Helene Liliendahl Brydensholt
 svarer 
Mattias Tesfaye

Vil ministeren kommentere henvendelse fra Dansk Førstehjælpsråd vedr. førstehjælp der er ved at forsvinde i folkeskolen?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Børne- og Undervisningsudvalget, Spørgsmål 227

Vil ministeren kommentere henvendelse fra Dansk Førstehjælpsråd vedr. førstehjælp der er ved at forsvinde i folkeskolen; jf. BUU alm. del - bilag 152?

Svar fra torsdag den 2. maj 2024

Elever i folkeskolen skal i dag undervises i førstehjælp i det obligatoriske emne færdselslære. At emnet er obligatorisk betyder, at alle elever undervises i færdselslære i deres skoleforløb. Det følger af læreplanen (Fælles Mål), at formålet med færdselslære bl.a. er, at ”Eleverne skal i emnet færdselslære udvikle kompetencer til at færdes sikkert og ansvarsfuldt i trafikken uden risiko for sig selv og andre og kunne yde førstehjælp i færdselsrelaterede ulykkessituationer.” Læreplanen for emnet har to bindende kompetenceområder, der skal indgå i undervisningen i færdselslære: Trafikal adfærd og ulykkeshåndtering. Det følger af kompetencemålet, der knytter sig til kompetenceområdet ”ulykkeshåndtering”, at ”Eleven kan hjælpe i forbindelse med tilskadekomst på skolens område”.

Som led i Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse af den 19. marts 2024 har forligskredsen besluttet, at de i dag bindende færdigheds- og vidensområder fra den 1. januar 2025 vil være vejledende.

Formålet med færdselslære og de bindende kompetenceområder- og mål vil dog forblive bindende.

Med aftalen har folkeskoleforligskredsen også besluttet, at folkeskolens nuværende læreplaner (Fælles Mål) skal erstattes af mere enkle planer for folkeskolens fag. I januar 2024 blev der nedsat en ekspertgruppe, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag til ministeren og folkeskoleforligskredsen med anbefalinger til den konkrete tilrettelæggelse af udviklingen af nye læreplaner (Fagfornyelsen). Ekspertgruppen skal bl.a. vurdere om de nuværende obligatoriske emner og tværgående temaer fortsat skal indgå. Der nedsættes fagudvalg for folkeskolens fag, som skal udarbejde de kommende læreplaner.

Beslutningen om, hvorvidt førstehjælp fortsat skal indgå i undervisningen i folkeskolen afventer det videre arbejde med udviklingen af nye læreplaner, som forventes at træde i kraft fra skoleåret 2027/2028. Det obligatoriske emne færdselslære, og dermed undervisningen i førstehjælp, vil således ikke være yderligere berørt, end de lempede bindinger fra 1. januar 2025, før 2027/2028.

Jeg har bedt Uddannelses- og Forskningsministeriet om at besvare den del af spørgsmålet, der omhandler læreruddannelsen. Uddannelses- og forskningsministeriet oplyser følgende:

"I den tidligere læreruddannelse indgik kurset færdselslære (inklusiv førstehjælp) som et frivilligt kursus. Førstehjælp var således et element i kurset færdselslære. Kurset lå uden for uddannelsens ECTS-ramme og var dermed ikke en obligatorisk del af uddannelsen. Ifølge evalueringen af læreruddannelsen fra 2018 deltog 11 pct. af de lærerstuderende i kurset.

I den nye læreruddannelse er de frivillige kurser blevet afskaffet, herunder færdselslære (inklusiv førstehjælp). Nogle af de tidligere, frivillige kurser er blevet omdannet til valgfag inden for uddannelsens ECTS-ramme. Den tidligere udviklingsgruppe for læreruddannelsen – bestående af uddannelsens primære interessenter – vurderede, at færdselslære (inklusiv førstehjælp) ikke skulle indgå som et af de nye valgfag. I stedet foreslog udviklingsgruppen, at færdselslære (inklusiv førstehjælp) kunne udbydes som efteruddannelse for færdiguddannede lærere.

Aftalepartierne bag reformen af læreruddannelsen valgte at følge udviklingsgruppens forslag om ikke at gøre færdselslære (inklusiv førstehjælp) il et af de nye valgfag i den nye læreruddannelse.

Til baggrund kan det i øvrigt oplyses, at det fremgår af bekendtgørelsen for den nye læreruddannelse, at professionshøjskolerne kan "tilbyde de studerende kurser i undervisning af voksne og i andre emner og aktiviteter, der peger mod lærerens arbejdsområder", (§ 6 i BEK nr. 374 af 29/03/2023)."

0:000:00