Dan Tschernia: La Présidente

Af Dan Tschernia

Fhv. tv-direktør og kultur- og presseråd i Paris 

I Frankrig kan man for tiden købe et tegneseriehæfte med titlen ”La Présidente”. På forsiden ser man et billede af Marine Le Pen, partiet Front Nationals leder, der er den ene af de to kandidater til præsidentvalget på søndag. ”De vil ikke kunne sige, De ikke vidste det…”, står der i en boble som kommentar til billedet. Tegneserien ”La Présidente” er ikke et Anders And-blad, men realistisk politisk fiktion, der forestiller sig, hvordan Frankrig vil blive ændret med hende som præsident. Det ser ikke rart ud.

Le Pen hævder, at hun i valgkampen ikke længere repræsenterer Le Front National og har derfor ladet sig erstatte af en vikar, der er holocaustbenægter og antisemit, og som derfor blev erstattet af en anden. Men ingen tror på hende. Selvfølgelig er hun stadigvæk partiets formand, selvom hun nu gør krav på at ville tjene hele den franske befolkning og sammenligner sin rolle med Jeanne d’Arcs.

Frankrig er gået op i sømmene. Det er risiko for en meget varm sommer.

Dan Tschernia

Vinder hun valget, vil det give så voldsomme bølger i Frankrig, at dønningerne kan mærkes helt oppe hos os. Og der er faktisk risiko for, at det lykkes for hende at blive ”La Présidente” – Frankrigs første kvindelige præsident.  

Den fascistiske baggrund

Det er ikke et parti med en smilende ”Tulle” eller bedstemoderlig ”Pia”, vi taler om. Dansk Folkeparti er varme humanister i sammenligning med Front National.

Dan Tschernia

En kommentator i Berlingske skrev forleden, at hvis hun ikke vinder dette valg, så kommer hendes chance næste gang, hvad han desværre nok har ret i. Men, mente han, det er ikke særlig slemt.

Hvis ikke det er slemt, at et land, der politisk, økonomisk og kulturelt spiller en stor rolle i det europæiske samarbejde, og som derfor også er nært knyttet til os, ledes af en person, hvis parti har dybe rødder i nazisme og fascisme, så har han selvfølgelig ret. Men erfaringerne er meget dårlige med magthavere af den art. Spørg tyskerne, italienerne, spanierne, grækerne, portugiserne, chilenerne, argentinerne, russerne – der er nok af mennesker, der kan fortælle om, hvordan et land med den slags ledere bliver styret, og hvordan det er at være borger sådan et sted.

Læs mere: Macron og Le Pen går videre til anden runde

Det er ikke et parti med en smilende ”Tulle” eller bedstemoderlig ”Pia”, vi taler om. Dansk Folkeparti er varme humanister i sammenligning med Front National (FN). De har da heller ikke ønsket at arbejde sammen med dem i EU-parlamentet.

Det er folk, der lever videre på en meget grim fransk historie: Det aktive samarbejde med nazisterne under den tyske besættelse, oprøret mod præsident de Gaulle under Algierkrigen, alliancer med nynazistiske bevægelser i andre lande – der er næsten ingen grænser for, hvor smudsig partiets historie er. Og de har ikke tænkt sig at lave Frankrig om til en hyggelig søndagsskole, hvor der serveres kaffe og søde kager.

Jean Marie-Le Pen

Tegneserien fortæller om partiets oprindelse: Det blev stiftet den 5. oktober 1972. Grundstammen var især en lille nyfascistisk bevægelse, der kaldte sig ”Ordre Nouveau” – den nye orden. Lederen hed François Duprat. Formålet var at samle medlemmerne af det gamle Poujadist-parti (et skattenægterparti à la Glistrups Fremskridtspartiet, der var populært i midten af 50’erne), tilhængere af Marskal Pétain, der under besættelsen arbejdede hånd i hånd med de nazistiske besættere og diverse nynazister.

De kopierede den italienske nyfascistiske bevægelse – Movimento Sociale Italiano – som var grundlagt af gamle Mussolinitilhængere. Bl.a. bruger de det samme logo – en trefarvet flamme naturligvis i de franske og ikke italienske farver. Året efter etableringen overtog Jean-Marie Le Pen partiet.

I løbet af 70’erne spillede hverken Le Pen eller partiet nogen nævneværdig rolle. Men ved valget i 1986, hvor Mitterrand havde indført en form for forholdstalsvalg, kom partiet i Nationalforsamlingen (Frankrigs førstekammer) med 35 medlemmer.

Efter det fik han mere opmærksomhed, bl.a. fordi han gentagne gange provokerede med udtalelser, der chokerede folk. Han angreb folk med AIDS (han er homofob), udtalte, at tyskernes gaskamre blot var en ”detalje i historien” (han er antisemit), og han fandt på upassende og forhånende ordspil om sine politiske modstanderes navne og mange andre ondskabsfuldheder. Alligevel sluttede stadig flere franskmænd sig til ham og hans parti.

Under præsidentvalget i 2002 kom det første chok. I Frankrig vælger borgerne deres repræsentanter gennem to valg. Først er der flere kandidater. De to, der får flest stemmer, fortsætter til en duel – den såkaldte ”anden runde”. Vinderen af denne anden runde bliver byrådsmedlem, regionsrådsmedlem, parlamentsmedlem eller præsident – alt efter hvilket valg, det drejer sig om.

I 2002 regnede de fleste med, at den afgørende runde ville stå mellem gaullisten Jacques Chirac og socialisten Lionel Jospin, der havde været statsminister under François Mitterrand. Men det blev ikke en kamp mellem det traditionelle – republikanske – højre og venstre, som det plejede at være. De to finalister blev Chirac og Jean-Marie Le Pen. Franskmændene var rystede.

Den republikanske front

I den situation har man indtil nu kunnet mobilisere, hvad de franske politikere kalder for ”den republikanske front”. Det sker på helt lokalt plan, i kommunerne, regionerne og ved nationalforsamlingsvalgene.

Alle de demokratiske partier fra højre til venstre enes om at spærre vejen for Front National. Man dropper for en stund den politiske uenighed og støtter den, der har størst mulighed for at vinde over en Front National-kandidat, uanset hvilken politisk farve vedkommende har. En konservativ stemmer på en socialist, hvis det er nødvendigt for at lukke Front National-politikere ude – og omvendt. Så alvorligt har man indtil nu taget truslen fra det af fortidens gerninger belastede Front National.

Læs mere: Kenneth Thue: Frankrig på vej mod valggyser

Den republikanske front var en succes i 2002: Chirac vandt et overvældende flertal på 82,2 procent mod 17,8 procent til Jean-Marie Le Pen. Frankrig åndede lettet op, og den traditionelle kappestrid mellem de klassiske højre- og venstrepartier kunne begynde forfra igen.

Ved præsidentvalget i 2007 blev der ikke brug for fronten. Republikaneren Nicolas Sarkozy vandt over socialisten Ségolène Royal. Jean-Marie Le Pen kom ind på en fjerdeplads.

I 2012 var det socialisten François Hollande, der mødtes med og vandt over Sarkozy. På en tredjeplads kom Marine Le Pen, der året før havde overtaget partiet efter sin far. Hun påstår, at hun nu har brudt med sin far for at ”dediabolisere” partiet  – gøre det spiseligt.

Det mål er til manges rædsel tilsyneladende nået nu. Det er ved at lykkes hende at bilde folk ind, at hun kan genskabe Frankrig, som det var i 1960’erne - før EU, NATO, indvandringen og globaliseringen, og hvad hun og hendes tilhængere ellers anser for at være ødelæggende for landet.

I første runde stemte lidt over hver femte (21,3 procent) vælger på hende. Det er de unge og de fattige, der gerne vil have hende som præsident. Hendes modstander Emmanuel Macron, der næsten fik hver fjerde stemme (24,01 procent), er til gengæld populær blandt de velhavende og pensionisterne, siger målinger af de franske vælgeres adfærd.

Le Pen vil lukke Frankrig, vil smide de muslimske fremmede ud og gøre livet hedt for dem, der bliver. Hun vil ud af Euroen og ønsker den franske franc genindført. Hun vil ud af EU og Nato, og hun er meget glad for Putin, som hun ærbødigt besøgte under valgkampen.

Eliten, dvs. stort set alle, der har en uddannelse, som præsterer noget indenfor kunst og kultur, som kan skrive, tænke og udtrykke sig om komplicerede emner, er hendes fjender. De umyndiggør ”folket”, hævder hun ligesom mange andre af tidens populister. At hun, der er opvokset i den franske overklasse og har tilbragt en del af sin barn- og ungdom i sin fars slot og i øvrigt har taget en juridisk embedseksamen, er en del af denne elite, benægter hun. Hun er en del af ”folket” og vil være dets præsident.

Hun er en smule blidere i tonefaldet end sin far og smiler mere. Derfor tror nogle vælgere, at hun kan blive en ”normal” præsident.

Hun har allieret sig med en af valgets tabere - Nicolas Dupont-Aignan - fra partiet ”Debout la France”  - Rejs dig Frankrig. Han fik 4,7 procent af stemmerne, hvilket ikke er nok til at få statsstøtte. Han skulle have haft mindst 5 procent af de afgivne stemmer for at få det. Rygterne siger, at han, der indtil nu har været en arg modstander af Front National og en hengiven tilhænger af De Gaulle, har fået lovet en økonomisk kompensation, så han kan betale sit partis gæld. I hvert fald har hun lovet ham posten som statsminister, hvis hun kommer til magten.

Dupont-Aignan er borgmester i Yerres, en lille by med ca. 18.000 indbyggere 19 kilometer sydøst for Paris. Borgerne dér er rasende og demonstrerede mod ham i weekenden. Hans partifæller er rystede – mange har forladt ham. Parisområdet er ikke Front National-land. Han raser nu mod Emmanuel Macron, som han kalder umoden og farlig for Frankrig. Det var hans livs lykkeligste dag, den dag han sagde ja til at gå i alliance med Le Pen, erklærer han nu.

Macron repræsenterer det stik modsatte af Le Pen. Men hans kandidatur og førerpositionen ved første runde afslører en dyb krise i det franske politiske liv. De traditionelle politiske partier har spillet fallit.

Læs mere: Grøndahl: Den kongelige republik

Han er et vidunderbarn, der i en alder af 39 år har gjort karriere i finansverdenen og hos nu afgående præsident François Hollande, der bl.a. gjorde ham til økonomiminister. For blot nogle måneder siden gav kun få ham en chance for at kvalificere sig til anden runde. Han har aldrig været folkevalgt, men stiftede for et år siden sin egen bevægelse ”En Marche” – ”Lad os komme i gang” – som tiltrækker medlemmer fra både højre og venstre side i fransk politik. Bevægelsen og han selv er, siger han, hverken højre-eller venstreorienteret.

Han er for et åbent Frankrig, for globaliseringen, for EU og Nato. Han er som en af de få af årets præsidentkandidater ikke ven med Putin. Han vil reformere og afbureaukratisere Frankrig. På første rundes valgaften gav meningsmålingerne ham 62 procent mod Le Pens 38 procent. I de sidste dage er han gået en smule tilbage. I skrivende stund (2. maj) har han en tilslutning på 60 procent mod Le Pens 40 procent. Front National har aldrig været så stærk – fire ud af ti franskmænd synes tilsyneladende, at det er et regeringsdueligt parti. Og det til trods for at EU-parlamentet anklager hende for at have svindlet for 37,5 millioner kroner og derfor vil have ophævet hendes parlamentariske immunitet, så de kan få hende for retten.

Fronten krakelerer

Straks efter valget forrige søndag så det ud, som om den republikanske front ville blive aktiveret. Det er imidlertid kun sket i meget begrænset omfang. François Fillon – kandidaten fra Les Républicains – der er genstand for en undersøgelse af, om han har ladet sin hustru aflønne med statslige midler for fiktivt arbejde, og som oprindeligt var topfavorit, anbefalede på valgaftenen sine vælgere at stemme på Macron. Det samme gjorde socialisternes forsmåede kandidat Benoît Hamon.

Men venstrefløjens populistiske svar på Le Pen - Jean-Luc Mélenchon -, der leder en bevægelse, han kalder for ”Les Insoumises” – ”De Ukuelige” – og som fik 18,6 procent af stemmerne, vil ikke anbefale sine vælgere at stemme på Macron. Det samme gælder andre af de vragede kandidater. Så for første gang kan man faktisk ikke regne med en republikansk front.

I 2002 anbefalede den katolske kirkes folk at undlade at stemme på Jean-Marie Le Pen. I dag vil de ikke udtale sig om, hvem man bør stemme på. 1. maj var der voldsomme uroligheder med molotovcocktails mod politiet og demonstranter med skilte ”Hverken pest eller kolera”. Og selvom et blad som det terrorramte ”Charlie Hebdo”, der normalt udtrykker sig gennem grovkornet satire, erklærer, at begge sygdomme er dødelige, men den ene dog farligere end den anden, hvorfor man bør vælge Macron, kan den unge kandidat komme til at møde mange problemer.

Gymnasiaster i Paris blokerer egne skoler og demonstrerer mod begge kandidater. De vil hverken have den ene eller den anden, selvom Macron inspireret af sin 24 år ældre hustru, der oprindeligt var hans lærer i gymnasiet, er den, der er mest optaget af at reformere uddannelserne.

I Frankrig tror man på, at en enkelt person – præsidenten – kan bestemme alt fra virksomhedslukninger til færdselsregler, frimærkepriser og bespisningen i skolerne. De brokker sig derfor voldsomt og hysterisk, hvis ikke landets hersker opfylder deres mindste krav og forventninger. Det er et mærkeligt demokrati.

Det samarbejdende folkestyre har trange kår. For nogle uger siden bragte fransk TV en reportage om, hvordan de folkevalgte forvalter deres mandater. Mange af dem passede simpelthen ikke deres arbejde. De deltog ikke i møderne i Nationalforsamlingen, der derfor havde indført mødepligt med sanktioner, hvis man ikke overholdt den.  Det har bevirket, at folk kommer, skriver sig ind og går igen. Man sammenlignede de franske parlamentarikeres moral med de svenske rigsdagsmedlemmers. De franske journalister og politikere var rystede over de renfærdige svenske forhold, der var lige så langt væk fra de franske, som Jorden er fra Solen. Men de erkendte trods alt, at der bør ske nogle forbedringer hos dem selv.

Macrons svagheder og Le Pens uhyggelige muligheder

Hvis Macron bliver valgt, risikerer han at få meget store vanskeligheder med at regere på parlamentarisk vis.  Han hævder, det er muligt for hans bevægelse at opstille i samtlige 577 valgkredse. Men selvom han kun vil have noget at gøre med sine egne folk, skal han formodentlig finde sit politiske flertal i samarbejde med repræsentanter fra andre partier.

Det almindelige i Frankrig er, at vælgerne ved Nationalforsamlingsvalget, der sker kort efter præsidentvalget, sikrer præsidenten et arbejdsdueligt flertal.  Men der tvivles på, at ”En Marche” kan mobilisere tilstrækkeligt med kandidater til parlamentsvalget. Der bør imidlertid være mange politikere fra de eksisterende partier, der gerne vil støtte hans reformarbejde.

Ifølge tegneserien ”La Présidente” vil Le Pen ikke få svært ved at tiltrække sig andre partiers politikere, som det jo også har vist sig i tilfældet med hendes statsministerkandidat. Der vil være masser af kollaboratører, der villigt slutter sig til hende. Ellers kan hun regere ved hjælp af dekreter og benytte sig af den undtagelsestilstand, der er indført i landet pga. de seneste års attentater, og som kan bruges til at sætte de fleste demokratiske rettigheder ud af kraft, censurere medierne, aflytte folk osv. – alt det, der skal til et diktatur og en perfekt fascistisk stat.

Macron er demokrat. Det samme kan man ikke med overbevisning sige om Le Pen.

Et gyservalg

Det ser kulsort ud i Frankrig. Stemningen er i bund. Mandag er helligdag i Frankrig – man fejrer ironisk nok årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning og sejren over nazismen. Mange vil derfor tage en forlænget weekend og holde sig langt væk fra deres hjemstavne og valgsteder.  Specialister i meningsmålinger mener, at jo flere, der afholder sig fra at stemme, desto bedre vil det gå for Marine Le Pen.

Det kan blive et gyservalg på søndag. Hvis Le Pen vinder, kan det gå meget galt for Frankrig og resten af Europa. Hvis Macron vinder, vil det næppe skade Europa, men det vil være et eksperiment, fordi han er meget ung og politisk uerfaren. Han er et indlysende talent og en højt begavet person, der fra at virke totalt latterlig og chanceløs har arbejdet sig op til at være den førende kandidat i første runde af præsidentvalget. Det er en bedrift.  Men han er ikke alles darling. Vinder han, bliver der voldsomme demonstrationer mod det, dele af den yderste venstrefløj betragter som hans neoliberalistiske reformplaner for landet. Hvis hun vinder, vil hun også blive mødt af stor og voldsom folkelig modstand.

Og hun har en chance, hvis valgdeltagelsen bliver meget lav, eller en stor del af befolkningen som frygtet stemmer blankt.

Frankrig er gået op i sømmene. Det er risiko for en meget varm sommer.

.................

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.