3F i alarmberedskab: Krifa-overenskomst er national løndumping

STILLINGSKRIG: Ny overenskomst mellem Krifa og ITD er en væsentlig forringelse af løn- og arbejdsvilkår, vurderer 3F, som kalder det et direkte angreb på den danske model. 

Foto: Claus Fisker/Scanpix
Søren Elkrog Friis

Et direkte angreb på den danske model.

Fagforbundet 3F lægger ikke fingre imellem i beskrivelsen af den overenskomst, som Krifa og den nystiftede arbejdsgiverforening ITD indgik tidligere i maj.

En direkte sammenligning med de eksisterende overenskomster viser ifølge 3F, at der er tale om væsentlige forringelser af løn- og ansættelsesforhold for ansatte i transportbranchen.

"For os at se er der ingen tvivl om, at der er tale om national løndumping, hvor man skaber ulige konkurrencevilkår til skade for de virksomheder, som ønsker at drive en fornuftig virksomhed i Danmark," siger Jørgen Aarestrup, der er næstformand i Transportgruppen under 3F.

Fakta
  • Der er cirka 5.000 vognmandsvirksomheder i Danmark.
  • Cirka en tredjedel er selvkørende vognmænd uden ansatte, som derfor ikke har brug for overenskomst.
  • Ud af cirka 3.600 vognmænd med ansatte er der omkring 1.000, som ikke er overenskomstdækket.
  • 730 virksomheder i transportbranchen er medlem af ITD.
  • ITD oprettede i december en arbejdsgiverforening, som ifølge ITD indtil videre har et tociftret antal medlemmer.

Vil overenskomstdække gråzonen
Der er ifølge 3F omkring 3.600 vognmandsvirksomheder med ansatte i Danmark, hvoraf godt 1.000 ikke har overenskomst. Resten tilhører overenskomsten mellem 3F og en af de to dominerende brancheorganisationer DTL og ATL.

Men i december sprang den mindre brancheorganisation ITD også ud som arbejdsgiverforening - og kunne 11. maj præsentere en ny overenskomst indgået med Krifa.

Vores fokus er de dele af sektoren, som ikke har kunnet se sig selv i en 3F-overenskomst på grund af manglende fleksibilitet. Så vores ambition er, at vi samlet set får skabt mere ordnede forhold, end der er i dag

Søren Fibiger Olesen
Formand, Krifa

Ifølge ITD og Krifa er den nye overenskomst et fleksibelt tilbud målrettet gråzonen i transportbranchen, som i dag ikke har overenskomst.

"Det er klart, at der er forskel på de to overenskomster. I vores er der lagt op til mere lokal forhandling end i 3F's, hvor tingene er skåret meget firkantet ud. Vores fokus er de dele af sektoren, som ikke har kunnet se sig selv i en 3F-overenskomst på grund af manglende fleksibilitet. Så vores ambition er, at vi samlet set får skabt mere ordnede forhold, end der er i dag," siger Krifa-formand Søren Fibiger Olesen.

ITD: Lønnen skal forhandles lokalt
Ifølge 3F kan en chauffør opleve en lønnedgang ned til 37 procent, hvis han/hun arbejder på Krifa-overenskomst.

Hos ITD Arbejdsgiver bekræfter formand Gert Jakobsen, at deres overenskomst som udgangspunkt er 'billigere' end 3F's.

Men hvor 3F's overenskomst er en såkaldt normallønsoverenskomst - hvor chauffører fra dag ét er garanteret et forholdsvist højt lønniveau, har Krifa og ITD forhandlet en minimumsoverenskomst, som fastsætter et minimumsniveau, hvorefter løn og tillæg forhandles individuelt baseret på erfaring og anciennitet.

"3F kan godt have ret i, at udgangspunktet er lavere, men meningen er jo heller ikke, at en trænet chauffør skal blive ved med at køre på den her løn. Det skal man forhandle sig til lokalt," siger Gert Jakobsen.

ITD-formanden understreger, at 3F blev indbudt til forhandlinger om en ny overenskomst før Krifa, men at tilnærmelserne blev blankt afvist.

Sporene fra Vejlegården
Krifa er en af de såkaldt 'gule' fagforeninger, og er flere gange tørnet sammen med 3F. Mest spektakulært gik det for sig i sommeren 2012, da 3F lavede blokade mod restaurant Vejlegården, fordi de ville tegne overenskomst med Krifa. Sagen udviklede sig til et principielt spørgsmål om konfliktret - med ivrig deltagelse af medier og politikere, og efterlod både 3F og den danske model lettere forslået. 

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen fra FAOS-instituttet ved Københavns Universitet opstår der først for alvor en trussel for de traditionelle parter i det øjeblik, en virksomhed forsøger at konflikte sig ud af 3F-overenskomsten for at skifte til Krifa/ITD.

"Så får vi en situation, som minder om Vejlegården. Og hvor 3F må tænke sig virkelig grundigt om for at undgå en tilsvarende dårlig sag i medierne," siger han.

3F har dog god grund til at være på stikkerne, vurderer han.

3F indleder offensiv
3F er lige nu ved at lægge sidste hånd på en større analyse af forskelle mellem Krifa/ITD-overenskomsten og 3F's egne overenskomster - og indleder derefter en organiseringsoffensiv i transportbranchen.

"Vi vil selvfølgelig tage kampen op for at sikre os, at alle transportvirksomheder i Danmark er omfattet af en rigtig transportoverenskomst. Og jeg vil absolut ikke afvise, at ITD’s medlemmer kan komme forrest i rækken," siger Jørgen Aarestrup.

Næstformanden lægger ikke skjul på, at erfaringerne fra Vejlegården har sat sine spor.

"I enhver sag, hvor vi går ud og kræver en overenskomst - og som har det mindste politiske islæt, tror jeg, alle har lært af Vejlegården - inklusiv 3F. Der er ingen, som ønsker at komme i sådan en situation igen," siger han.

Ifølge Søren Fibiger Olesen er der frit rov, så længe 3F ikke anlægger blokade mod virksomheder, som har valgt en ITD/Krifa-overenskomst.

"Fair nok, at de ønsker at få så mange som muligt over på deres overenskomst, så længe de lader dem, som har valgt Krifa, være i fred," siger Krifa-formanden.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

Det siger 3F om forskel på overenskomsterne

Der findes i dag to hovedoverenskomster for ansatte i transportbranchen:

Transportoverenskomsten mellem 3F og DTL's arbejdsgiverforening under Dansk Erhverv Arbejdsgiver for chauffører, flyttearbejdere, eksportchauffører og renovationsarbejdere.

Transport- og Logistikoverenskomsten mellem 3F og ATL Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik under DI for chauffører, lager- og terminalarbejdere, flyttearbejdere, eksportchauffører og renovationsarbejdere.

Brancheorganisationen ITD stiftede i december en arbejdsgiverforening, som 11. maj indgik en overenskomst med Krifa.

Hovedtræk i den nye overenskomst:

  • Minimalløn for chauffører, lagerarbejdere, mekanikere og øvrige ansatte på 137 kr. pr. time. Derudover forhandles løn individuelt baseret på erfaring og anciennitet.
  • Parterne må ikke anvende kollektive kampskridt som strejke, blokade og lockout.
  • Den ugentlige arbejdstid kan planlægges op til 45 timer, uden at det udløser overarbejde.

Ifølge Krifa og ITD underbyder mindstelønsniveauet ikke markedet i forhold til eksisterende overenskomster.

Transportgruppen under 3F er ved at foretage et detaljeret analysearbejde af forskelle på 3F og Krifas overenskomst. Arbejdet er endnu ikke afsluttet, men på nuværende tidspunkt konkluderer 3F følgende:

  • For en chauffør, som arbejder 37 timer om ugen i normale dagtimer, vil Krifas overenskomst medføre en lønreduktion på 8,5 procent i forhold til Transportoverenskomsten.
  • En ugentlig arbejdstid på 45 timer vil resultere i en lønnedgang på 14 procent. Det skyldes, at Krifas overenskomst tillader en ugentlig normalarbejdstid på op til 45 timer, før der skal betales tillæg for overarbejde.
  • Ved natarbejde og arbejde om søndagen vil Krifas overenskomst indebære yderligere en markant lønnedgang.
  • På uddannelsesområdet er der også tale om flere forringelser. For eksempel er der ingen lærlingeoverenskomster. Løn- og arbejdsvilkår for chaufførlærlinge er dermed ikke reguleret i overenskomsten.

3F vurderer derfor, at der er tale om væsentlige forringelser, som vil skabe ulige konkurrencevilkår for national transport i Danmark.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Fibiger Olesen

fhv. formand, Krifa, fhv. formand, The World Organization of Workers
fotohandler (1980)

0:000:00