"Den Falske Marquis" opstiller til kommunalvalget

KV17: Marcel de Sade, bedre kendt som Marquis de Sade, stiller op for liste M til kommunalvalget på Frederiksberg. 

Marquis de Sade fotograferet i sin lejlighed på Frederiksberg Allé i 2010.
Marquis de Sade fotograferet i sin lejlighed på Frederiksberg Allé i 2010.Foto: /ritzau/Astrid Dalum
Kiki Qvistgaard

For lokalliste M på Frederiksberg opstiller blot en enkelt kandidat. Og det er ikke hvilken som helst kandidat. 

Der er nemlig tale om Marcel de Sade, i den brede befolkning nok bedre kendt som Marquis de Sade. Det skriver Frederiksberg Bladet

Hvad der ligger til grund for Marquis de Sades opstilling, er det endnu ikke lykkedes Frederiksberg Bladet at finde ud af. Han vil ifølge valgkontoret ikke oplyse sit telefonnummer til journalister. I stedet opfordrer Marquis de Sade interesserede til at kontakte ham, når han dagligt færdes på Frederiksberg Allé, hvor han bor.

Til Berlingske sagde han dog i 2014:

"Samfundet er blevet meget anderledes. Høfligheden og dannelsen er forsvundet. I mine øjne lever vi i en tid, der er lige på grænsen til anarki, og det finder jeg meget ubehageligt."

Han nævner som eksempler cykler på fortovet, telefonsnakkende bilister, forfladigelse af sproget, skrigende børn overalt, en umyndiggjort folkeskole og ulyttelig musik i radioen.

"Den Falske Marquis"
Marcel de Sade (født Jørgen Vase Schmidt) hævder at have købt titlen marquis i Vatikanstaten i 1950'erne. Han levede et ekstravagant liv, indtil han i 1963 blev anklaget og dømt for regnskabssvindel. Herfter blev han kendt som "Den Falske Marquis". 

Han er uddannet regnskabsholder fra Det Østasiatiske Kompagni. I 1980'erne var Marquis de Sade en del af det københavnske jetset, og i 1985 udgav han en plade, som han dog selv var så utilfreds med, at han opkøbte de fleste eksemplarer og ødelagde dem.

Der er desuden produceret flere TV-programmer om Marcel de Sades ekstraordinære liv. 

Kendte ansigter
Borgerne på Frederiksberg har efterhånden en del kendte ansigter at vælge imellem, når de går til valgurnerne 21. november. 

Rejsedirektøren Stig Elling og den tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør Brian Holm opstiller for Konservative. Partiet havde også en overgang hjerneforskeren Peter Lund Madsen på opstillingslisten, men han trak sig efter blot tre dage som opstillet. Chili Turèll, der var gift med forfatteren Dan Turèll, stiller op for Alternativet. 

Derudover opstiller Venstre-manden og MF Jan E. Jørgensen som partiets spidskandidat i kommunen, ligesom hans kollega fra Folketinget Laura Lindahl stiller op for Liberal Alliance. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00