Debat

Elberth: Konservative med store planer

KLUMME: I juli bringer klummen ”Borgen Digitalt” hver tirsdag og fredag analyser af samtlige partiers digitale kommunikation. Første parti er Konservative. Benjamin Rud Elberth analyserer.

Foto: Claus Bech/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alt er kastet op i luften hos Konservative. Ny struktur, gang i svingdøren blandt vigtige medarbejdere og mulighed for at lægge helt ny strategi.

Kort sagt: Konservative er det parti, hvor der sker mest kampagnemæssigt og strukturelt lige nu.

Og det er tilsyneladende på tide, at der bliver taget nye skridt og lavet noget, der virker. Partisekretær Søren Vandsø har i forbindelse med afgang af blandt andre pressechef Benny Damsgaard og implementering af ny struktur beskrevet det som overgangen til ”mere tidssvarende og slagkraftigt set-up, der styrker implementeringen af strategien”.

Der skal ganske enkelt ryddes op og skabes noget fundamentalt andet end det, der er sket hidtil. Det hviler blandt andet på den nye afdelingschef for det nyskabte ”Politik, Udvikling og Kommunikation” hos Konservative, Peter Utzon Berg, der sammen med partisekretæren kan gå helt andre veje, fordi der nu er stukket et klart mandat ud.

Position lige nu
Tidligere pressechef Benny Damsgaard luftede i april 2014 ambitionen om, at Konservative skulle være det førende parti på sociale medier. Det er Konservative langt fra, fordi de simpelthen er så få i folketingsgruppen, fordi meningsmålingerne er et konstant pres, hvor de hele tiden skal mindes om spærregrænsen, og fordi der har været så usandsynligt meget rod.

Det bliver alt for let til en spiral, hvor det først bliver rigtig grimt, når færre mandater giver færre sponsorkroner og mindre offentlig partistøtte. Så skal der skæres ind til benet medarbejdermæssigt og laves kampagne på helt andre vilkår, end når man har penge.

Det er ingen hemmelighed, at Konservative på kampagnefronten nu igennem et par år har været særdeles famlende. De har fået kritik og har været ”the laughing stock” blandt Twitter- og Facebook-meningsdannerne for nogle af deres kampagner, hvor folk i det politiske miljø stadig trækker på smilebåndet af ”Stop Nazi-Islamisme”-kampagnen og det efterfølgende forsvar.

Det har også skabt fraktioner og små magtkampe internt hos de tætteste K-støtter af tidligere kandidater, ungdomspolitikere, kampagnefolk og folk omkring partiet, hvor nogle har efterspurgt fornyelse og ikke har haft tillid til kampagneorganisationen, mens andre har forsøgt at holde fast på det, der var.

Midt i alt det har pressechef Benny Damsgaard kæmpet en særdeles brav og offensiv kamp – understreget af, at bemærkelsesværdigt mange politiske med- og modstandere på tværs af medier direkte udtrykte ærgrelse og forundring over, at han ikke længere skulle være på Christiansborg, ved hans afgang.

Konservative har haft svært ved at få Søren Pape til at virke kampagnemæssigt, og det hele har virket mildest talt ustruktureret. Ikke mindst med balladen om Mads Holger og problemer med bureauet Integral, der kædes sammen i Arnfred og Jessens halv-nye bog, ”Skjulte Penge”, (og hvor det beskrives, at der skulle være indgået et hemmeligt forlig i starten af 2016, som lagde låg på den sag). Det sender ikke ligefrem kampagne-gejst ud i en organisation, at man har en tvist med et bureau og interne stridigheder, hvor Konservative ifølge Mads Holger måtte gå til Folketingsvalg 2015 med prædikatet som en ”døende patient med feberlidelser, der langer ud efter lægen”. (Dette indlæg er skrevet, inden oplysningen om Mads Holgers død kom frem, red.).

Konservative har haft problemer også på trods af, at de ellers i 2011 var det parti, der brugte flest kampagnepenge per stemme (14 gange så meget per stemme som Enhedslisten) og i 2015 ifølge Politiko brugte tredjeflest midler på kampagne - over 23 millioner kroner. 

Og det har været kendetegnende for Konservative igennem flere år. De har tilsyneladende haft pengene, men et eller andet sted på vejen blev de spildt på noget, der ikke gav stemmer, og som ikke kan transformeres til noget medvind. På Folkemødet blev det af politiske iagttagere flere gange beskrevet som symbolsk, at hovedfesten foregik på Liberal Alliances skib midt i Allinge Havn, mens Konservatives 100-fods-jernskonnert, ”Freia”, fra tidligere år var blevet til en ”Konservativ stue”.

Gang i svingdøren og transfervinduet
Benny Damsgaard, pressechef, og Jens Møllenberg, fundraisingchef, fratrådte i slutningen af maj. Seneste mand til at rykke ud i dette transfervindue er Tom Nielsen, der har været en af de primære digitale kommunikationsfolk hos Konservative og er den eneste på ansattelisten med ”sociale medier” ud for sin titel (Tom skal fremover være Digital Marketeer i Udenrigsministeriet, og det bliver en gevinst for ministeriet).

En anden af de vigtige i krydsfeltet mellem journalistik, digitalt og kampagne, Tim Smidemann, tog turen til DI efter folketingsvalget og efterlod et tomrum på Twitter så stort, som når man stikker en finger ned i et glas vand, hiver fingeren op igen, og der så mod forventning faktisk stadig er et hul.

Den nye afdelingschef for nyt ”Politik, Udvikling og Kommunikation” hos Konservative, Peter Utzon Berg, har tidligere været både chefkonsulent og daglig leder af det politisk/økonomiske kontor, så det er i realiteten bare et step up til langt mere styring og et helt tydeligt signal om et meget tydeligt mandat.

Helt tæt på Søren Pape sidder også en garvet campaigner, Alexander Tolstrup, der blandt andet var kampagnechef for Konservative i fire år mellem 2007 og 2011. Og så er unge Simon Merrild Lyngsø et rigtig godt kampagnepust på Twitter.

Hvilke partimedlemmer går forrest?
Et plus for Konservative er faktisk deres folketingsmedlemmer, hvor den gamle garde er afløst af nye, unge folk med bedre kampagneskills – Mette Abildgaard, Rasmus Jarlov og Mai Mercado (der godt nok ikke var for heldig med sin Christiania-bashing for nylig på Facebook og tidligere har haft lidt problemer med tonen) og en Naser Khader, der kæmper alt det, han har lært på Facebook.

Men de er få, og det stiller voldsomme krav til, at de er langt mere aktive end andre partier.

Strategi fremadrettet
Peter Utzon Berg har allerede peget de første strategiske digitale kampagnepunkter ud. I den kommende tid vil Konservative satse på at få etableret en god og loyal gruppe af digitale ambassadører, der kan støtte op om folketingsgruppen, og som sammen med de partiansatte kan være rygraden i den digitale kommunikation.

Helt konkret er ambitionen at starte med en gruppe på 15 personer, som Konservative vil involvere mere i det politiske arbejde, dele fortrolige udspil og lignende med – og de kommer som en nyskabelse helt konkret med til udvalgte gruppemøder og bliver inviteret til for eksempel månedlige møder på Christiansborg.

Får Konservative etableret det, er det en offensiv nytænkning af den måde, for eksempel Venstre og Socialdemokraterne tidligere har skabt debatgrupper på Facebook – i begge tilfælde understøttet af, at både Lars Løkke og Helle Thorning har haft de stærkeste debattører til frokoster på deres kontor for at opildne dem endnu mere.

Det er ikke tidligere set på Christiansborg, at digitale ambassadører ligefrem får plads ved bordet til udvalgte gruppemøder for at være informeret præcist til at lave digitalt meningsdanneri.

Berg og Konservative varsler også, at bredden i partiet skal udnyttes langt bedre end tidligere, når for eksempel partiet eller folketingsmedlemmer vil dele indlæg, posts med videre fra personer i baglandet, kandidater eller bare personer, der har et hjerte for Konservative – ganske enkelt for at skabe klassisk ”bottom up”-følelse med streg under ”folkeparti”.

Samtidig varsler Konservative, at deres visionspapir, Vision 2034, primært skal kommunikeres via Facebook og Instagram for at give danskerne et konkret billede af, hvordan et konservativt Danmark kan se ud. Det betyder også visionsvideoer med Pape og en række statement-grafikker, der skal udtrykke visionen. Og så lover Berg, at Konservative vil have mere fokus på at lancere politiske meldinger og nyheder på sociale medier, blandt andet for at sikre, at partiet i langt højere grad selv styrer fortællingen og kanaliserer det rigtige ud til deres egen målgruppe.

Hvad skal du holde øje med?
Der kan ske helt uhyggeligt meget, når der kommer struktur og styring på kampagnetankerne, og når der er stukket et tydeligt mandat ud, som der er til den nye konservative organisation.

Konservative ser lige nu ud til at være det mest spændende kampagneprojekt af alle, fordi der ganske enkelt er så meget at rydde op i og uforløst potentiale. Det kan være Peter Utzon Berg, der rydder op i det – i hvert fald virker tankerne ambitiøse og rigtige.

Hold øje med, hvad Konservative kan gøre, når de får lidt mere ro på, kommer væk fra de skæve kampagnegreb og ballade med jetsettere og bureauer og begynder i langt højere grad at styre fortællingerne selv på sociale medier. Og hold så øje med den skare af unge KU’ere, der bare venter på lidt medvind til partiet – der er masser af kampagnestøtter rundt i krogene, der venter på bare lidt fremgang.

---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00