Ny bog fortæller den grumme historie om minksagens virkelige skandale  

Anmeldelsen er bragt første gang 3. oktober 2023.

Nogle idéer er så indlysende, at ingen får dem.

I omtrent to år fra 2020 til 2022 befandt hele Danmark – i hvert fald pressen og det politiske miljø – sig i en kollektiv mink-ekstase.

Et helt erhverv var blevet nedlagt ved en ordre, der ikke bare var i strid med loven, men med selve Grundloven! Statsmagten havde mobiliseret både politi og militær i en ulige kamp med de sagesløse minkavlere. Nu skulle ansvaret placeres, og mange mente, at statsministeren måtte i Rigsretten.

Et sted i Danmark sad en forfatter og undrede sig. Hun så kilometervis af trådbure, hun så stativer fyldt med plader, der igen var fyldt med mink.

"Stativer med mink som skulle hvad? Køres i gasovn? Var de bedøvede? Eller var de døde?"

Hun så kilometervis af barakker indrettet til systematisk aflivning af levende væsener. Og hun kunne ikke få de billeder, der rullede hen over tv-skærmen, til at passe med de ord, der blev sagt. Hun tænkte, om det måske var hende selv, der ved at blive skør.

Hun tegner et chokerende billede af en branche, der for længst var gået i forrådnelse, da den i 2020 blev lukket ned

Jakob Nielsen

Men nej: Mathilde Walther Clark var ikke blevet skør. Hendes undren var en indlysende undren. Så indlysende, at vi andre ikke fik øje på den – højst i glimt i en enkelt artikel, et enkelt tv-indslag, et enkelt spørgsmål til ministeren.

Mens "menneskene havde travlt med at lege deres ældgamle leg: politik", begyndte Mathilde Walther Clark at søge efter svar på de spørgsmål, som trængte sig på: "Hvorfor? Hvad er det her? Hvordan er det kommet i stand?"

Det bedste, der er skrevet om minksagen

Nu har hun samlet sin undren i en bog, hvor hun tager kikkerten fra det blinde øje og retter den væk fra den politiske skandale og hen mod selve minkbranchen. Hun tegner et chokerende billede af en branche, der for længst var gået i forrådnelse, da den i 2020 blev lukket ned. ’Det blinde øje’ er suverænt det bedste, der er skrevet om minksagen. Og det siger ikke så lidt.  Det er en rystende bog, der vender op og ned på vores forestillinger om helte og skurke – og efterlader læseren med en besk smag i munden

Bogen er et essay, men Walther Clarks metode er langt hen ad vejen den undersøgende journalists.

Hun tager os med tilbage til begyndelsen af pandemien og minder om, hvordan en lang række vestlige lande allerede var i færd med at forbyde pelsavl – ofte på baggrund af afsløringer af horrible forhold, hvor mink lå i deres bure med åbne sår, spiste af sig selv og bevægede sig rundt i burene med repetitivt vanvid.

Hun stiller også spørgsmålet, om mink i virkeligheden var det "missing link", der bragte virus fra flagermus til mennesker i den kinesiske Wuhan-provins. Meget tyder på det, men også i Kina er der penge og stærke interesser i minkindustrien.

Men rigtig rystende bliver bogen først, da Mathilde Walter Clark begynder at oprulle, hvad der skete, da forskellige dokumentarudsendelser for nogle år siden satte fingeren på de groteske forhold, der herskede på mange minkfarme.

Forfatteren afdækker derefter nådesløst, hvordan politikere, presse og den akademiske verden alle over tid lod sig spænde for minkbranchens vogn

Jakob Nielsen

Minkbranchen reagerede med en modkampagne styret af brancheorganisationen Kopenhagen Fur, der havde et skarpt blik for, hvordan man kom længst muligt ved at love mindst muligt. Eller som Mathilde Walter Clark skarpt formulerer det:

"Overholdelsen af loven måtte være det absolutte minimum, og i det omfang den lod til ikke at blive det, ville større og mere elastiske spørgsmål blive stillet som ikke havde andet svar end dem vi hver især bærer rundt i vores hjerter, i det omfang man var udstyret med et sådant".

Forfatteren afdækker derefter nådesløst, hvordan politikere, presse og den akademiske verden alle over tid lod sig spænde for minkbranchens vogn.

Bogen bør føre til fornyet debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt med såkaldt "sektorforskning", der er købt og betalt af de brancher, der forskes i. Der er også grund til selvransagelse i embedsværket og hos pressen, der naivt spiste af Kopenhagen Furs hånd og udnævnte minkbranchen til "Den bløde syndebuk".

Det blev desværre ikke bedre, da corona-epidemien førte til nedlukning af erhvervet. Igen lod pressen sig trække rundt i manegen i den ene følsomme reportage efter den anden – med meget få kritiske spørgsmål.

Forfatterens indignation er bogens bærende kraft, men den kammer over enkelte steder, som for eksempel der, hvor minkavlere lidt nedladende bliver udstillet for at kalde en "cyklus" for en "cykel". Det er samtidig en påmindelse om, at der selvfølgelig mangler én ting i dette ellers imponerende stykke undersøgende journalistik, nemlig forelæggelsen for den kritiserede part, eller konfrontationen om man vil.

Til Mathilde Walter Clarks forsvar kan man anføre, at den anklagede part ikke begrænser sig til Kopenhagen Fur, de købte forskere eller de tandløse embedsfolk i Fødevarestyrelsen. Anklagen retter sig mod et helt samfund, der valgte at sætte kikkerten for det blinde øje.

Det bør føre til en fornyet debat om, hvad vi egentlig mener, når vi taler om dyrevelfærd i 2023

Jakob Nielsen

Bogen har gemt det mest rystende til sidst: nemlig spørgsmålet om hvorfor danske mink får dobbelt så mange hvalpe som eksempelvis kinesiske mink?

Svaret er så rystende, at det fortjener at blive læst i bogen. Og det bør – sammen med bogens øvrige afdækning – føre til en fornyet debat om, hvad vi egentlig mener, når vi taler om dyrevelfærd i 2023.

Minksagen har for længst sikret sig en plads i historiebøgerne. Mathilde Walter Clark fortjener stor tak for at minde os om den substans og etik, som sagen udspringer af – og som på mange måder er en langt større skandale end de kaotiske beslutningsprocesser i og omkring Statsministeriet i november 2020.