Lyder det bekendt? De tre skævheder er stadig uddannelsessystemets svøbe, blot med én ændring - det er blevet værre.

Det var Erik Jørgen Hansens undersøgelser, der i 1960'erne startede debatten om ulighed i uddannelse. I 1978 kunne han så konstatere, at der var sket en gigantisk udbygning af uddannelserne, men at det hverken førte til øget lighed eller bedre kvalifikationer for arbejderklassen.

Hvorfor?

Mange forældre betragter den røde studenterhue som en menneskeret for deres poder, og erhvervsuddannelserne har ikke samme prestige som 1970'ernes EFG.

Lars Olsen
Journalist, forfatter, foredragsholder

Jeg diskuterede det flere gange med ham - Erik Jørgen Hansen prægede debatten helt frem til sin død i 2017.

På et tidspunkt gav han mig en artikel fra tidsskriftet Acta Sociologica 1978 - og den er stadig surrealistisk aktuel.

Et kort kig tilbage: Der skete i 1960'erne og 1970'erne en dramatisk uddannelses-ekspansion. Der blev også oprettet nye uddannelser som hf og EFG, erhvervs faglige grunduddannelser, som på basisåret havde det fælles ungemiljø, som mange i dag efterlyser på erhvervsuddannelserne.

Grundlæggende skete ekspansionen imidlertid inden for de eksisterende strukturer; Der blev ikke skabt et samlet system for de 16- til 19-årige, sådan som det en overgang var på tegnebrættet.

Paradoksalt nok afspejlede dette ikke interesserne hos hovedklasserne i den kapitalistiske produktionsmåde, påpegede Erik Jørgen Hansen.

Industrikapitalen fik ikke de højt kvalificerede faglærte, som de havde brug for i en moderne specialiseret nicheproduktion.

Arbejderklassen fik heller ikke det afgørende løft af deres unge i en uddannelses-ekspansion, der især gavnede middelklassen.

De sociale interesser blev nemlig omformet til praktisk politik af kræfter, som førte ekspansionen ind i det eksisterende gymnasium.

Blandt de store partier var kun Socialdemokratiet reform-orienteret.

For Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad og andre handler lighed om at genskabe respekten for praktisk arbejde og uddannelse.

Lars Olsen
Journalist, forfatter, foredragsholder

Socialdemokratiet ville skabe lige muligheder for uddannelse, men "koncentrerede reelt sin interesse om at gøre det muligt for flere af arbejderklassens børn at tage en gymnasial uddannelse," skriver Erik Jørgen Hansen.

Det skete også, især gennem hf, men grundlæggende vandt middelklassen mest på Socialdemokratiets reformer, påpegede Erik Jørgen Hansen.

En anden vigtig drivkraft var embedsapparatet, der "må betragtes som en selvstændig social kategori med dets egen ideologi og interesser".

Helt afgørende var arkitekten bag statslig planlægning i Danmark, Finansministeriets Erik Ib Schmidt: Der var behov for flere med gymnasial og videregående uddannelse, men for størstedelen af arbejderklassen var det tilstrækkeligt med specialarbejderkurser og korte handelsuddannelser.

Det nye EFG var populært blandt de unge, men blev kun langsomt udbygget.

De små virksomheder foretrak den gamle mesterlære, hvor lærlingene også var billig arbejdskraft.

Hertil kom, at ved at lede ekspansionen ind i gymnasiet undgik politikere og embedsapparat en konflikt med ressourcestærke pressionsgrupper som gymnasierne og dets lærerkorps.

De konserverende kræfter er ikke blevet mindre siden. I flere årtier fulgte politikere, embedsapparat og medier angelsaksiske forestillinger om the knowledge economy, der ensidigt satsede på gymnasial og akademisk uddannelse.

Nu kan de ikke få den akademiske ånd tilbage i flasken.

Mange forældre betragter den røde studenterhue som en menneskeret for deres poder, og erhvervsuddannelserne har ikke samme prestige som 1970'ernes EFG.

Den mest opløftende ændring siden 1970’erne er Socialdemokratiet.

Den højere middelklasse har imidlertid store ressourcer til at kæmpe imod. Det så vi i dagene op til Reformkommissionens udspil om hpx.

Lars Olsen
Journalist, forfatter, foredragsholder

Med Mette Frederiksen (S) kom en ny generation til. De lider ikke af den dårligdom, som Erik Jørgen Hansen med rette pegede på - forkærligheden for det gymnasiale og akademiske uddannelsessystem.

For Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad (S) og andre handler lighed om at genskabe respekten for praktisk arbejde og uddannelse.

Den højere middelklasse har imidlertid store ressourcer til at kæmpe imod. Det så vi i dagene op til Reformkommissionens udspil om hpx.

Gennem professionelt lobbyarbejde lækkede Efterskoleforeningen dele af udspillet (jeg blev selv ringet op af en lobbyist, der arbejdede for Efterskoleforeningen*), hvor der blev flyttet midler fra efterskolernes 10.klasse - et statssubventioneret tilbud, der især benyttes af de velbjærgedes børn.

Inden Reformkommissionen overhovedet havde spillet ud, var denne del af udspillet skudt ned gennem en trommeild af medier og partier, der rakte fra SF til Danmarksdemokraterne.

Regeringen måtte frede efterskolerne og koncentrere en hpx-reform om andre dele af uddannelsessystemet.

De kommende måneders store spørgsmål bliver: Vil resten af reformen lide samme skæbne?

Mange i uddannelsessektoren vil hade Mattias Tesfaye. De vil også få masser af opmærksomhed i medierne, men forhåbentlig vinder hensynet til de unge og samfundet - denne gang.

* Altinget har efter publiceringen af indlægget præciseret, at Lars Olsen selv fik indsigt i dele af udspillet før offentliggørelsen