mere ydmyg og lyttende tilgang i udenrigspolitikken. Der skal lægges mere vægt på interesser og mindre vægt på europæiske værdier vedrørende demokrati og menneskerettigheder. Dette synes at genspejle de første udmeldinger fra ambassadør Taksøe-Jensen, der blev bragt i Politiken 20. januar, hvor danske interesser skal spille en større rolle end danske værdier. Man skulle tro, at han havde forhåndskendskab til EU-processen. Men det fremgår ingen steder!

Hvor kan Danmark gøre en forskel?
Der er imidlertid bestemt behov for samtænkning, fokusering og prioritering, både hvad angår dansk udenrigspolitik og dansk udviklingsbistand. Efter 15 års aktivistisk, men ofte urealistisk og til tider eventyragtig udenrigspolitik med krudt og kugler er der behov for, at Danmark ser på hvilke både konkrete og mere langsigtede politiske, sikkerheds- og handels- og erhvervsmæssige indsatser, der er i Danmarks bilaterale interesse, og hvilke globale interesser Danmark bedre kan pleje gennem FN, EU og NATO.

Efter godt 50 års mere eller mindre idealistisk udviklingspolitik er der behov for at fokusere på, hvilke lande og inden for hvilke politikområder, Danida, dansk erhvervsliv og det danske civilsamfund reelt har muligheder og kompetencer for at gøre en mærkbar og positiv forskel. Især i en tid, hvor bistandsmidlerne både bliver færre, og bistanden samtidig har faldende betydning for de fleste udviklingslande, er der grund til at fokusere og koncentrere bistanden om de indsatser, bistanden er bedst til at fremme. Der er fortsat behov for, hvad man kan kalde en rettighedsbaseret, socialt orienteret udviklingsbistand med henblik på at skabe forudsætninger for bæredygtig vækst for helt at afskaffe fattigdom i verden og modvirke den voksende globale ulighed i overensstemmelse med FN’s nye globale udviklingsmål frem mod 2030.

En forudsætning er imidlertid, at udenrigspolitik, herunder sikkerheds-, forsvars-, handels- samt udviklingspolitik og humanitære bistand kommer til at hænge bedre sammen end hidtil, og at valuta-, finans-, klima-, miljø-, energi-, trafik- samt landbrugs- og fødevarepolitik inddrages heri. I en globaliseret verden er indenrigspolitik også udenrigspolitik og omvendt. Derfor er der behov for en samlet, overordnet styring af de processer, der skal lede frem til en ny fokuseret udenrigs- og udviklingspolitik.

Meget tyder imidlertid på, at det bliver svært at nå til enighed om, hvad der skal fokuseres på og prioriteres i både udenrigs- og udviklingspolitikken, da (egen)interesserne er så forskellige.