Gå til
tilmelding

Program torsdag d. 17 juni

* Torsdagens debatter foregår både fysisk i Altingets gård, København og digitalt

 

08:00-09:00

Flere udsatte unge ind i fritidsfællesskaberne

Red Barnet

 

En samtale om vejene ud af mistrivsel for børn og unge efter corona.

Tilmeld

 

Deltagere: Troels Boldt Rømer, landsforperson, Ungdommens Røde Kors / Maria Kavita Nielsen, direktør, Minds Your Own Business / Søren Østergaard, centerchef, Center for Ungdomsstudier / Janne Tynell, chef for kommunikation & Politik, Red Barnet

Moderator: Jonas Keiding Lindholm, direktør, Tænketanken Mandag Morgen

Mange børn og unge har lidt et stort knæk i trivslen, mens deres fritidsfællesskaber som idrætsforeninger, spejderklubber, ungdomsskoler og fritidsjobs gennem de seneste 14 måneder har været delvist lukkede. Undersøgelser viser, at især børn og unge i udsatte positioner ikke er vendt tilbage til fritidsfællesskaberne ifm. genåbningen. Hvordan sikrer vi som fagpersoner og praktikere, at alle børn og unge bliver en del af positive fritidsfællesskaber – også de børn og unge der før pandemien befandt sig på kanten eller stod helt udenfor? Det spørgsmål stiller Red Barnet skarpt på i en samtale om børn og unges deltagelse i fritidsfællesskaber med udgangspunkt i unges erfaringer samt Red Barnets nye undersøgelse Bryd Barrieren.

 

09:00-10:00

Lukkede grænser som ”the new normal”: er et integreret dansk-svensk arbejdsmarked en forældet illusion?

Greater Copenhagen

 

En status på det dansk-svenske arbejdsmarked efter et år med lukkede grænser og en øget digitalisering.

Tilmeld

 

Deltagere: Kristian Thulesen Dahl, formand, Dansk Folkeparti / Katrin Stjernfelt Jammeh, Borgmester, Malmø Kommune / Laila Pawlak, CEO, SingularityU Nordic og DARE2 / Mikkel Aarø-Hansen, CEO, Wonderful Copenhagen

Moderator: Tue David Bak, Direktør, Greater Copenhagen

Den frie bevægelighed har alle dage været en afgørende forudsætning for udvikling og for vækst. Den har bragt velstand, nye idéer og inspiration med sig. Men den frie bevægelighed er truet. Det er den ikke kun i fjerne verdensdele men også lige her i Danmark og i Sverige, hvor den typiske løsning på en vilkårlig krise er at lukke sig om sig selv, kere sig om sine egne og lukke grænsen. Men har vi brug for den frie bevægelighed i fremtiden? Og er lukkede grænser og grænsekontrol ikke en nødvendig sikkerhed i moderne samfund? For Corona har lært os, at vi sagtens kan arbejde digitalt, så kan vi ikke lige så godt fortsætte med lukkede grænser og indstille os på, at vores grænseoverskridende arbejdsmarked bliver et digitalt arbejdsmarked? Er et dansk-svensk arbejdsmarked ikke bare lig med bøvlede, unødvendige og administrativt tunge processer? Og er øgede grænsekontroller ikke en ekstra og nødvendig sikkerhed? Vi tager debatten med deltagelse af både svenske og danske tilhængere og kritikere af et åbent arbejdsmarked og spørger, om vi skal vænne os til at lukkede grænser? Og om vi fortsat kan have tillid til, at indretningen af vores fælles arbejdsmarked i Norden ikke bliver forstyrret af udefrakommende kriser og lukkede grænser?

 

10:00-11:00

Levende bymidter – med eller uden butiksliv efter Covid-19

De Samvirkende Købmænd

 

Debat om bymidternes fremtid efter Covid-19, med stigende e-handel og flere aflastningscentre.

Tilmeld

 

Deltagere: Kontorchef Karoline Amalie Steen, Kommunernes Landsforening / Direktør Mikkel Niess, BIDdanmark / Direktør John Wagner, adm. direktør, De Samvirkende Købmænd / Kaare Dybvad Bek, Bolig- og Indenrigsminister

Moderator: Lisbeth Knudsen, Strategidirektør, Altinget & Mandag Morgen

DSK inviterer til debat om, hvordan man efter Covid-19 kan genskabe levende bymidter med masser af butiks- og restaurationsliv, kultur og sociale aktiviteter. Bliver bymidterne udkonkurreret af e-handel og de såkaldte aflastningscentre uden for byerne? Hvad kan og skal erhvervslivet selv gøre, hvad er kommunernes ansvar, og hvad med de af staten fastlagte detailhandelsbestemmelser?

 

 

11:00-12:00

Ligestilling - kan du vente i 136 år?

Bain & Company

 

Fra forskellige generationer og trin på karrierestigen giver vi dig tre kvinders perspektiv på, hvorfor det står så skidt til med ligestillingen herhjemme.

Tilmeld

 

Deltagere: Susanne Palsten Buchardt, Vice President hos Novozymes / Nille Klæbel, CEO hos Philips Nordics / Michelle Vestergaard, Head of presales hos Telia

Moderator: Hans Henrik Beck, Partner, Bain & Company

Engang var Danmark et foregangsland for ligestilling. Sådan er det ikke længere. På blot et år er vi faldet fra en 14. til en 29. plads på verdensranglisten over ligestilling, og vi fremhæves nu som et af de lande med udviklet økonomi, hvor løngabet er størst. Og det imens vores nordiske søskende er at finde i toppen af listen. World Economic Forum anslår, at det på globalt plan vil tage knap 136 år at lukke det nuværende hul i ligestillingen. Det kan vi simpelthen ikke vente på. Det er tid til drastiske ændringer i, hvordan vi rekrutterer, fastholder, udvikler og forfremmer kvindelige talenter – fra de forlader sæderækkerne i universitetets auditorium til de indtager stolene i bestyrelseslokalet. Hos Bain & Company tror vi, at forskellige perspektiver kun er med til at styrke organisationen. Samtidig opererer vi i en branche, hvor det ikke er nogen hemmelighed, at der er langt mellem kvindelige partnere. Derfor inviterer vi tre kvinder fra tre forskellige trin på karrierestigen til en snak om, hvordan det er at være kvinde på det danske arbejdsmarked. Vi håber, at det kan give os et tiltrængt perspektiv på, hvorfor det står så skidt herhjemme, og hvad vi kan gøre for, at Danmark – igen – placerer sig i toppen af listen.

 

12:00-13:00

Hvordan fremmer vi en sund vægt hos børn og unge?

Novo Nordisk Fonden

 

Alle børn har ret til sunde børneliv med gode rammer for at vokse op med sund vægt og en sund krop gennem livet. Sådan er det desværre ikke for alle i dag, og udviklingen går den forkerte vej og påvirker stadig flere børn og unge i Danmark.

Tilmeld

Deltagere: Jane Heitmann, Psykiatri- og Ældreordfører for Venstre, fmd. for Sundheds- og Ældreudvalget / Mette Lolk, afdelingschef for Forebyggelse og Oplysning, Kræftens Bekæmpelse / Tine Curtis, leder af KL’s Center for Forebyggelse i praksis / Anne-Mette Brandt, direktør for børn, sundhed og velfærd i Albertlund Kommune / Arne Astrup, Project Director, Novo Nordisk Fonden

Moderator: Maja Thiele, læge og forsker, vært på DRs ”Sygt nok” mv.

Hvordan kan vi som samfund ændre denne udvikling og lave tiltag, der fremmer en sund vægt? Hvad ved vi om, hvad der virker og virker bedst? Har vi den viden, der skal til for at vende udviklingen? Sund vægt er ikke et problem med en løsning. Det er en kompleks udfordring, der kræver strukturelle, tidlige, forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Det handler om bevægelse, mad, søvn, trivsel, sociale skel, adgang til fællesskaber og meget, meget mere. Med alle disse forskellige perspektiver i spil, hvordan finder vi så frem til, hvor der skal sættes ind - og af hvem? Og hvordan skal ansvaret fordeles med så mange aspekter og aktører i spil? Sund vægt defineres som en vægt, der sikrer trivsel, både fysisk, mentalt og socialt.

 

 

13:00-14:00

Digitale kontroverser: Hvordan påvirker algoritmer den demokratiske debat?

Infomedia

 

Hvordan påvirker digitale teknologier den offentlige debat? Og hvad betyder det for demokratiet?

Tilmeld

 

Deltagere: Michael Jarlner, Politiken, international kommentator og tech-redaktør / Joselene Marques, Infomedia, leder af data science / Sine Nørholm Just, Roskilde Universitet, leder af ADD-projektet

Moderator: Lisbeth Knudsen, Altinget/Mandag Morgen, Strategidirektør

I de seneste år er data, algoritmer, kunstig intelligens og andre digitale teknologier for alvor kommet på den offentlige dagsorden og blevet genstand for politisk stillingtagen så vel som bredere debat. Et vigtigt spørgsmål er, hvordan teknologierne påvirker debatten og former den demokratiske udvikling i bred forstand. Hvad vil det sige, at det offentlige rum er blevet digitalt? Og kan vi – via de nye teknologier, men også i kraft af debatten om dem – præge udviklingen i en mere demokratisk retning? Infomedia præsenterer ny undersøgelse af mediernes dækning af begreberne algoritmer og kunstig intelligens og relationen til dialoger om indvirkning på demokrati og politiske debatter.

 

14:00-15:00

Diversitet i forskning – videnbaseret debat om mål og midler

Danmarks Frie Forskningsfond

 

Hvordan arbejder vi bedst med diversitet i forskningen? Sektorens aktører debatterer mål og midler.

Tilmeld

 

Deltagere: Karen Vallgårda, Det Unge Akademi / Thomas Bjørnholm, Villum Fonden / Henrik C. Wegener, Københavns Universitet, Rektorkollegiet / Maria Theresa Norn, Tænketanken DEA / Jes Broeng, Det Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Moderator: Maja Horst, Danmarks Frie Forskningsfond

Diversitet i forskning og forskningsfinansiering er hyppigt til debat. Det bliver dog undertiden en polariseret debat, som drives mere af holdningsbaserede end evidensbaserede argumenter. I ønsket om et bedre vidensgrundlag for debatten offentliggjorde Danmarks Frie Forskningsfond og Tænketanken DEA i maj en rapport, der belyser diversitet i forskningsverdenen i forhold til køn, alder, karrieretrin, nationalitet og fagområde. Med indsigter fra rapporten som afsæt inviterer DFF på Folkemødet en række aktører i forskning og forskningsfinansiering til at diskutere diversitet og i fællesskab blive klogere på spørgsmål som: - Hvorfor er diversitet i forskning vigtig? - Overskygger fokus på køn andre vigtige faktorer, og hvordan bør balancen være mellem forskellige diversitetshensyn? - Hvad er dynamikken mellem diversitet og excellencekriterier i forskningen? - Hvordan opnår vi bedst diversitet i forskningen? - Hvem har hvilket ansvar for diversitet i forskningen?

 

15:00-16:00

Ældre mister synet mens de venter i køen til sundhedsvæsenet!

Øjenforeningen

 

Øjenforeningen ”stiller skarpt” på øjenpatienters ret til hurtig udredning og behandling.

Debatten er muliggjort med sponsorat fra Bayer og Novartis

Tilmeld

 

Deltagere: Per Larsen, sundhedsordfører, Det Konservative Folkeparti / Marijke Vittrup, direktør, Øjenforeningen / Morten la Cour, professor og klinikchef, Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet og formand for Øjenforeningen / Klaus Lunding, formand, Danske Patienter / Torben Kjær, Medlem, Danske Regioners Sundhedsudvalg, Enhedslisten

Moderator: Ole Toft netværks- og innovationsredaktør, Altinget

Ældre med øjensygdomme, der kan true synet på få uger, lades i stikken af det danske sundhedsvæsen. De venter i månedsvis på øjenlægetid og endnu længere på diagnosen og endelig behandling. Mange bliver derfor blinde af deres sygdom i ventetiden. Øjenforeningen stiller skarpt på udfordringerne med de lange ventetider og de utilstrækkelige patientrettigheder. Mulige løsninger, der kan redde ældre øjenpatienternes syn, sættes til debat.

1) Hvordan sikrer vi et sundhedsvæsen, der tager højde for forskellige sygdomsforløb?

2) Er de nuværende patientrettigheder og behandlingsgarantier gode nok?

3) Hvad bør en kommende sundhedsreform indeholde for at styrke ligheden i sundhed – også for øjenpatienter?

Dette er nogle af de spørgsmål, Øjenforeningen rejser i årets debat på Folkemødet. Mød op eller lyt med – og få selv syn for sagen.

 

16:00-17:00

Er tiden løbet fra store infrastrukturprojekter?

Greater Copenhagen

 

Er der behov for flere store infrastrukturprojekter, eller er klimahensyn og digital udvikling kommet disse anlægsprojekter i forkøbet?

Tilmeld

 

Deltagere: Sophie Hæstorp Andersen, Regionsrådsformand, Region Hovedstaden og næstformand hos Greater Copenhagen / Mogens Fosgerau, Professor i transportøkonomi, Københavns Universitet / Andreas Egense, Afdelingsleder, Vejdirektoratet / Thomas Dalsgaard, Partner, Copenhagen Infrastructure Partners

Pitches: Casper Kirketerp, CEO, Clever / Jens Boe Jacobsen, direktør for forretningsudvikling, Arriva / Steen Myhre Erichsen, Dronechef, Naviair og Bo Pedersen, Kommunikationsdirektør, Naviair

Moderator: Tue David Bak, Direktør, Greater Copenhagen

De sidste 40 år har budt på mange større infrastrukturprojekter i Greater Copenhagen. Storebæltsbroen, Øresundsbroen og nu Femern-forbindelsen. Den bagved liggende tanke synes at have været at forbinde de nordiske lande med resten af Europa. Den mission er tæt på at være opnået, men har vi reelt behov for flere store infrastrukturprojekter, eller er klimahensyn og digital udvikling kommet de store anlægsprojekter i forkøbet? Vil vi fortsat se samme mængde af eksotiske varer blive sendt til Europa? Og har den digitale udvikling gjort behovet for at flytte mennesker fra en af verden til en anden del verden mindre? Og kan droner, selvkørende fartøjer og andre digitale teknologier erstatte behovet for nye broer, veje og tunneller? I ægte Løvens Hule format sætter Greater Copenhagen tre pitches om mulige scenarier for fremtidens infrastruktur over for et ekspertpanel, som skal reagere på de forskellige forslag og ideer, og om de er værd at ”investere” i. Er der nyt potentiale i den store infrastruktur, når det kommer til klimaløsninger og regional sammenhørighed – eller kalder fremtiden på noget helt andet?

 

17:00-17:50

God energi fra Det Hvide Hus

Bain & Company

 

Bain & Company inviterer til en snak om Joe Bidens ambitiøse mål om at halvere USA's udledning af klimagasser frem mod 2030, hvad dette betyder for verden samt hvilke muligheder det giver for Danmark.

Tilmeld

 

Deltagere: Joseph Scalise, leder af Bain’s globale Energy & Natural Resources praksis / Rufus Gifford, tidligere ambassadør for USA i Danmark / Michael Simmelsgaard, COO, Rambøll 

Moderator: Thomas Arentsen, Partner hos Bain & Company

Joe Biden har i løbet af sine første 100 dage som præsident udrettet mere end mange andre præsidenter før ham – for økonomien, uligheden og for klimaet. For nyligt inviterede han 40 udvalgte verdensledere (heriblandt Mette Frederiksen) til at diskutere verdens klimatilstand forud for COP26. Da han efterfølgende annoncerede det ambitiøse mål om at halvere USA's udledning af klimagasser frem mod 2030, sendte det aktierne hos både Vestas og Ørsted i vejret. Det nye mål indebærer bl.a. drastiske forandringer i energisektoren, hvor Biden har offentliggjort store stigninger i investeringer i vedvarende energikilder såsom vindmøller og solcelleanlæg. Bain & Company inviterer til en snak om de nye toner fra Det Hvide Hus. Direkte fra USA vil leder af Bain’s globale Energy & Natural Resources praksis, Joseph Scalise, give en status på den nuværende konkrete udvikling. Efterfølgende har vi inviteret Rufus Gifford, tidligere ambassadør for USA i Danmark, samt danske aktører på det globale og amerikanske marked til en snak om, hvad dette betyder for verden samt hvilke muligheder det giver for Danmark.