Per Stig Møller: Vestens udviklingsindsats i øst må ikke fremstå som svag

Øststøtten blev påbegyndt i 1989 af Lone Dybkjær og udvidet af mig i 1991. At initiativet lå hos miljøministrene skyldtes, at Sovjetunionen ville sætte sig imod enhver form for politisk støtte, men gerne lod os forbedre det miljø, den så grundigt havde forværret. Ved at starte med miljøet, fremmede vi landenes samarbejde med vesten, hvilket var pointen.

Efter opløsningen af Sovjetunionen kunne man hjælpe langt bredere. Vi kunne blandt meget andet genhuse fratrådte sovjetiske officerer for at fremme nedskæringer i de russiske styrker, levere afværgeforanstaltninger for at redde grundvandet i Budapest og indgå et tæt miljøsamarbejde med balterne og Polen samt påbegyndte støtten til landenes demokratiprojekter.

Som udenrigsminister efter 2001 åbnede jeg blandt andet ambassaden i Ukraine, satte støtteprogrammer i gang til de kaukasiske republikker med mere, alt sammen for så vidt muligt at styrke dem til at modstå den russiske revanchisme, som jeg forudså ville komme.

I det perspektiv var jeg naturligvis særlig glad for at forestå udvidelsesforhandlingerne i 2002 og ikke mindst for at få balterne ind.

Seriøst EU-perspektiv til østlandene

For revanchismen kom jo. Gråzoner mellem stridende parter fører altid til krig, fordi den ene part vil forsøge at sætte sig på den anden part, før den anden part gør det.

Derfor gik Rusland ind i Ukraine for at forhindre Nato i at gøre det. Derfor gik jeg ind for at få Ukraine og Georgien hurtigt med, før Rusland måtte forsøge at genindtage dem. Det lykkedes som bekendt ikke, og det må vi have lært af.

Det er ud fra dette perspektiv, vi skal håndtere den nu vidt forgrenede øststøtte, som godt må blive større. Den demokratiske modstandskraft skal styrkes. Civilsamfundet skal hjælpes frem. Samhandelen skal vokse, så økonomien, beskæftigelsen, skattegrundlaget og uddannelses- og sundhedssektorerne kan styrkes.

Og alle steder kræver det hjælp til den juridiske sektor for at komme korruptionen til livs. Det påtog vi os på Balkan. Danida støttede for eksempel oprettelsen af et domhus i Albanien, hvorefter dommeren døbte sin datter – Danida.

I EU skal vi virke for, at østsamarbejdet uddybes og give de ansøgerlande, vi accepterer, et seriøst EU-perspektiv. Såvel på Balkan som i Kaukasus vil det styrke deres vilje til at stå imod nye russiske forsøg på at dominere dem.

Kun ved at vise Rusland, at det ikke kommer videre med dets erobringer og godt kan glemme sin storrussiske drøm, kan vi håbe på at forhindre en europæisk krig, som Putin jo til overflod har vist, at han er rede til at udløse.