Elberth: Enhedslistens venstrefløjsaktivister

Hej, kommunalkandidater til valgkamp 2017. Nu skal I læse rigtig godt med.

For Enhedslisten har om nogen fundet nøglen til at flytte folk på nettet. Og det i en grad, så der er mere end bare en tilfældig mulighed for, at deres tilslutning og stemmetal afspejler den medvind, de får, når de sender noget af sted på nettet.

De er partiet med størst organisk viral effekt (altså der hvor tingene går bananas, uden at de har smidt kapitalistiske kroner i at skubbe det til at blive delt massivt).

Man vælger dem af sine mærkesager, der appellerer mest til bestemte mennesker. Altså de mennesketyper, der er aktivistiske af natur. Dem, som altid stiller op til forældrebestyrelsen, når andre dukker sig (hvis de ellers kan nære sig for ikke højlydt at protestere mod bestyrelsens demokratiske ret til at kalde sig bestyrelse).

Dem, der ikke bare nøjes med at skrive under på en tilfældig online-indsamling for at befri burræve, men også melder sig som faste donorer i dyrevelfærdsorganisationerne og højlydt, indigneret føler, at der må gøres noget eller måske ligefrem mener, at burene bør åbnes på de der minkfarme.

Dem, der ikke bare nøjes med ”at knytte hænderne i bukselommerne”, men som insisterer på aktivt at kæmpe kampe og at råbe ekstra højt på slotspladsen udenfor Christiansborg, når finansministeren skærer i kernevelfærden - og når de møder det, de vil kategorisere som uretfærdighed, eller går et ekstra skridt for at skabe et pres, når de ikke bare nøjes med at skrive lidt halvsurt til Dansk Supermarked om at pille Sodastream af hylderne på grund af Sodastreams geografiske placering af fabrikkerne, men også går ned i den lokale Føtex og sætter boykot-klistermærker på hylderne over prissedlerne.

De mennesker er nemlig også tilbøjelige til at være lettere at lokke ned i en stemmeboks.

"Dan hvem"
Spørg Dan Jørgensen, der i 2009 gik fra ”Dan hvem?” til 236.000 personlige stemmer som nyslået spidskandidat for Socialdemokraterne til Europa-Parlamentsvalget.

I kampen for at udfylde Poul Nyrups sko fra 2004 var Dan Jørgensen så kombineret heldig og dygtig, at hele hans valgkampsplatform hvilede på dyrevelfærd. ”Stop dyr i lange dyretransporter” (altså ikke stoppe dem ind i lange dyretransporter, men at sætte en stopper for det. Det er ikke altid let at lave kampagnebudskaber, der ikke er ufrivilligt dobbelttydige) prydede plakater, outdoor-annoncering, avis-annoncer og var hovedemnet i Facebook-fremstødene. Godt båret af Dan Jørgensens ”8hours.dk”-kampagne, hvor han samlede en million underskrifter mod lange dyretransporter.

I EU-valget 2009 var dyrevennerne hjemløse, indtil de fandt hjem hos ”Dan hvem”, der fik et fremragende valg og i øvrigt blev kåret til årets dyreven af Dyrenes Beskyttelse i 2012 og overlevede en holmgang på DR2 med en af Danmarks ubestridte superhelte Bengt Holst på spørgsmålet om forbud mod dyresex (Vil man ikke beskyldes for populisme eller for at bare at tage emner, som man ved, vælgerne godt kan lide, så er man også en rigtig dyreven, hvis man går til valg på det).

Partier, der har bløde, nuancerede, komplekse sager som mærkesager, skal kæmpe meget hårdere for at få i første omgang ”social transmission” på nettet i form af likes, kommentarer og delinger, og så får de ikke rækkevidden på deres budskaber. Det kan i sidste ende betyde lavere tilslutning (Genlæs Radikales store akilleshæl, når Østergaard er for nuanceret til at være på sociale medier).

Bruger færrest penge på Facebook
Enhedslisten er danske mestre i disciplinen (med Dansk Folkeparti som seriøse udfordrere på den modsatte fløj). Og de appellerer så tydeligt til venstrefløjsaktivisternes aktivistiske natur, at de igennem flere år udmærker sig ved at være det parti, der har brugt færrest Facebook-annoncekroner på at booste engagement.

I valgkampen i 2011 var det først til allersidst, at der blev kastet annoncekroner bag Johanne Schmidt-Nielsens i forvejen voldsomt høje Facebook-engagement. Når Johanne skrev noget på Facebook, spredte det sig så meget, at Enhedslisten slet ikke behøvede at have et ”hjulpet viralt setup” som Socialdemokraterne og Venstre, når de skød annoncekroner ind i både fanhvervning og for at pushe budskaberne.

VU’erne oprettede på et tidspunkt drillegrafikker omkring Johanne, der rasede, efter at en rød regering lavede finanslovsaftale med en blå forligskreds i 2011, mens venstrefløjsaktivisterne var rødglødende på nettet. Forskellen på Johanne og flere andre teatertordnende politikere var bare, at Johanne rent faktisk var seriøst rasende, og det æggede baglandet. Det samme billede har været tydeligt omkring folk som Frank Aaen eller Per Clausen, der kunne Facebook’e eller tweete indignation i en så sarkastisk, ironisk tone, at Facebook-boost og promoverede tweets på Twitter slet ikke kunne følge med.

Enhedslisten ejer pension på nettet
Læste du med i analysen om Dansk Folkeparti og deres ejerskab af ordet Danmark (og flygtninge) på nettet, kan det ikke overraske, at Enhedslisten selvfølgelig ejer de fleste samtaler omkring pension (og i øvrigt en stor del af samtalerne omkring skattely). Ser man på, hvad deres politikere skriver mest om, poster de om pension i en grad, så Folketinget står på en indignationsbund af aktivistpres og Enhedslisten-opdateringer om emnet, når de diskuterer folketingsmedlemmernes pensionsalder. Det sætter sig også i mediernes dækning af emnet.

(Se selv flere tal hos Analyse & Tal)

Position lige nu
Indignationspartiet er i eksemplet med pension stærkt og insisterende. Det meste af tiden er det så tydeligt, at det bliver helt forfriskende, hvor lidt de egentlig forsøger at følge efter i slipstrømmen på Alternativets "tal pænt på nettet og ny politisk kultur"-paradigme.

Hos Enhedslisten er det især sager som ”pensionshykleri”, salg af DONG-aktier til Goldman Sachs, skattely, kampen mod EU, kampen mod kampfly og kampen mod de allertydeligste sociale ulighedssager, der får deres aktivistiske fanbase til at reagere. Og det er Enhedslistens grund-DNA: Indignation, der kan skæres ud som mærkesag i forskellige former og med en retorik, der passer til en megafon på slotspladsen, der skal kalde ”magthaverne” til orden.

Skal nogen lære Konservative, hvordan man laver ”Stop”-kampagner, er det Enhedslisten. Prøv for sportens skyld at google Enhedslisten og ordet ”Stop”. Så finder man alt fra ”Stop Pensionshykleri” til ”Stop Frihandelsaftalen med USA”, ”Stop køb af kampfly” og ”Stop hetzen mod de arbejdsløse” i tematiseret form. Enhedslisten tog aldrig eksplicit ejerskab på den meget effektive kampagnemotor ”Stop salg af DONG til Goldman Sachs” mod Corydons DONG-aktiesalg, men tanken om de mon ejede og orkestrerede presset med den side, ligger snublende nær.

I øvrigt er det ligegyldigt, om Enhedslisten har det formelle ejerskab af sådan en side, for venstrefløjsaktivisterne bag Enhedslisten var så indignerede i den sag, at end ikke en rasende Johanne på Facebook ville have haft en chance for at forhindre dem i at lave et rødglødende Facebook-pres. Eller tag et blik ind på deres website til enhver tid – det er retorik som ”Parnassets arrogance er skyld i højrepopulismen” og alting skal enten stoppes, eller også er det ”grotesk”, ”dumt”, ”fadæse” eller ”demokratisk skandale”. Vi er helt oppe på den klinge. I tæt på revolutionære termer og ordlyde, der animerer til modstand eller til at stå fast.

I de senere år har Enhedslisten dygtigt på den måde skåret indignation ud i tydelige skiver, senest når vi har ministre, der efter Enhedslistens mening vildleder Folketinget i eksempelvis #gyllegate. Vil du være enten kronisk indigneret eller i kronisk dårligt humør, følger du kun Enhedslistens stjerneskud Maria Gjerding og den mest digitale presserådgiver Emil Nielsen på Twitter i sådan en sag.

For folk, der ikke følger med hver dag i det politiske, må det formodes ikke at virke helt så ”sladrehanksagtigt”, når Enhedslisten sætter indignationstryk på modstandernes dårlige sager. For partier som LA må det være et kronisk irritationsmoment, når Enhedslisten kører misundelsesretorik og direkte forsøger at skære sætninger fra Ole Birk Olesen og Joachim B. Olsen ud i Stop-salami-skiver, der fjerner alle liberale nuancer.

Gang i svingdøren og transfervinduet
Enhedslisten er ikke båret af et kæmpesekretariat eller mange dygtige kampagnemagere med et bureau i ryggen, som de allerstørste partier er.

Deres kreative reklameåre er afløst af indignation som brændstof i alle kampagner. Sarah Glerup Kristensen er formelt webredaktør for partiet, men det er Emil Nielsen, der har X-factoren i denne sammenhæng og er hovedmanden bag de små digitale tryk og allestedsnærværende indslag (med Anders Jonassen som underlægningsmusik af og til).

Emil kunne holde kampagnekurser for de andre partier i, hvordan man konstant og insisterende bruger Twitter til at gøre pressen opmærksom på alle de elementer, som en journalist skal bruge til at skrive en længere politisk føljeton om et bestemt emne (eller læs dig ind i dette speciale, hvis du vil forstå mere om, hvordan bestemte tweets kan forme den måde vi snakker om emnerne på).

Hvilke partimedlemmer går forrest?
Enhedslisten er båret af en række politikere, der bruger nettet til at presse indignation af sted. Maria Gjerding, Pelle Dragsted, i stadig mindre grad Johanne Schmidt-Nielsen, i stadig større grad Pernille Skipper, Finn Sørensen, Nikolaj Villumsen med flere.

Henning Hyllested meldte sig i foråret kort ind i debatten om folketingspolitikernes brug af Facebook i Folketingssalen (mens han selv anerkendte, at han da havde fået brugbare råd via platformen fra lastbilchauffører, han ellers ikke ville være kommet i kontakt med), men ellers er Enhedslisten båret frem af netop Facebook i Folketingssalen. Per Clausen pipper stadig med fra byrådskarrieren i Nordjylland og går indignationsviralt af og til.

Strategi fremadrettet
Emil Nielsen fra Enhedslisten beretter selv om, hvordan de fremover kommer til at gå lidt andre veje end ”bare” at stryge en tændstik, når de spotter antændeligt benzin eller en indignationssag, de kan springe op på ryggen af. Og her bliver Enhedslisten for alvor spændende fra et digitalt perspektiv, hvis de bygger noget mere målrettet ind i det digitale flow de har:

”I forhold til sociale medier bliver vores nye fokus at producere mere eget indhold, bruge video og få mere kvalitet og autenticitet ind på vores SoMe-kanaler. Vi har - sammen med de fleste øvrige partier - haft et ekstremt stort fokus på reach, likes med videre, og der er vi egentlig ret godt med. Men vi er dårlige til at kommunikere mere segmenteret og arbejde mere kvalitativt og inddragende med indholdet. Det skal vi blive bedre til. For eksempel har Pelle og jeg været i Madrid her i weekenden og fulgt valget som gæster hos Podemos: Her har vi forsøgt at bruge de sociale medier mere kvalitativt, livetransmitteret og inviteret en mere udvalgt skare med ombord på turen. Det har vi en ret stor succes med. Og det bliver også noget af det, vi skal til efter sommerferien. - Blive bedre til at sætte egne dagsordner og inddrage vores egne græsrødder. Og udnytte de muligheder, som ligger i Facebook. For eksempel at vi faktisk kan broadcaste vores egne nyheder, producere vores egen video-journalistik med ret få ressourcer. Og det skal vi udnytte bedre. Ikke mindst fordi vi i modsætning til mange af de partier, vi ellers deler vælgere med, har mange populære politiske profiler, som har en stor digital gennemslagskraft. Når Pernille Skipper besøger socialpædagogiske projekter for udsatte unge, skal vores brugere inviteres med. Når Johanne besøger flygtningelejre i Jordan, skal hun selvfølgelig livetransmittere dernede fra. Og når vi holder månedlige politiske møder for medlemmer og sympatisører, skal politiske oplæg og indlæg selvfølgelig også sendes ud til vores følgere. Og så skal vi fortsætte med det, vi er gode til på SoMe, nemlig at have skarpe meninger og give vores medlemmer og følgere gode argumenter til den videre politiske debat.”

Hvad skal du holde øje med?
Det er næsten en føljeton hos Enhedslisten, men hold øje med, hvordan de klarer endnu en rotationsrunde, som altid indtræffer, når en eller flere af deres politikere har nået grænsen for Enhedslistens rotationsprincip. Johanne-exit (og Pelle Dragsted-exit) er et kæmpe digitalt slag for dem. Pernille Skipper er en værdig arvtager digitalt til Johanne, men det vil give et kæmpe tomrum. Og prøv så at følge Enhedslistens folk på Twitter og Emil Nielsen. Du vil nikke til denne analyse og tænke ”Ja, de er godt nok gode til at ramme indignationssporet”. Det er et stilstudie værd.