Det sker i dansk politik: Kvindernes kampdag og regeringens 100 dages-jubilæum

OVERBLIK: Med en mødefri uge i Folketinget sker der ikke meget på Christiansborg. Til gengæld holder kvinderne kampdag, og så kan VLAK-regeringen fejre 100 dage ved magten.

(Bax Lindhardt/ Scanpix).
(Bax Lindhardt/ Scanpix).
Mette Pabst

Det er en unaturlig stille uge, vi går i møde i dansk politik. Christiansborg er affolket, og der er hverken samråd, lovforslag eller afstemninger på skemaet.

Der er dog en ganske naturlig forklaring på den pludselig stilhed: Uge 10 er traditionen tro nordisk uge, og derfor har politikerne mødefri.

Helt fri holder politikerne dog ikke. Flere udvalg bruger nemlig den mødefri uge som en mulighed for at tage på studietur. Hvilke politikere, der skal ud at rejse – og hvor de skal hen – kan du få et overblik over her

Selvom Folketinget holder mødefri, sker der stadig en del i løbet af ugen uden for Christiansborgs tykke mure.

Dansk Industri holder tirsdag Arbejdsmiljøkonference 2017, hvor fokus vil være på, hvordan man forebygger arbejdsmiljøproblemer og investerer i et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. 

Og Energiforum Danmark byder tirsdag til Energiforum 2017, hvor blandt andet SF-formand Pia Olsen Dyhr holder oplæg.

Tirsdag præsenteres også Nordic Safe Cities-guiden over, hvordan nordiske byer kan arbejde for at skabe trygge og sikre samfund i Norden og Europa i en terrortid. Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og generalsekretær for Nordisk Ministerråd, Dagfinn Høybråten, deltager. Du kan læse mere her.

Onsdag kan kvinder og mænd verden over fejre Kvindernes Internationale Kampdag. I Danmark holder KVINFO fest i Vega, hvor blandt andet kronprinsesse Mary deltager. Hele programmet kan findes her.

Det er ikke kun kvinderne, der har noget at fejre i denne uge. Onsdag har VLAK-regeringen siddet i 100 dage, og dermed kan de fejre 100-dages jubilæum.

Og endelig har administrerende direktør og chefredaktør for Radio24syv Jørgen Ramskov også noget at fejre, når han onsdag fylder 60 år.

Torsdag gør udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) status over Danmarks udenrigspolitik til et arrangement, som Udenrigspolitisk Selskab afholder. Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) kan også opleves på slap line torsdag til Forsyning 2020-konference. Konferencen har fokus på forsyning i fremtiden, og du kan læse mere og tilmelde dig her

Torsdag er også dagen, hvor EU-formand Donald Tusk efter alt at dømme bliver genvalgt til sin formandspost i EU, trods protester og manglende opbakning fra sit eget hjemland. Den historie får du her.

Fredag er det EU-kommissær for konkurrenceevne Margrethe Vestagers tur til at gøre status. Tænketanken Europa har inviteret hende til at fortælle om blandt andet udsigterne for økonomisk vækst og beskæftigelse i EU i 2017.  Det arrangement kan du tilmelde dig her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00